Venstres udfordringer er langt større end formanden

Opinion af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. oktober 2023.

Der er siden Jakob Ellemann-Jensens afgang fra dansk politik blevet skrevet meget om, hvordan det hele var en personlig tragedie - og hovedpersonen mente selv, at hans person »skyggede« for Venstre. Sandt er det, at Venstres nedtur let kan kobles med Ellemann-Jensens lederskab: Da han kom til, var partiet blå bloks leder, det ene naturlige statsministerparti, og lå til over 20 procent af stemmerne. Da han gik af, havde man meldt sig ud af blå blok, gået i regering med en statsminister, man havde forsvoret, støttet klart uborgerlige politikker og rundet de cirka otte procent i meningsmålingerne.

Det er klart, at meget af ansvaret for det ligger på den nu tidligere Venstre-høvding. Han kom for let og uprøvet til embedet - reelt på et slags afbud. Siden stod han i spidsen for konstante selvmodsigelser, uklare udmeldinger og direkte løftebrud, der alt i alt fremstod som en gustent opportunistisk taburetjagt.

Alligevel er en del Venstre-folk og kommentatorer hurtige til at finde bortforklaringer:

At partiet er skrumpet fra over 30 procent til godt en fjerdedel af det, skyldes - siger man - at man er blevet splittet i flere dele. Tidligere prominente V-politikere har stiftet Moderaterne og Danmarksdemokraterne og har taget de henholdsvis mere midtersøgende eller udkantsbeboende med sig. Og de V-vælgere, der var mest optaget af skat og regulering, har kunnet gå til Liberal Alliance eller Nye Borgerlige, mens indvandringsstrammerne har haft nok af valgmuligheder. Så selve partilandskabet er et helt andet end i 2000erne, hvor partiet kunne sidde solidt på 25-30 procent Det er sandt - men samtidigt også en fundamental misforståelse af, hvad Venstres egentlige problem er. At Venstre har tabt vælgere til andre, er jo ikke årsagen til, at man ligger dårligt, men alene symptomet på det reelle problem: At vælgerne forsvinder, fordi de kan få bedre politikker andre steder.

På godt og ondt lykkedes det fra 1998 Anders Fogh Rasmussen at placere Venstre et sted, hvor mange vælgere kunne se et eller andet, de syntes stærkt positivt om:

Frihed som det centrale pejlemærke - kombineret med stabilitet og tryghed og en velfungerende velfærdsstat. Man var positive over for markedsøkonomi, frihandel og negative over for højere skatter. Rimeligt stærke på retssikkerhed og en indvandringspolitik, der ikke lukkede grænserne, men samtidig stillede større krav til adgang og integration.

Man kunne kun få så mange stemmer ved at ville være noget for mange - men vel at mærke noget forskelligt. Så i stedet for at være det halvstore parti baseret i klar liberalisme kombineret med landmændene, blev man det, politologer kalder et »catch-all parti«, hvor man konstant leverede små godbidder til udvalgte marginale vælgergrupper, man gerne ville vinde eller fastholde.

Resultatet var en stor og i praksis ikke altid lige homogen mundfuld, og den kunne kun blive serveret ved at undertrykke intern debat og uenighed og ved at holde de politiske signaler på et vist overordnet plan.

Så Venstres strategi var som at suge maven ind for at kunne passe bukserne: Det virker, men kun indtil man bliver nødt til at trække vejret.

Hvis Venstre synes, at det lyder som en god strategi, kan man jo spørge De Konservative, hvor godt den strategi har virket.

Venstres tilslutning i 2000erne var i virkeligheden ikke partiets naturlige leje, men et kunstigt oppustet niveau. En vælgerboble, som luften på et eller andet tidspunkt ville gå ud af - når der kom udfordrende kriser eller en ny, mere kapabel opposition.

Så da dét begyndte at ske fra cirka 2007, valgte Venstre den næstværste af alle strategier: En konstant zigzagkurs. Hvor man både gik ind for eget skattestop og brød det. Hvor man både ville fratage flygtninge deres smykker og ikke håndhæve landets grænser effektivt. Hvor man ville være blå og så i regering med S.

Sådan er man fortsat, og næsten hvert strategiskift har været fulgt af ny tilbagegang, fordi de vælgere, der skuffes over skiftet, så kan få det, de vil have, bedre et andet sted.

Venstre har dermed de seneste år begået den samme fejl, som Det Konservative Folkeparti har excelleret i gennem tre årtier: Skue tilbage til en glorværdig fortid, hvor man var det største og mest dominerende borgerlige »folkeparti«, og så tænke: Dét var den »naturlige« situation, og hvis vi bare skifter til en anden formand og rekalibrerer budskaberne en smule, så kan vi komme tilbage på fortids højder. Det har De Konservative håndteret ved nu at have haft ni partiledere på 30 år kombineret med konstante skift i signaler og positioner.

Hvis Venstre synes, at det lyder som en god strategi, kan man jo spørge De Konservative, hvor godt den strategi har virket.

Venstres eneste vej »hjem« er at afgøre med sig selv, hvilket parti man holdningsmæssigt egentlig ønsker at være - helt inde i sjælen - og så gå håndfast og målrettet efter det. Ikke ved konstante relanceringer baseret i fokusgrupper og meningsmålinger.

Dermed opnår man meget tænkeligt ikke fortids højder - i hvert fald ikke i overskuelig fremtid. Men alternativet er meget tænkeligt værre.

Emner