Visse nationalkonservative »Putin-hviskere« kan vist bare godt lide Putin

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 6. marts 2023. 

Et begreb er vundet frem det seneste årti: »Putin-hviskere«. Personer, der så konsekvent virker empatiske over for den russiske præsident, at de kommer til at fremstå som en slags apologeter. Årsdagen for Ruslands brutale angreb på Ukraine kunne have været en passende lejlighed til, at sådanne kunne have erkendt deres historisk dårlige jugement, men i stedet kører de videre i samme spor.

Marie Krarup - som efter Krim-besættelsen nægtede at tage stilling til, om den var ulovlig, men gerne til »Putin-had« - forsvarede inden Ukraine-invasionen Putin imod anklager om at ville angribe som værende helt usandsynlige og ikke i Ruslands egeninteresse. Det samme gjorde åndsfællen Kasper Støvring.

Det er der nu, et år senere, ikke ændret ved - bortset fra at man tog så synligt fejl, at udlægningen er vendt 180 grader til, at det netop var tilfældet: Nu siger Krarup i en ny kronik bare, at krigen »er provokeret af Vesten« og skyldes ukrainsk »oprustning«. I stedet skulle man »forhandle med Rusland« - formodentlig om at afgive territorier til Rusland. Lidt svarende til, at politi og voldsoffer skulle forhandle med voldsmanden om, hvor længe og hvor meget han må banke videre.

Rune Selsing - en tredje nationalkonservativ debattør, der længe har været meget forstående - hævder i en ny klumme, at det er intet mindre end »selvindlysende«, at Rusland i disse år ikke har en »ekspansionistisk ideologi«. For derefter bogstaveligt en halv sætning senere at sige, at det handler om, »at Rusland har invaderet Ukraine« ud fra ønsket »om at bevare sin status som stormagt. National stolthed i et ellers dysfunktionelt samfund. Mereværdsfølelse over Ukrainerne. Bekæmpelse af den vestlige verdensorden«.

Det ville mange nu nok se som netop en ekspansionistisk ideologi - og i naturlig forlængelse af Putins erklæringer siden 2007 om at ville genskabe fortidens russiske imperium og dominans.

Hvordan og hvorfor er disse »nationalkonservative« blevet så særligt forstående over for Putin?

Det første, man skal bide mærke i, er, at hvor mange Putin-hviskere når det gælder indenrigspolitik stort set alene anlægger stærkt værdiladede præmisser og virker næsten ligeglade med samfundsvidenskab, forholder det sig i lige præcis Ruslandsspørgsmålet stik modsat. Her efter 2022 afviser folk som Krarup at se krigen med »ideologiske briller«, mens Støvring og Søren Hviid Pedersen lægger afstand til »moralisme« og at gøre sig til »moralske dommere« over Rusland. 

Det er svært at sige sig fri for forestillingen om, at visse nationalkonservative simpelthen bare godt kan lide Putin.

I stedet har man kastet kærligheden på en af mange konkurrerende »skoler« inden for studiet af international politik: De såkaldte »realister«, der søger at forklare staters adfærd som udtryk for rationel egeninteresse i en anarkisk verden.

Hvorfor denne pudsige uensartethed? Det er svært at sige sig fri for forestillingen om, at visse nationalkonservative simpelthen bare godt kan lide Putin.

Måske mest bogstaveligt som når den jævnligt Putin-trivialiserende Eva Selsing længe efter Putins invasioner af Krim og Georgien og støtte til russiske separatister postede foto af sig selv iklædt Putin-T-shirt og med Trump-kaffekop.

Mere sofistikeret og elegant som når Krarup i 2016 skrev, at vi bør stå sammen med Rusland »som en kommende allieret« i en »eksistenskamp for den vestlige kultur og frihed«. Iben Thranholm havde da for længst rost Putin som »en ny kristen verdensleder«, der repræsenterer »en åndelig fornyelse«.

Endnu klarere sagde Søren Hviid Pedersen det så sent som i 2018, da han hyldede Putin, Orbán med flere for, at deres »fokus er på deres folk, deres land og landets historie og traditioner. De er i sandhed sande folkelige konservative revolutionære, der forsøger at redde, hvad reddes kan! De fortjener vor respekt!« Putin er en »befriende« politiker, som vi bør »være taknemmelige for«; han gør oprør mod en »liberal verdensorden« og er i stedet »tro« mod sit »ophav og historie«.

Og endnu efter krigen i 2022 gentog Hviid Pedersen, at Putin »fortjener respekt« fordi han forsøger »at opbygge Rusland og i det mindste forsøge at sige til russerne, at man godt kan være stolt af at være russer«.

Ligesom Krarup i 2016 sagde Hviid Pedersen ret eksplicit i 2017, hvad det reelt handler om: At islam er fjenden, og Putin ses som fjende af islam: »For den største trussel mod det danske samfund er ikke Putin og russiske kampsoldater, men mennesker med en kultur og religion, der er negationen af den danske kultur og dansk lutherdom.«

Og så er historien vel ikke meget længere: Min fjendes fjende er min ven, og Putin repræsenterer den stærke leder af et autoritært styre, som en del nationalkonservative intuitivt vil se et åndsfællesskab med - og derfor er de naturligt nok også villige til at se tingene mere fra hans perspektiv og finde de mest akademisk-klingende bortforklaringer.

At det så det seneste år har kostet hundredtusinder af liv, millioner af flygtninge og milliarder af tab i velstand synes at være en omkostning, man kan se bort fra.

Emner