Beskæringen af universiteternes optag giver dårligere velfærd

Analyse af lektor Jeppe Druedahl (Økonomisk Institut) i Information den 5. september 2024. 

I universitetsreformen fra 2023 blev det besluttet at skære i optaget af studerende på universiteterne fra 2025. Denne såkaldte sektordimensionering medfører, at der skal optages omkring ti procent færre studerende end ellers forventet frem mod 2029.

På sigt falder arbejdsstyrkens uddannelsesniveau derfor. Det vil gøre Danmark fattigere. I et udvalgssvar til Katrine Robsøe fra Radikale Venstre anslår Finansministeriet, at BNP falder med knap 13 milliarder kroner i 2075. Det er drevet af lavere gennemsnitlige produktivitet forårsaget af det lavere uddannelsesniveau.

Som altid i politik er spørgsmålet, hvem der bærer byrden. Er det kun dem, som ikke længere kan komme ind på den uddannelse, de ønsker? Eller bliver andre også ramt?

Det er ikke lige til at læse ud af aftaletekst eller faktaark. Heri fremgår det, at sektordimensioneringen forbedrer de offentlige finanser med 240 millioner kroner i 2075. Men spørgsmålet er, hvilke antagelser der ligger bag det resultat.

Det er oplagt, at de offentlige finanser styrkes, både fordi der spares udgifter til drift af universiteterne og SU, og fordi de unge tidligere bliver skattebetalere, når de tager en kortere uddannelse. Omvendt har personer med længere uddannelse dog højere erhvervsdeltagelse og større beskæftigelsesomfang.

Men et vigtigt spørgsmål er, hvordan faldet i produktiviteten forventes at påvirke de offentlige finanser?

Med Finansministeriets regneprincipper for holdbarhedsanalyser gælder det, at de offentlige finansers sundhedstilstand ikke påvirkes af generel produktivitetsvækst i den private sektor. Det er der en række gode grunde til.Umiddelbart giver højere produktivitet i den private sektor anledning til øgede lønninger og øgede skatteindtægter. Men når de private lønninger stiger, må de offentlige stige tilsvarende, hvis ikke det offentlige skal få alvorlige rekrutteringsproblemer. Derfor stiger de offentlige lønudgifter også.

En anden negativ effekt på de offentlige finanser, som medregnes i holdbarhedsberegningerne, er højere overførselsindkomster, som ligeledes antages at stige i takt med de private lønninger.

Historien er ikke helt den samme, når faldet i produktiviteten skyldes et fald i uddannelsesniveauet, sådan som det forventes er konsekvensen af sektordimensioneringen.

For private virksomheder er personer med et givent uddannelsesniveau ikke blevet hverken mere eller mindre profitable. Dem, som bevarer deres uddannelsesniveau, bevarer derfor også deres lønniveau. De offentlige lønudgifter for fastholdt uddannelsessammensætning er derfor uændrede.

Vi bliver alle tabere

I Finansredegørelsen (afsnit 6.7) fra 2014 argumenterer Finansministeriet for, at der skal regnes med en parallel udvikling i uddannelsesniveauet i den private og i den offentlige sektor. Argumentet er blandt andet, at det sikrer, at det offentlige forbrug fastholdes i andel af BNP i kroner og øre.

En konsekvens af sektordimensionen bliver derfor, at uddannelsesniveauet i den offentlige sektor skal falde, eller i hvert fald at de samlede lønudgifter i den offentlige sektor skal falde, og at det offentlige serviceniveau skal falde i tråd med BNP.

Det er altså ikke kun dem, som ikke længere kan få en lang videregående uddannelse, som taber, det er os alle sammen, som taber ved at få dårligere velfærdsservices.

Finansministeriet regner i rapporten Regneprincipper og modelanvendelse - dynamiske effekter af offentligt forbrug og offentlige investeringer (s. 83-) på en hypotetisk reform, som medfører et højere uddannelsesniveau, og kommer frem til, at de offentlige finanser påvirkes negativt. Dette resultat ændrer dog fortegn, når serviceniveauet holdes konstant i stedet for at vokse i tråd med uddannelsesniveauet og BNP.

Det viser, at det har en betydning for påvirkningen af de offentlige finanser, hvad der antages om det offentlige serviceniveaus udvikling. Og det viser også, at en tilsvarende fortegnsændring er sandsynlig for de anslåede effekter af sektordimensioneringen: Altså hvis udviklingen i serviceniveauet ikke falder som antaget, så vil det påvirke de offentlige finanser negativt.

Lavere overførsler

Overførselsmodtagerne bidrager også til at styrke de offentlige finanser, når uddannelsesniveauet sænkes. Det sker, fordi satsreguleringen antages at medføre, at de offentlige overførselsindkomster falder, når den gennemsnitlige timeløn falder.

Det er en mellemregning, som der ikke er blevet flaget med i hverken aftaletekst eller faktaark for aftalen om sektordimensionering. Det fremgår ingen steder, at der er en sådan effekt, ligesom effekten på serviceniveauet diskuteret ovenfor heller ikke fremgår.

Det er måske sågar tvivlsomt, om de politikere, der har vedtaget reformen, ved, at den er der. 

Investeringer koster noget på kort sigt.

