Venstrehøvdingen, der blev væk

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 4. april 2023.

I MERE END HUNDREDE ÅR har man i og uden for partiet Venstre hævdet, at partiets leder ikke blot er formand. Vedkommende er også høvding.

Med Venstres leder som høvding menes, at vedkommende ikke blot er den, som nu engang tilfældigvis er valgt af medlemmerne til jobbet. Vedkommende skal man vise udstrakt tillid, og vedkommende skal bevise sig fuldt ud værdig hertil set fra partiets bagland.

Til gengæld må lederen kunne forvente, at han eller hun er høvding for et parti, som ligner en stamme ved at være så nogenlunde fri for fraktioner, der ellers ofte rider politiske partier som en mare.

I praksis indebærer høvdingerollen, at Venstres leder skal have en særlig tæt forbindelse til partiets græsrødder. På samme måde som en høvding har i et stammesamfund. Når den tætte forbindelse og tilliden fra baglandets side ikke længere er til stede, må lederen træde af. Som en rigtig høvding gør.

Det var sådan, Erik Eriksen agerede, da han gik af som formand for Venstre den 24. maj 1965 kort tid efter, at han var kommet i mindretal i folketingsgruppen på et spørgsmål om sammenslutning med Det Konservative Folkeparti.

Og det var sådan, at Lars Løkke Rasmussen handlede, da han den 31. august 2019 trak sig som formand, fordi der var opstået stigende kritik af hans linje under og efter folketingsvalget den 5. juni 2019. I begge tilfælde var ledere af andre politiske partier måske forblevet i formandssædet i håbet om, at stormen ville lægge sig. Men en høvding går.

Årsagen til, at Venstres formand er høvding, hænger ikke mindst sammen med, at partiet også ser sig selv som en del af en bevægelse med rødder i andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. Når man er leder af et sådant parti, er man langt mere end blot partidirektør. Man er ikke blot chef for en mekanisk organisation á la en privat virksomhed.

MEGET TYDER PÅ, at høvdingestyret i Venstre i mange år har tjent partiet godt. I et internationalt perspektiv er det næsten aldrig lykkedes for et af de mange oprindeligt landbrugsorienterede politiske partier at transformere sig til et moderne parti med bred appel til mange vælgergrupper. I langt de fleste europæiske lande er det et konservativt parti med rod i byernes borgerskab, som er blevet det førende borgerlige parti.

Det er ikke kun lykkedes Venstre at blive et stort og statsministerbærende parti i dansk politik. Det er samtidig lykkedes at bevare dele af Jylland som partiets kerneland i over 100 år. Der er tale om områder, hvor opbakning til Venstre opfattes som det mest normale årti efter årti. Kun Socialdemokratiet indtager samme rolle i dansk politik.

Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre, da Lars Løkke Rasmussen fratrådte. Dermed indgik han i princippet som endnu et led i Venstres høvdingerækkefølge. Han var dog allerede ved tiltrædelsen en noget usædvanlig høvding.

For det første havde de fleste andre Venstreformænd fået netværk og oplæring i ledelsen af Venstres Ungdom, selvom det må med, at hans far og tidligere Venstreformand, Uffe Ellemann-Jensen, var i samme situation. For det andet var han meget langt fra Venstres kerneland i det landbrugstunge Jylland med en opvækst i Københavns nordlige forstæder. Hans far forsøgte blandt andet at etablere en bro hertil ved at demonstrere, at han skam da kunne malke en ko, som han vist havde gjort i sin barndom. Men Jakob Ellemann-Jensen har klogelig holdt sig til verbalt brobyggeri.

Efter overtagelsen af høvdingehvervet oplevede Jakob Ellemann-Jensen et valgnederlag af rang. Venstre tabte mere end 10 procentpoint vælgertilslutning ved folketingsvalget i 2022 i forhold til forrige valg. Med kun 13,3 procent af stemmerne ligger Venstre i dag på det laveste stemmeniveau siden 1988. Siden har Venstre tabt endnu flere stemmer, hvis man skal fæste lid til meningsmålingerne. I flere af dem ligger tilslutningen til Venstre på under 10 procent, som hvis det var et valgresultat, ville være det dårligste for Venstre i over 100 år.

ÅRSAGEN ER IKKE MINDST en opfattelse af, at Venstre har fået meget lidt indflydelse på grundlaget for regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Eller at Venstre og herunder ikke mindst høvdingen for partiet ikke har været specielt god til at forklare, hvad man i givet fald har fået afgørende indflydelse på.

Den 6. februar 2023 meldte Jakob Ellemann-Jensen ud, at han havde sygemeldt sig på ubestemt tid efter at have haft ”usædvanlig travlt”. Sygemeldinger på Jakob Ellemann-Jensens niveau er meget usædvanlige. Men alle har naturligvis accepteret, at det er således.

Omvendt er der ingen tvivl om, at det for Venstre er meget uheldigt, hvis ikke formanden snart vender tilbage. Det gælder ikke mindst, når man er et høvdingeparti. Derfor håber folkene i partiet helt sikkert, at han enten vender tilbage lige efter påske. Eller at han i modsat fald træder af som partiets leder.

Emner