Bemærkelsesværdig bred enighed om EU's forsvarspolitik

Kronik af professor Anders Wivel (Institut for Statskundskab) i Information den 8. juni 2024.

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har grundlæggende ændret debatterne om, hvad EU er, og hvad EU bør blive i fremtiden.

Ganske vist lancerede Ursula von der Leyen allerede i 2019 ambitionen om en »geopolitisk kommission«, men dengang var fokus på handel og klima snarere end forsvar, og frygten var, at Europa ville blive klemt og marginaliseret i en øget rivalisering mellem Kina og Rusland, ikke at kontinentet stod over for en militær trussel fra Rusland.

Centrale spørgsmål i den europæiske debat handlede dengang om, hvorvidt og i givet fald hvorfor, EU skulle blive en forsvarspolitisk aktør. I dag fokuserer den på, hvordan og hvor hurtigt det kan ske.

Om problemet og retningen

Informations kronikserie om EU's forsvarspolitik dokumenterer, at danske politikere fra Enhedslisten til Liberal Alliance arbejder for en stærk og fortsat støtte til Ukraine og en styrkelse af europæisk forsvarssamarbejde, i form af både øgede investeringer og øgede militære kapabiliteter og et tættere samarbejde mellem EU-landene. Der er også en fælles forståelse af, at disse behov er drevet af kombinationen af et aggressivt Rusland og en usikkerhed om USA's fremtidige rolle i Europa. Den første bemærkelsesværdige konklusion, man kan drage af serien, er således en bred enighed om både problemets karakter og - i det mindste i store træk - i hvilken retning vi bør kigge efter løsninger.

En anden væsentlig konklusion fra kronikserien er politikernes enighed om, at svaret på Europas sikkerhedspolitiske udfordringer kræver mere end øgede forsvarsbudgetter og ammunitionsfabrikker. Skal forsvarspolitikken være effektiv, må den kobles til andre politikområder som teknologi og energi.

Den socialdemokratiske kandidat Maria Radoors drøm om et EU, der er selvforsynende med ammunition, teknologi, energi og fødevarer, er hverken en praktisk mulighed eller en god løsning. EU-landenes velstand og velfærd bygger i høj grad på handel og evnen til både at udvikle nye teknologier og indarbejde de teknologiske landvindinger, der kommer fra andre dele af verden. Men Radoor gør ret i at pege på udfordringerne ved netop den model i form af både afhængighed og usikre forsyningskæder. Og ligesom Enhedslistens Frederikke Hellemann peger hun på det positive samspil mellem grøn omstilling og en øget sikkerhedspolitisk robusthed.

En tredje konklusion fra kronikserien er de politiske kandidaters kobling mellem krigen i Ukraine og både internationale og indenrigspolitiske forhold.

Både Liberal Alliances Mads Strange og Moderaternes Bergur Løkke Rasmussen betoner forholdet til EU og NATO, og herunder behovet for et tættere forsvarspolitisk samarbejde i EU. Selv om Strange fremhæver en fortsat central rolle for nationalstaterne, så er de enige om at sikre en tydelig europæisk stemme i det transatlantiske forhold og i forsvaret for en regelbaseret international orden og øget samarbejde om forsvarspolitiske investeringer og indkøb.

Realismen

Også Frederikke Hellemann betoner koblingen til den internationale orden, men her er fokus på at sikre overholdelse folkeretten og udviklingen af regler og normer, der regulerer anvendelsen af den militære magt både i Europa og resten af verden. Flere kandidater peger også på betydningen af de indenrigspolitiske udviklinger i EU-medlemslandene - populistiske strømninger med mindre, usikker opbakning til Ukraine og større forståelse for Rusland - og særligt Radoor på betydningen af misinformation og cybertrusler i den forbindelse.

Skulle det lykkes at opbygge et langt tættere samarbejde, bliver det næste spørgsmål, hvad de europæiske militære kapabiliteter skal bruges på udover og efter Ukrainekrigen.

