Verden er ændret. Selv de ting, der ikke er ændret, fremstår nu anderledes

Debatindlæg af professor Ole Wæver (Institut for Statskundskab) i Politiken den 26. februar 2023.

Ruslands forbryderiske invasion af Ukraine for et år siden vil utvivlsomt vise sig at blive en historisk begivenhed, et før og efter-øjeblik. Verden er ændret. Selv de ting, der ikke er ændret, fremstår nu anderledes, fordi vi ser på verden med nye øjne.

For de fleste af os rummede krigen overraskelser, brud på forventninger og forudsigelser og har givet anledning til selvkritisk gentænkning. Præcis hvordan er verden ændret - på hvilke punkter, hvor meget og hvor er vi på vej hen?

Årsdagen for angrebet opfordrer naturligt til at både gøre status og se frem til en periode, der vil blive mærket af Ukraine-krigen. Jeg vil argumentere for, at vi gør klogt i at huske, at andre kræfter i verden kører på tværs af den konflikt, vi naturligt er mest optaget af. Det er ikke et argument for at nedtone betydningen af Ukraine-krigen, tværtimod. Udfordringen er netop, hvordan det hele spiller sammen. Det bliver en verden i Ukrainekrigens skygge. Bare ikke på den måde man får indtryk af, hvis man kun følger danske medier.

MEGET VIL blive påvirket af, hvordan selve krigen ender - for den får naturligvis en ende før eller siden som alle andre krige, selv hvis det måske bliver en uretfærdig og/eller ustabil våbenhvile eller fred. Ender den med, at Rusland bliver smidt ud af alle erobrede områder, og/eller Putin bliver væltet i Moskva - eller ender vi efter flere års fastlåste fronter med et frustrerende og urimeligt kompromis? Det vil især påvirke Rusland-brikken i fremtidens puslespil, men også den bredere morale, om man kan slippe af sted med den slags overgreb. Indirekte påvirkes også forholdet mellem USA og Europa. Alligevel er det problematisk at debattere fremtiden alene ud fra et fokus på krigens udfald. Dens udbrud vil have vedvarende effekter uanset hvad.

Medierne fyldes i disse dage af status på selve krigen: Vil Vesten fortsætte med at stå så overraskende godt sammen? Vil Rusland knække indefra økonomisk eller politisk? Hvad med præsidentvalget i USA?Hvem kan producere ammunition hurtigst? Og hvem erobrer hvilken landsby hvornår?Tiltrækningskraften i disse spørgsmål fremkalder bidrag fra både kyndige røster og andre. Derudover er det den slags spørgsmål, hvor man kan køre på viden, så længe den går, og så slå over i vilje: Ukraine skal vinde. De indlæg er vigtige, for der er meget på spil.

Men de kan ikke stå alene, for vi behøver også en realistisk analyse af verden - ikke kun, hvordan den burde være eller blive. Derfor vil jeg her gå den modsatte vej rundt. Hvad er det store globale politiske billede et år inde i Ukraine-krigens æra?

LANDKORTET BØR tegnes i tre dimensioner. Tre dynamikker af meget forskellig karakter brydes og påvirker hinanden.

Den første er stormagternes geopolitiske konfrontation. De kommende år bliver utvivlsomt præget af en intensiveret bipolær konflikt. Globalt kappes USA og Kina. Den regionale konflikt i Europa mellem Rusland og Vesten glider ind i det mønster.

Ukraine-krigen har styrket intern vestlig samling mellem Europa og USA, og samtidig drives Rusland og Kina tættere sammen. Forholdet mellem Vesten og Rusland bliver formodentlig i mange år (uanset Ukraine-krigens afslutning) en egentlig kold krig i betydningen minimalt samkvem, absolut fravær af tillid og fokus på våbnene, der peger på hinanden. Forholdet mellem USA og Kina bliver en langt mere kompliceret blanding af samkvem og rivalisering.

Verdens 'polaritet' har bevæget sig fra den kolde krigs bipolaritet over amerikansk dominans, ofte diskuteret som unipolaritet, til en periode med nul globalt aktive supermagter: USA trak sig tilbage, og Kina holdt sig tilbage. I den store historiske sammenligning gav det relativt lidt global magtrivalisering, men bagsiden var, at stormagterne var meget selektive med at engagere sig i globale spørgsmål og bidrage til fælles handling om klima, frihandel eller indgriben i Syrien-konflikten. Nu peger en analyse af polariteten i retning af bipolaritet, altså en slags ny øst-vest-konflikt.