Og det er netop en samfundsmæssig investering, når vi giver unge mennesker en
lang videregående uddannelse.

Når en udenforstående hører, at sektordimensioneringen styrker de offentlige finanser, er der nok ingen, som tænker på, at det skyldes dårligere velfærdsservices og lavere overførsler. 

De præsenterede beregninger af en reforms effekt på de offentlige finanser burde være for fastholdt øvrig politik. Det er svært at se, at lavere offentlige lønudgifter er det. Det er nemmere at fortolke effekten fra satsreguleringen som fastholdt politik, men mellemregningen burde alligevel fremgå, så det er til at gennemskue, hvem der bærer byrden, og hvordan gevinsten for de offentlige finanser opnås.

Skatteændringer

I foråret udgav Finansministeriet en ny rapport Regneprincipper på personskatteområdet (s. 96-). Her slås det fast, at velfærdsniveauet skal fastholdes, når effekten af personskatteændringer på de offentlige finanser vurderes. Lavere skat kan øge både antallet af arbejdstimer og arbejdsindsatsen mere generelt set. Det giver højere BNP.

Hvis arbejdsindsatsen øges, stiger den målte timeløn og målte produktivitet. Tidligere har Finansministeriet argumenteret for, at det ville være neutralt for de offentlige finanser på linje med generel produktivitetsvækst. Nu pointerer ministeriet i stedet, at hvis de ansatte i den private sektor tjener mere, fordi de arbejder hårdere, skaber det ikke rekrutteringsproblemer i det offentlige. Hvis offentligt ansatte arbejder hårdere og kræver mere i løn, kan det samme serviceniveau leveres med færre ansatte, og de samlede lønudgifter er derfor uændrede.

Finansministeriet antager generelt set i tråd med de politisk bestemte mellemfristede planer, at den økonomiske politik generelt og serviceniveauet specifikt er lagt fast frem til det mellemfristede planlægningsår, for tiden 2030, mens de herefter anvender principperne fra holdbarhedsberegningerne.

Da effekterne af skatteændringer på både arbejdstid og arbejdsindsats forventes at slå igennem før 2030, holdes det offentlige serviceniveau derfor fast. Sektordimensioneringens effekter på produktiviteten indtræffer derimod efter 2030, hvorfor serviceniveauet ikke fastholdes.

Holdbarhedsberegningerne

I holdbarhedsanalyser er det fornuftigt, at fremskrivningsprincippet for det individuelle offentlige forbrug er, at antallet af offentligt ansatte skal følge antallet af brugere, som afhænger af både befolkningens størrelse og alderssammensætning, og at udgifterne til offentligt varekøb følger de offentlige lønudgifter. Det er vigtigt, at de offentlige finanser ikke erklæres sunde baseret på, at den offentlige velfærd skal sænkes i fremtiden, eller skatterne skal stige. Med de anvendte regneprincipper for holdbarhedsberegninger sikres det selv uden offentlig produktivitetsvækst og billigere privatproducerede varer grundet privat produktivitetsvækst. 

Når en udenforstående hører, at sektor-
dimensioneringen styrker de offentlige
finanser, er der nok ingen, som tænker på,

at det skyldes dårligere velfærdsservices
og lavere overførsler

Det er heller ikke uproblematisk, hvis de offentlige finanser kun er sunde, fordi overførselsindkomsterne udhules med tiden, og uligheden derfor stiger. Således er det relativt neutralt at antage, at overførselssatserne følger den generelle lønudvikling.

Målet med holdbarhedsanalyser og reformanalyser er dog væsensforskellige. Derfor er det ikke oplagt, at de samme antagelser skal anvendes.

Hul i statskassen

Det ville være godt, hvis alle mellemregningerne for effekten af sektordimensioneringen på de offentlige finanser blev en del af den offentlige debat.

Det gælder for eksempel også, hvilke effekter på eksempelvis ændrede indtægter fra selskabsskatten der indregnes. På personskatteområdet nævnes det, at øget økonomisk aktivitet på grund af lavere skat må forventes at give større indtægter fra selskabsskatten, men at dette ikke medregnes. Samtidig medregnes eventuelt højere udgifter til overførselsindkomster heller ikke.

Det skal siges, at Finansministeriet på kortere sigt finder en lille velstandsgevinst af sektordimensioneringen på omtrent 1,4 milliarder kroner på BNP i 2030, fordi de unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet og deltager i produktionen, når de tager en kortere uddannelse. Produktivitetstabet er endnu for småt til at trække ned.

Plusset på de offentlige finanser på 560 millioner kroner i 2030 påvirkes således ikke af de her diskuterede regneprincipper angående effekten af produktivitetsændringer.

Investeringer koster noget på kort sigt. Og det er netop en samfundsmæssig investering, når vi giver unge mennesker en lang videregående uddannelse. Færre investeringer giver frie midler nu og her.

I den danske politiske virkelighed er 2030 særlig vigtigt, fordi det finanspolitiske råderum opgøres hertil. Men samfundsøkonomisk er det vigtigt at have det lange lys på.

Hvis partierne bag reformen ikke vil acceptere dårligere velfærdsservices og lavere overførsler som en konsekvens af sektordimensioneringen, så er alternativet sandsynligvis, at der skabes et hul i statskassen ude i fremtiden.

Emner