2024 var året, hvor magthaverne fik tæsk

Af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 27. december 2024.

2024 har været demokratiets år: Det år i menneskehedens historie, hvor det største antal vælgere og i flest demokratier nogensinde skulle til urnerne ved demokratiske valg.

Men hvis man troede, at det også ville blive et festår for demokratisk valgte magthavere, tog man fejl.

Den ene ting, der med kun få undtagelser kendetegnede valgene i 2024, var, at regerende partier eller regeringskoalitioner generelt gik tilbage. I nogle tilfælde uhyre markant.

I Storbritannien fik det konservative Tory-parti, der havde været ved magten siden 2010, den laveste andel mandater nogensinde. I USA fik Demokraterne partiets dårligste valg i to årtier og tabte både Det Hvide Hus og Senatet samt en række lokale valg.

I Frankrig mistede Macrons regerende parti,»Ensemble«, en tredjedel af dets mandater i Nationalforsamlingen. Og sådan kunne man blive ved.

Herhjemme har magthaverne også fået prygl - om end mere i meningsmålingerne end i stemmeboksene.

SVM-regeringen har vist sig som den popularitetsmæssigt mindst vellykkede regering i alle de årtier, der er lavet meningsmålinger:

Med en tilbagegang i tilslutning fra lidt over 50 procent i 2022 til nu i niveauet 30-35 procent er regeringen den nogensinde, der har mistet flest vælgere på kortest tid.

Tendensen manifesterede sig ved valget til Europa-Parlamentet, hvor de to af de tre regeringspartier, som havde medlemmer af Europa-Parlamentet (S og V), begge gik markant tilbage og tabte i alt 14,7 procent af stemmerne.

Efter alt at dømme vil denne nedtur fortsætte ved kommunalvalget i 2025, hvor S og V - de to store borgmesterpartier - står overfor noget, der kan blive et politisk blodbad.

Men var der noget andet, der forenede de mange valg, hvor magthaverne fik smæk? På overfladen ikke det helt store. Der var tabere og vindere både til højre, til venstre og i midten. Alligevel var der måske to ting, der gik igen:

En generel misstemning - og en særlig misstemning overfor de gamle partier.

Den generelle misstemning kunne man blandt andet se i USA, hvor det normalt er samfundsøkonomien, som spiller en stor rolle for valgudfald, og hvor det i 2024 på de fleste objektive, nationaløkonomiske parametre egentlig gik meget godt. Men samtidigt har der ovenpå covid-19-pandemi og global inflation spredt sig en udpræget misstemning.

Den indikator, der hedder»Synes du samfundet bevæger sig den rigtige eller den forkerte vej?«, viste tydeligt, at det var et skidt tidspunkt at være ved magten:

Kun mellem 25 procent og 30 procent syntes, at samfundet var på rette spor, mens næsten to tredjedele af vælgerne mente, at det går den forkerte vej.

Årsagerne og løsningerne er de måske uenige om, men når de er så negative, er det svært at beholde magten: I USA har intet parti fået genvalg til præsidentposten, når andelen af»positive«har været under 42 procent.

At regerende partier taber tilslutning, er der sådan set ikke noget overraskende ved. En»nedslidningseffekt«er faktisk noget nær en politisk naturlov:

I gennemsnit taber regeringer cirka tre procentpoints tilslutning over en valgperiode, så i sagens natur er det kun i demokratier med lidt suspekte demokratiske processer, at det samme parti bliver ved med at blive genvalgt. Så egentlig kunne de mange, store regeringstab i 2024 godt være blot et sammenfald af tilfældigheder.

De gamle dage kommer næppe igen, og indtil nye mønstre stabiliserer sig, er det ikke utænkeligt, at vi vil få mange flere valg, hvor tendensen er, at vælgerne »sparker slynglerne ud«.

Men noget tyder på, at det alligevel handler om noget mere:

De gamle partisystemer er de seneste år i opbrud i næsten alle lande, hvor nye partier popper op til højre og venstre og alle steder. Ikke i USA men i ellers relativt stabile demokratier som for eksempel Storbritannien, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Spanien og Frankrig.

I Danmark var det fra 1920 og frem til 1970erne reelt»de fire gamle partier«, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative, som det meste af tiden dominerede med tilsammen over 90 procent af stemmerne og kun sporadisk med enkelte andre partier som udfordrere.

Ved 2022-valget var der derimod hele 14 partier opstillede, og 12 kom ind. Danmark er på det punkt en ekstrem, men tendensen er den samme i de fleste demokratier: Nye kommer til, og de gamle lider - og uforudsigeligheden bliver større.

Den umiddelbare forklaring er, at gamle afstemningsmønstre næsten overalt er i opbrud. Indtil 1973 kunne man for eksempel herhjemme være næsten sikker på, at en arbejder ville stemme på Socialdemokratiet eller et andet venstrefløjsparti.

Det gjorde dengang op mod 90 procent af lønmodtagerne - men siden 1990erne har den andel ligget og rodet nede på typisk mellem 35 og 45 procent.

Omvendt så deler mænd og kvinder sig nu meget tydeligt mellem overvejende henholdsvis højre- og venstrefløj, ligesom privatansatte og offentligt ansatte gør.

De gamle dage kommer næppe igen, og indtil nye mønstre stabiliserer sig, er det ikke utænkeligt, at vi vil få mange flere valg, hvor tendensen er, at vælgerne »sparker slynglerne ud«.

Emner