Retningen på denne udvikling skal ikke få os til at overdrive dens omfang. Situationen svarer ikke til den kolde krig. Forskellen er ikke primært, om konfrontationen er mindre hård eller stemningen mindre ond. Forskellen er, hvor meget af verdens aktiviteter der underlægges konflikten.

Den 'rigtige' kolde krig satte sig på alt:

Geografisk var alle verdens hjørner påvirket - emnemæssigt alt fra kulturpolitik og feriemønstre til investeringer og teknologistandarder. I dag er store dele af verden umulige at mobilisere i en sådan øst-vest-konflikt. Selv imellem de direkte involverede lande er langtfra alt underlagt en krigslogik. De kommunistiske og de kapitalistiske blokke udgjorde adskilte økonomiske systemer, hvorimod vi i dag - trods alles forsøg på relativ afkobling - er viklet sammen.

I denne intensiverede konfrontation bruger mange i Vesten en retorik om demokratier over for autokratier. Begge sider fremstiller konflikten som moralsk, et sammenstød mellem verdenssyn og samfundsmodeller. Det er effektfuldt, men vi risikerer at forenkle os selv blinde.

DEN ANDEN dimension er fælles globale udfordringer. Klimaforandringerne er typisk først på listen, men fulgt af biosikkerhed, kunstig intelligens og biodiversitet. De venter ikke, mens vi fører krig.

Især teknologirelaterede udfordringer bliver nu vurderet på, hvem der vinder mest magt med de nye teknologier - ikke om de rummer globale farer, der skal indhegnes. I bedste fald opstår konkurrence om en international dagsorden og derfor aktivisme. Derfor er det afgørende, hvordan vi tolker den nye øst-vest-konflikt.

Det umiddelbare udfald fra krigen har været, at mange vestlige lande slækkede på klimaambitionerne. Enkelte steder går de to hensyn hånd i hånd; energiafhængighed af Rusland håndteres ved at afvikle fossile brændstoffer. Langt oftere skete det modsatte - krigen er en undtagelsessituation, der får forrang over klimapolitik.

Ikke nok med at håndteringen af globale trusler har lidt under Ukraine-krigens dominans, det bliver yderligere problematisk, fordi det spiller sammen med den tredje dimension:

DEN GLOBALE politik præges af et stærkere og mere selvbevidst 'syd'. Det er både nye globale mellem- og stormagter som Indien, Brasilien, Nigeria, Sydafrika og Indonesien og spredning af økonomisk vækst, befolkningstal og politisk manøvrerum til næste lag under - især Afrikas voksende rolle.

Vi skal for alvor lytte til, hvad der optager det flertal af verdens befolkning, der ikke deltager i denne nye østvest-konflikt og ej heller ønsker at gøre det

Her mødes Vesten af anklager om hykleri og dobbeltmoral. Det er af gode grunde vores generelle omdømme. Ukrainekrigen udløser straks henvisninger til Irak og Libyen. Jeg diskuterede for nylig situationen med kolleger og studerende i Uganda og Kenya. De har ingen sympati for Ruslands position. Frustrationen er: En konflikt et sted i Afrika er et lokalt problem - hvis krigen foregår i Europa, er det et globalt anliggende, som hele verden forventes at sætte øverst på dagsorden. Vesten har presset det globale syd til mere grøn omstilling, men vores egen hovedrolle i omstillingen kan pauses pga. lokale forhold.

Indvendingen har vi diskuteret i Vesten, men ofte naivt og selvbedragerisk. Medier og politikere fokuserer på afstemninger i FN og forarges over, at mange ikke bakker op om vores krig - eller peger på en afstemning, vi vinder. Det rammer forbi.

Fra starten var det tydeligt, at selv de lande, der stemte med os, kun gjorde det. Stemte. Ingen i den videre verden ønskede at engagere sig med f.eks. sanktioner. Kampagner for at mobilisere verden fremskynder frigørelsen af det globale syd fra vores dagsordener. Det seneste ti år har opvist en global konsolidering af postkolonial selvbevidsthed i omgangen med Vesten. Al-Jazeera førte an i at vriste global nyhedsdækning fri af vestlig dominans.

