80-året for D-dag markerer risikoen for europæisk krigstid uden amerikanske soldater

Kommentar af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 5. juni 2024. 

6. juni er den vestlige alliances helligdag. D-dag er dagen for at mindes krigens ofre og minde om, at demokratiet er værd at kæmpe for.

I 80 år har politikere brugt dagen til at tale for at holde fast i kampen mod Sovjetunionen eller bygge et forenet Europa op.

Denne juni kaster Ukrainekrigen og den amerikanske valgkamp mørke skygger henover strandene i Normandiet.

D står for dag. Det er den dag, hvor operationen begynder. Stabsofficerer lægger planer for, hvad der skal ske dag for dag og taler således om operationens første dag som D+1, anden dag som D+2 og så videre.

Operation Overlord er for længst gået over i militærhistorien, kampvognene og svæveflyene er kommet på museum, og der er kun få veteraner i live, men D-dag tæller stadig. I år er vi nået til D+80 år.

I løbet af de 80 år har dagens politiske betydning forandret sig. I år vil præsident Emmanuel Macron modtage sin ukrainske kollega præsident Zelenskyjs på stranden i Nordmandiet, hvor de sammen med stats- og regeringschefer fra Europa og Nordamerika vil mindes de faldne.

I 1944 var Stalins hær i færd at trænge den tyske Wehrmacht tilbage gennem Ukraine. 80 år senere vil Zelenskyj bede om hjælp med at tvinge Putins hær tilbage over grænsen.

Det er to vidt forskellige krige og to vidt forskellige geopolitiske situationer, men mindehøjtideligheden formår at samle de to historier i én.

Historien om, at Vesten er et kampfællesskab. Dengang stod kampen i Nordfrankrig. I dag står den ved Kharkiv. 

I 1944 var Stalins hær i færd at trænge den tyske Wehrmacht tilbage gennem Ukraine. 80 år senere vil Zelenskyj bede om hjælp med at tvinge Putins hær tilbage over grænsen.

Allerede på dagen fik D-dag symbolsk betydning. Da nyheden om invasionen nåede USA, Storbritannien og Canada åbnede kirkerne. I Philadelphia ringede de med ’frihedsklokken’.

I Skt. Annes Kirke i Manchester holdt præsten gudstjeneste hver halve time – afsluttet af nationalsangen. Folk bad for soldaternes liv, men der var samtidig et håb om, at landgangen blev en udfrielse fra fire års krig såvel som en befrielse af Europa.

Var landgangen gået galt, havde dagen også været af historisk betydning. I Berlin håbede man at slå de allierede tilbage i vandet. Et nederlag på D-dag ville udsætte en britisk-amerikansk invasion af Europa – måske for altid, og tyske styrker ville kunne overføres til Østfronten for at kæmpe mod den Røde Hær.

Der var meget på spil. Også for den britiske premierminister Winston Churchill, som prøvede at snige sig ud af London for at følge landgangen fra en britisk krydser.

I 1915 havde han som marineminister været ansvarlig for landgangen ved Gallipoli i Tyrkiet, som var en eklatant fiasko, der efterlod en kvart million døde og sårede britiske, new zealandske og australske soldater.

Fordi han frygtede, at 6. juni 1944 ville ende på samme måde kunne Churchill ikke udholde at vente på nyt i London. Det tog en ordre fra Kongen at holde Churchill væk fra slaget.

Lige siden har det været svært at holde vestlige politikere fra strandene i juni måned. D-dag er dagen for den store politiske tale. Ved D+40 år i 1984 besøgte præsident Ronald Reagan Pont du Hoc, hvor amerikanske Army Rangers kæmpede sig op ad klipperne.

"Vi står her på en ensomt, vindomsust klint på den franske kyst," begyndte Reagan, hvad der måske var hans bedste tale.

I 1984 brugte Reagan sine betydelige talegaver til at mobilisere D-dag i Den Kolde Krig, som var i sine sidste, farligste år.

"I dag, som for 40 år siden, er vores hære kun her med et mål for øje – at beskytte og forsvare demokrati," sagde præsidenten, "vi besidder kun det territorium, som indeholder mindesmærker som dette, og de grave, hvor vores helte hviler."