Bidragene til kronikserien afslører både en nuanceret forståelse af Europas sikkerhedspolitiske udfordring, en bemærkelsesværdig enighed om problemernes årsager og karakteristika og behovet for øget europæisk samarbejde. Spørgsmålene er, om problemerne kan løses og visionerne realiseres, og hvordan de danske europaparlamentarikere kan bidrage til, at det lykkes.

Først den positive historie. EU er som udgangspunkt godt rustet til at påtage sig en mere aktiv sikkerheds- og forsvarspolitisk rolle. EU har verdens tredjestørste BNP (målt i købekraft) efter USA og Kina, og EU-landenes forsvarsbudgetter nåede i 2023 op på 270 milliarder euro - det næststørste i verden kun overgået af USA. EU-landene har samarbejdet både under og efter Den Kolde Krig og har en lang tradition for at finde pragmatiske løsninger på svære politiske uenigheder samt erfaring fra samarbejde om militære løsninger, både i NATO og i internationale militære operationer.

Dernæst udfordringerne. EU-landene mangler både overvågnings- og efterretningskapacitet og ammunition, og der er store variationer i landenes militære kapaciteter, og hvor godt de matcher det nuværende trusselsbillede. Mens disse svagheder i sig selv kan tolkes som et godt incitament til øget samarbejde, så er der andre forhold, der trækker i den modsatte retning.

Et tæt samarbejde med omfattende arbejdsdeling og fælles investeringer forudsætter både enighed om et fælles trusselsbillede (hvem er fjenden, og hvordan er vi truet?) og en fælles strategisk kultur (hvilke værdier, traditioner og erfaringer former, hvordan vi svarer på truslerne?).

Selv i forbindelse med krigen i Ukraine har der været markante forskelle mellem EU-landene, der afspejler, at de er en blanding af stormagter og småstater, lande med relativt nylige erfaringer med kommunistisk og fascistisk undertrykkelse og lande med lang demokratisk tradition, og ikke mindst lande, der geopolitisk er placeret meget forskelligt i forhold til den russiske trussel, der eksempelvis føles mindre akut i Portugal end i Estland. Landene har vidt forskellig tolkning af europæisk historie, også Den Kolde Krig, og for en stor del af de mindre lande ses USA fortsat både som en afgørende sikkerhedsgaranti mod Rusland og væsentlig for at undgå dominans fra de store EU-lande.

Hvad kan de valgte gøre?

Skulle det lykkes at opbygge et langt tættere samarbejde, bliver næste spørgsmål, hvad de europæiske militære kapabiliteter skal bruges på ud over og efter Ukrainekrigen. Øget afskrækkelse og overvågning i Arktis og/ eller i Middelhavet? Militære operationer i Afrika og Mellemøsten? Eller måske en mere aktiv rolle i Det Indiske Ocean og Stillehavet? Medlemslandene vil have meget forskellige svar på disse spørgsmål. Et tættere europæisk forsvarspolitisk samarbejde er således både vigtigt, svært at opnå i praksis og sprængfyldt med konfliktpotentiale i fremtiden.

Hvad kan de danske medlemmer af Europa-Parlamentet gøre for at trække udviklingen i den retning, som de synes er rigtig?

Det pragmatiske udgangspunkt må være de små skridts politik hen imod det bedst opnåelige resultat, snarere end store planer. Det første skridt er at identificere mulige alliancepartnere. I forsvars- og sikkerhedspolitikken vil en del af disse formentlig befinde sig i andre partigrupper, hvor de repræsenterer lande med samme geopolitiske udgangspunkt og strategiske interesser og forståelser som de danske.

Dernæst handler det om at bringe sig i en position, hvor man kan påvirke debat og politik, eksempelvis som ordfører, der skriver udkast til betænkninger og har mulighed for at afholde høringer, skyggeordfører, der følger udviklingen af en betænkning, eller koordinator, der kan tale på vegne af gruppen. Det vil tage tid og kræve hårdt arbejde, men giver samtidig mulighed for at få indflydelse på beslutninger, der har afgørende betydning for vores sikkerhed i de kommende årtier.

Emner