VESTLIGE MEDIER spørger typisk snævert: Hvem støtter Ukraine/Vesten, hvem støtter Rusland? Det er det forkerte spørgsmål, for langt de fleste i verden har et tredje standpunkt: Vi vil hellere beskæftige os med noget andet. Vi vil tilbage til de fælles globale udfordringer.

Den vestlige debat genindfanger så det spørgsmål i vores egen dagsorden: Ja, de ønsker krigen afsluttet hurtigst muligt, men det er problematisk, for 'fred først' fører til et kompromis, der efterlader Rusland med illegitim kontrol af dele af Ukraine (og derudover er forhandlinger urealistiske i denne fase af krigen). Det er helt korrekt. Det er naivt, når vestlige politikere appellerer til forhandlinger og hurtig afslutning af krigen. Men det er også naivt at ignorere, at de fleste lande og mennesker i verden er irriteret over Ukraine-krigens distraktion fra spørgsmål, der er vigtigere for dem.

G20-topmødet i november 2022 var illustrativt. De indonesiske værter fokuserede på, at krigen ikke måtte afspore globale dagsordener omkring gældskrise, klima og udvikling. Det skal også med i vores billede. Pointen er ikke, at det er forkert, at vi selv lægger hovedtrykket på Ukraine. For os her og nu er det afgørende. Blot må vi ikke tro, det er den globale forståelse. Eller kan blive det.

Omkring krigens halvårsdag var der øget opmærksomhed på global opinion, men på en snæver, instrumentel måde. Hov, vi taber opbakning pga. den globale fødevarekrise udløst af krigen, så det skal tackles for at genvinde applaus.

Opgaven stikker meget dybere. Vi skal for alvor lytte til, hvad der optager det flertal af verdens befolkning, der ikke deltager i denne nye øst-vest-konflikt og ej heller ønsker at gøre det.

Der er særlig grund til forsigtighed med den accelererende retorik om en altafgørende konflikt mellem demokratier og autokratier. Selv når retorikken er nødvendig for mobilisering, bør vi ikke selv tro, det er så simpelt. Især skal vi anerkende, hvor meget bagslag den giver i store dele af verden.

Hvis jeg var taleskriver for præsident Biden, ville jeg formodentlig også bruge retorikken om demokratier mod autokratier. Hvis jeg derimod var rådgiver for præsidenten, ville jeg advare ham mod at forveksle sin egen retorik med en virkelighedsbeskrivelse.

DANMARK SØGER for tiden indvalg i FN's Sikkerhedsråd. Valgsituationen betyder, at vi må undgå at fremstå som hyperideologiske (som vi ellers har været gode til). Længe gik det an at løfte fanen så højt, at vi ikke kunne nå jorden, men valget synliggør vores globale selvradikalisering. Det har længe været forstået i Udenrigsministeriet, men ikke af politikerne. Den nye udenrigsminister er formodentlig mere lydhør end sine forgængere. Det bliver en modsætning i de kommende års udenrigspolitik: Hvor meget skal vi føre an i den nye øst-vest-konflikt versus engagere os i globale udfordringer?

Den nye verdensorden er kompliceret, fordi alle tre dimensioner intensiveres samtidig. Allerede før Ukraine-krigen var spændingerne mellem især USA og Kina tiltagende, og de globale trusler blev også stadigt mere presserende, og selv om vi nok var mindre opmærksomme på den tredje dimension, var frigørelsen af det globale syd fra vores dagsordener vel undervejs. Nu giver Ukraine-krigen en samtidig intensivering af alle tre.

I onsdags offentliggjorde European Council on Foreign Relations et tankevækkende studie af opinionen i en række lande verden rundt. Den præges i lande som Indien og Tyrkiet af afstandtagen fra konflikten som sådan mere end fra dens ene part. Samtidig har krigen konsolideret Vesten i en fælles forståelse og fælles handling. Deres rapport har den sigende titel 'United West, Divided from the Rest'.

Selv om jeg har tilføjet andre dimensioner til krigsbilledet, er dette stadig Ukraine-krigens æra, for de ledende magter har den som førsteprioritet. Men de fleste lande og de fleste mennesker verden rundt er mere optaget af at undgå at blive underlagt denne krigs logik. Udfordringen er derfor, hvordan vi kan føre global politik i en periode, hvor vi med nødvendighed selv er voldsomt engagerede i en afgørende vigtig krig i Europa.

Emner