Vesteuropæisk politik er i skred mod højre

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 15. juli 2023. 

TRADITIONELT HAR VESTEUROPAS socialistpartier og socialdemokratiske partier stået stærkt sammen med en slagkraftig venstrefløj. Det er ved at være en saga blot. I stigende grad er det partier på højrefløjen, som sidder på magten.

I Italien blev Georgia Melonis parti Italiens Brødre på højrefløjen ved parlamentsvalget i 2022 det største parti. Med over 25 procent af stemmerne kunne hun danne en koalitionsregering med støtte fra blandt andet to andre partier på højrefløjen, Lega og Forza Italia.

Italiens tidligere så dominerende socialdemokratiske parti, Partito Democratico, fik under 20 procent af stemmerne. Partierne længere ude på venstrefløjen er i dag reduceret til ubetydelige småpartier uden nævneværdig indflydelse. Det er situationen i et land, som indtil før Berlinmurens fald havde det stærkeste kommunistparti i den vestlige verden.

Ved præsidentvalget i Frankrig i 2022 var de to kandidater i sidste runde den liberale Emmanuel Macron og den højrenationale Marine Le Pen.

De årtier, hvor valget altid stod mellem en centrumhøjre kandidat og en centrum-venstre kandidat fra socialistpartiet, er væk. Ser man nærmere på vælgervandringerne i Frankrig viser det sig, at Marine Le Pens parti, Rassemblement National (National Samling), i vidt omfang har overtaget de vælgere, der tidligere stemte på det franske socialistparti og kommunistpartiet, som indtil Murens fald var to næsten lige store partier. Nu stemmer arbejdervælgerne og vælgere i de små byer og på landet i vidt omfang på Marine Le Pen og hendes parti. Arbejderklassen er rykket til højre.

I Sverige indebar valget til Riksdagen i 2022 også et ryk til højre, da socialdemokraten Magdalena Andersson måtte afgive statsministerposten til Ulf Kristersson, som er leder af det konservative parti, Moderaterne. Hans regering regerer med støtte fra partiet Sverigedemokraterne, som ellers i mange år var et paria-parti i svensk politik. Partiet på højrefløjen ville ingen andre lege med. Det vil de nu.

OGSÅ I FINLAND er der sket en bevægelse til højre. Ved det seneste parlamentsvalg i april i år blev den socialdemokratiske statsminister, Sanna Marin, udskiftet med den konservative Petteri Orpo.

Han regerer nu sammen med blandt andet Finnernes Parti - det tidligere De Sande Finner, som ønsker en stram udlændingepolitik og ser med nogen skepsis på EU. 

Det interessante er, at vælgeradfærden i Vesteuropa mere og mere kommer til at ligne den, som allerede er i de østeuropæiske lande.

I Spanien peger alle opinionsundersøgelser på, at parlamentsvalget i juli ender med, at det konservative Partido Popular overtager regeringsmagten fra det socialdemokratiske PSOE. Udover Partido Popular tyder det på, at det nationalt orienterede og indvandrerkritiske parti Vox får et flot valg. Igen samme bevægelse mod højre som i andre europæiske lande.

Eksemplerne ovenfor tager alene bestik af den politiske situation i den del af Europa, som ikke har rod i den tidligere østblok, hvor venstrefløjen af historiske årsager har stået svagt. Fordi den tit forbindes med de diktatoriske styreformer fra før Sovjetunionens kollaps.

Det interessante er imidlertid, at vælgeradfærden i Vesteuropa mere og mere kommer til at ligne den, som allerede er i de østeuropæiske lande. I både øst og vest dominerer centrum-højre-siden nu i mange lande, og der er ofte betydelige indslag fra højrenationale partier med indflydelse. Man kan kalde det ”europæisering”, men det er ikke europæisering af den slags, som nødvendigvis fører til mere europæisk integration. For højresiden i Vesteuropa er ligesom i Østeuropa ofte splittet med hensyn til, om den går ind for et stærkere samarbejde i EU.

ÅRSAGERNE TIL SKREDET mod højre og venstrefløjens deroute i vesteuropæisk politik er naturligvis flere. Blandt de vigtigste er, at de europæiske arbejdere i vidt omfang har udskiftet venstresiden med højresiden. Arbejderklassen er godt nok blevet mindre i de seneste årtier, men den udgør stadig så vigtig en stemmeblok, at den kan afgøre valg, hvis den flytter sig i stort omfang.

PARTIERNE PÅ VENSTRESIDEN er i dag i mange europæiske lande meget optaget af sager som miljø- og klimapolitik og en liberal indvandrerpolitik. Det er imidlertid ikke områder, som arbejdere, små selvstændige og funktionærer i de lavere lønrammer nødvendigvis ser sig selv i.

Tværtimod har vi i mange europæiske lande set protester fra netop disse grupper, når man vil sætte skatterne op på brændstof med henvisning til miljø- og klimahensyn.

Også centrum-venstre-partiernes i mange lande liberale udlændingepolitik er efter alt at dømme med til at skubbe mange traditionelle vælgere på venstresiden væk. Her betragter man det som en gratis omgang, når røde velbeslåede - dem som den franske økonom Thomas Piketty har kaldt ”de røde braminer” - ønsker en åben udlændingepolitik. Det er nemlig ensbetydende med at overlade en stor integrationsopgave til alle andre end én selv. Ifølge de tidligere røde vælgere. For de mange nye migranter har ikke råd til at slå sig ned, hvor ”de røde braminer” bor og sender deres børn i skole. Den opgave overlades frejdigt til borgerne i arbejderklassen og vælgere rundt omkring den.

Europæisk politik er i skred. Lige nu mod højre.

Emner