I modsætning til Sovjetunionen, som havde besat Østeuropa som Tyskland i 1944 havde besat Frankrig – måtte man forstå. I 1984 mobiliserede Reagan også D-dag til et angreb mod amerikansk isolationisme – krigen havde været nødvendig, fordi Hitler havde fået lov til sine aggressioner i 1930’erne.

Forsvaret af USA startede ved strandene i Normandiet, belærte præsidenten sine landsmænd om.

Man laver ikke republikanere som Ronald Reagan i længere. Da Donald Trump besøgte Frankrig i 2018 for at markere hundredåret for afslutningen af Første Verdenskrig nægtede han at besøge en amerikansk krigskirkegård uden for Paris.

Efter sigende fordi præsidenten ikke mente, at de begravede marineinfanterister var værd at få hans hår vådt for. Det regnede meget den dag.

I magasinet Atlantic Monthly kunne journalisten Jeffrey Goldberg berette, at Trump ikke mente soldaterne var helte, som Reagan havde gjort – for Trump var de tabere og fjolser, fordi de ikke havde evnet at undgå i de tyske kugler.

Året efter, på D+75 år, prøvede Præsident Macron at hjælpe Trump videre fra den pinlige episode ved at give ham lejlighed til at holde en tale med et mere anerkendende og patriotisk budskab.

Efter at have takket veteranerne "med hele sit hjerte" fik Trump et kram af Macron, som sagde, at "Frankrig ikke har glemt de krigere, som vi skylder retten til at leve i frihed".

Trump er ikke inviteret til markeringen af 80 året for D-dag, men for præsident Biden, så er de vælgere, som er enig med Trump i, at støtten til Ukraine koster for meget, og at EU snyder USA i den globale økonomiske konkurrence, en del af publikummet.

Er der virkelig ikke republikanere tilbage, som deler Ronald Reagans opfattelse af, at USA viser det bedste i den amerikanske nationalkarakter, når amerikanere kæmper for frihed og mod tyranni?

Det samme spørgsmål vil europæerne stille, mens Macron gentager sin taknemlighed for, at amerikanerne kæmpede på strandene for 80 år siden.

Ukrainekrigen er den første europæiske krig siden Anden Verdenskrig. Hvis Trump bliver genvalgt, kan krigen i Ukraine bliver den første gang siden 1941, hvor USA trådte ind i Anden Verdenskrig, at europæerne skal kæmpe alene.

I den situation bliver historien D-dag som et europæisk slag mere vigtig. For selvom formålet med D-dag var at gøre militær nytte af den amerikanske hær, så den kunne hjælpe briterne med at genvinde, hvad der var blevet tabt i 1940, så er D-dag ikke kun historien om rangerne ved Pont du Hoc, Utah Beach eller Ohama Beach. 

Er der virkelig ikke republikanere tilbage, som deler Ronald Reagans opfattelse af, at USA viser det bedste i den amerikanske nationalkarakter, når amerikanere kæmper for frihed og mod tyranni.

Udover britiske og amerikanske skibe bestod invasionsflåde af norske, franske, belgiske, hollandske, polske og græske orlogsfartøjer. 800 danske søfolk var at finde ombord transportskibe i flåden.

Franske kommandosoldater var med i første bølge, og i landgangen deltog den belgiske uafhængige brigade og den polske division under kommando af General Stanislaw Maczek.

Meget symbolsk havde Tyskland bragt tvangsarbejdere fra hele Hitlers imperium til området for at bygge fæstningsværker, så på D-dag var europæere fra alle lande samlet i Normandiet.

At kun nogle af dem mødte op frivilligt og at de kæmpede på forskellige sider, gør den europæiske historie om D-dag mere kompleks og konklusionen mere skrøbelig.

Men måske er det netop, hvad europæerne har behov for at blive mindet om – mindst en gang om året: At lige så kompleks som historien er, lige så simpelt er de lektier, som man kan lære af den. Og én af de lektier er, at frihed og demokrati må man kæmpe for.

Man kan ikke overlade til andre at gøre det.

Emner