Vi lever i et parallelunivers

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 19. august 2023.

Vi fortæller igen og igen os selv og hinanden, at vi er de bedste i verden til demokrati og menneskerettigheder og har gennem årene afvist ethvert tilløb til ekstern kritik på den konto.

Vi er i verdens superliga, som Mchangama og Holtermann skrev forleden i forbindelse med koranafbrændingsballaden. Eller er vi?

En gruppe nordiske forskere vovede for et par år siden at antyde, at der i virkeligheden var tale om et særligt nordisk »Human Rights Paradox«. Vi har været suveræne til at brande os selv som »The global good samaritans«, »the good-doers« uden for landets grænser, men har ellers ikke rigtig skænket retsstat og menneskerettigheder særlig mange tanker i udviklingen af vores eget demokrati.

Til gengæld går vi til grænserne af konventionerne og i 2018, under den tidligere borgerlige regering, forsøgte vi sågar at stække menneskerettighedsdomstolen med den såkaldte 'Københavnererklæring' - noget kun ungarske Viktor Orbán applauderede.

Vi har heller aldrig i Danmark, i modsætning til stort set alle andre europæiske lande, haft prestigefyldte lærestole på universiteterne i menneskerettigheder, og hvem husker ikke den brutale forfølgelse af institut for menneskerettigheder under Fogh-regeringen, godt hjulpet af Dansk Folkeparti? 

Vi har været suveræne til at brande os selv som »The global good samaritans«, »the good-doers« uden for landets grænser, men har ellers ikke rigtig skænket retsstat og menneskerettigheder særlig mange tanker i udviklingen af vores eget demokrati.

Som professor Tim Knudsen og jeg skriver i et bogkapitel i »Det danske flertalsdemokrati og mødet med EU-retten«, som udkom tidligere i år, er Danmark tilmed det eneste demokrati i verden, hvor alle magtens grene har til huse under samme tag. I alle andre europæiske lande sørgede man efter Anden Verdenskrig for, at adskille parlamenterne fra den udøvende og dømmende magt. Domstolene skulle overvåge individets rettigheder med armslængde til politikerne. I Danmark var vi ligeglade. Demokrati som flertalsstyre (»tæl til 90«) forblev sakrosankt, mens resten af Europa løb skrigende væk fra den idé pga. erfaringen med Holocaust og det flertalsstyre, som havde hjulpet Hitler til magten. I fætter-kusinefestens højborg bryster vi os i stedet af, at tillid, hygge og korporatisme klarer ærterne.

Reaktionen på den seneste rapport fra Europarådets antikorruptionsenhed GRECO illustrerer det meget godt. Greco har siden 2014 givet Danmark bundkarakter for ikke at beskytte Folketinget imod korruption for eksempel ved at indføre et »code of conduct« med åbenhed om partistøtte, oplysning om interessekonflikter og en forsikring om, at folketingsmedlemmer registrerer og offentliggør deres økonomiske interesser. Man kan tilføje EU-Kommissionens årlige »rule of law«-rapport, der blandt andet kritiserede Danmark for svingdørs-jobskifter og underfinansiering af domstolene.

Kritikken udefra er imidlertid ikke noget, vi bruger energi på at bekymre os om. Så når eksperter ringer og spørger, hvilke tiltag, høringer mv. der har været, og om vi kan fremsende handleplaner til forbedringer, meldes der hus forbi.

Folketingets formand Søren Gades svar til GRECO var da også, at der ikke var noget at komme efter. Vælgerne har jo »tillid« til Folketinget, og så har vi jo de medier, som politikerne selv dagligt gnider lår med på Christiansborg, til at holde dem i ørene, mente han.

I øvrigt har vi slet ikke korruption i Danmark, lyder det med henvisning til Transparency International korruptionsmålinger. Problemet er bare, at de slet ikke måler graden af korruption, men alene om meningsdannere uden for Danmark har indtryk af, at det forekommer, hvilket jo er noget ganske andet. Det, man måler, er således kun, hvorvidt Danmarks branding af sig selv som »the global good samaritan« har virket. Ringen er sluttet.

Spørgsmålet er nu, om selvfedmen også spiller ind i vores tilgang til koranafbrændinger og ytringsfrihed? I egen optik er vi som bekendt det mest frihedselskende af alle lande og må derfor forblive oppe i lygtepælen og insistere på retten til at brænde hellige skrifter af. Koste hvad det vil.

Alternativet er at lave »en Houellebecq« - dvs. »underkastelse« for OIC, som - må man forstå - vil lede til en glidebane. Sagt anderledes, et forbud imod at brænde hellige bøger af foran ambassader vil pr. automatik føre til, at vi på mystisk vis mister al selvstændig tænkning og fortrylles af fundamentalisterne til også at forbyde satiriske tegninger, der indeholder religionskritik.

Imens ser verden uden for undrende til. Det, man blandt andet undrer sig over, er, at vi ikke er i stand til at skelne mellem en stolt europæisk tradition for satire - som må og skal forsvares for enhver pris - og så afbrænding af bøger, som historisk set ikke har tilhørt noget europæisk lands fineste øjeblik.

Så jo, Danmark lever på enhver måde trygt i sit parallelunivers, når det handler om fundamentale rettigheder. Med fødderne solidt plantet i den blå luft.

Emner