Anerkendelse af en palæstinensisk stat her og nu er vejen til mere kaos

Klumme af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 31. maj 2024.

Tirsdag afviste et overvældende flertal i Folketinget venstrefløjens beslutningsforslag om, at Danmark skal anerkende en palæstinensisk stat i de områder på Vestbredden og Gaza, der ligger udenfor, hvad der var Israels grænser, før landet blev angrebet af de arabiske nabostater i 1967. Det kom ovenpå, at tre europæiske lande har taget skridt til en sådan anerkendelse.

Den danske regering har i spørgsmålet anlagt en linje, der lidt venligt kan kaldes uklar: Tidligere på måneden stemte Danmark i FNs generalforsamling for en resolution, der opfordrer sikkerhedsrådet til at give palæstinenserne fuld status i FN.

Et forslag, der næppe umiddelbart kommer igennem. SVM-regeringens stillingtagen skete i noget, der mindede om en slags diskret stilhed, al den stund den på intet tidspunkt forudgående havde gjort det klart, at man ville stemme sådan.

Efterfølgende har regeringens ledere lidt modstridende præciseret, at man ikke vil anerkende en palæstinensisk stat, før der har været forudgående anerkendelse af staten Israel og forhandlinger mellem parterne, og at der meningsfuldt kan tales om én palæstinensisk stat. Og nu har Folketinget så bakket op om den afvisning.

Men er anerkendelse af en hidtil historisk ikkeeksisterende palæstinensisk stat overhovedet en god idé i den nuværende situation? Tilhængerne siger ja - men med meget forskellige argumenter.

Nogle mener, at en anerkendelse vil være et »skulderklap«. Andre argumenterer, at anerkendelse er vejen til den »tostatsløsning«, som mange fra de fleste sider er enige om, må være det langsigtede slutpunkt.

Det sidste er svært at være uenig i - bortset fra at det i den nuværende situation næppe er det rette, holdbare redskab.

For det hårde, kolde faktum er, at forudsætningen for en meningsfuld anerkendelse af en palæstinensisk stat er, at der overhovedet er en sådan. Men det er der ikke. Ovenpå sammenbruddet i forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre har der siden juni 2007 reelt været to arabiske semistater i områderne, og som har ligget i åben krig med hinanden.

Hamas ønsker ikke en tostats-løsning, og der kan i sagens natur ikke være to stater på præcis det samme geografiske område – og slet ikke tre.

Den ene, i Gaza, er en militant, fundamentalistisk-islamistisk terrororganisation, Hamas, som i snart to årtier ikke har tilladte frie, demokratiske valg, men alene regerer ved magt.

Den anden, på Vestbredden, er det socialistisk-nationalistiske Fatah - den største og partipolitiske arm af den gamle terrorbevægelse PLO - som kom til magten ovenpå fredsaftalen, der skabte selvstyret. Herefter har man ikke holdt parlamentsvalg siden 2006 eller præsidentvalg siden 2005. I stedet regerer præsident Abbas ved dekreter - og har udskudt nyvalg til posten på ubestemt tid.

Så en anerkendelse af en palæstinensisk stat nu og her vil reelt ikke være en »tostatsløsning«, men snarere en »trestatsløsning«, hvor den ene part er en terrororganisation, der slet ikke anerkender de to andre, og den anden er en udemokratisk enhed med etpartistyre.

Selv hvis det problem kunne løses ved, at Fatah og Hamas fandt hinanden, er det andet hovedproblem, hvor grænserne mellem Israel og en anerkendt palæstinensisk stat overhovedet skal gå i praksis.

En meningsfuld forudsætning for at anerkende en stat er, at dens grænser er rimeligt anerkendte - ikke kun af dem, der anerkender staten, men også af naboerne (Israel) og staten selv. Er der ikke en rimelig konsensus om det, er det ingen vej til en fredsløsning at anerkende en sådan stat. Hvis det er noget, er dét at anerkende en palæstinensisk stat ovenpå terrorangrebet 7. oktober og uden indrømmelser fra arabisk side, snarere opskriften på en vedvarende og måske eskalerende konflikt.

Og her er problemets kerne, at Hamas' selve eksistensberettigelse - også i forhold til Fatah - er, at man ikke alene ikke anerkender nogen grænser, men ønsker Israel helt udslettet: »From the river to the sea«, som det enten naivt eller manipulerende synges og råbes, som om det var »Der er et yndigt land«.

Hamas ønsker ikke en tostatsløsning, og der kan i sagens natur ikke være to stater på præcis det samme geografiske område - og slet ikke tre.

Når dét er situationen, vil en anerkendelse af en palæstinensisk stat stride mod både snusfornuft og den såkaldte Montevideokonvention, som en række stater indgik i 1933, og som en lang række andre i praksis har tilsluttet sig. Den opstillede fire relativt simple principper for fremtidige anerkendelser af nye stater: En stat skal have en permanent, identificerbar befolkning; den skal have et afgrænset territorie; den skal have en regering; den skal have evnen til at indgå i forpligtende aftaler med andre stater.

Uanset hvor ulykkelig situationen i Mellemøsten er i dag, er det klart, at de to palæstinensiske semistater, der findes i dag, fejler på mindst tre af disse punkter.

Vejen til en permanent fredstilstand og en anerkendelse af en palæstinensisk stat må derfor uvilkårligt forudsætte forudgående forhandlinger mellem parterne, hvor grænser fastlægges og gensidig eksistensberettigelse anerkendes i enighed.

Emner