Copenhagen Prides kamp for Gaza giver god mening

Kronik af adjunkt Dean Cooper-Cunningham (Institut for Statskundskab) i Politiken den 12. august 2024. 

Oversættelse: Lorens Juul Madsen

LØRDAG 11. MAJ bragte Politiken en leder, hvor det hed, at »Kampen for lgbt+-rettigheder og kampen for et frit Palæstina og fred i Gaza har intet at gøre med hinanden«. Udtalelsen faldt i forbindelse med udbredt kritik af Copenhagen Pride, og at flere større sponsorer havde trukket sig på grund af Copenhagen Prides holdning til Israel-Gaza-konflikten. Meget af den drejede sig om, hvorvidt Pride var ved at blive for politisk eller engageret i noget uden nogen som helst relation til queerpolitik.

Kritikken af Copenhagen Pride begyndte tidligere på året, da Nørrebro Pride og Queers Against Occupation & Genocide opfordrede Copenhagen Pride til at genoverveje sit partnerskab med organisationer, der ikke indtog en klar holdning til Israels vold mod Gazas indbyggere og tog tydeligere afstand fra folkemord.

16. februar udsendte Nørrebro Pride en erklæring på Instagram om »Copenhagen Pride's pinkwashing and reluctancy to cut ties with the ongoing occupation and genocide in Palestine«.

Efter en udtalelse om, at man stod »i solidaritet med det palæstinensiske folk«, blev Copenhagen Pride offentligt kritiseret af politikere og kommentatorer. Noget af kritikken blev bragt i Kristeligt Dagblad, der mente, at Copenhagen Pride i praksis tog parti for Hamas og dermed støttede homofobiske politikker og sociale værdier i hele Mellemøsten.

Siden har Copenhagen Pride gentagne gange været nødt til at forsvare sin kritik af den israelske stats handlinger.

Som svar på kritikken svarede en talsperson for Pride, at »når bomber falder, dræber de også lgbt+-personer«. Der er blevet fremsat flere opklarende udtalelser, men nu har flere vigtige sponsorer trukket deres støtte, og organisationens politiske for- og talsperson har trukket sig.

For at sige det rent ud tog Copenhagen Pride politisk stilling til noget, som chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, har kaldt brud på folkeretten (forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i dette tilfælde), hvilket gav bagslag, og siden forsøgte organisationen at trække i land, da hele Prides økonomiske grundlag var truet.

JEG FORSTÅR GODT, hvordan Politikens lederkollegium er nået frem til den konklusion, at lgbti+-anliggender ikke har noget at gøre med forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, folkedrab eller nogen andre af den israelske stats handlinger i Gaza.

Jeg er enig i det synspunkt, at et frit Palæstina og fred i Gaza ikke handler specifikt om lgbti+- anliggender. Men omvendt har lgbti+-folk lang tids erfaring med vold, der skyldes netop deres identitet, at de er dem, de er. Folkemord og andre brud på folkeretten - forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og etnisk udrensning - drejer sig alle om identitet og forfølgelsen af en særlig befolkningsgruppe på grund af dens identitet. 

For at sige det rent ud tog Copenhagen Pride politisk stilling til noget, som chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, ICC, har kaldt brud på folkeretten.

Gennem historien er vold mod lgbti+-personer - drevet af ofrenes identiteter og i visse tilfælde med den bogstavelige udryddelse af queerpersoner for øje - ofte gået forud for en optrapning af vold og overgreb på andre identitetsgrupper. Fra nazisternes folkemord til opløsningen af det tidligere Jugoslavien og folkemordet i Darfur er indførelsen af 'moralske' regler, der angriber seksuelle og kønsmæssige identiteters frihed, ofte gået forud for omfattende statsledet vold.

Vi ved også, at kønsminoriteter og seksuelle minoriteter i konfliktsituationer er mere udsat for krigsforbrydelser og lignende såsom tvangsfordrivelse, migration og social udrensning. Det er meget veldokumenteret i den colombianske borgerkrigs tilfælde. Selv om der altså er en gammel forbindelse mellem lgbti+-anliggender, -rettigheder, -beskyttelse og -sikkerhed og statsledede forbrydelser, er det relativt lidt anerkendt i samfundet og i internationale aftaler om forebyggelse af overgreb.

Politikens leder er derfor ikke ene om at ignorere forbindelsen mellem lgbti+-anliggender og omfattende overgreb.

ET ILLUSTRATIVT eksempel er, at mens forfølgelsen af jøder under holocaust med rette er velkendt, har forfølgelsen af queerpersoner, navnlig homoseksuelle mænd, ikke i nævneværdig grad været inddraget i dokumentationen og analysen af Anden Verdenskrig. Selv om forfølgelsen ikke havde samme omfang, var det målrettede angreb på queerpersoner under holocaust en central del af den tyske kampagne for at 'rense' Europa. Faktisk kunne forfølgelsen af homoseksuelle mænd defineres som folkedrab, idet hensigten var at udrydde en hel befolkningsgruppe.

Folkedrab og overgreb generelt udspringer af folks fordomme. Som jeg og mine medforfattere påviser i to nye artikler, skaber krænkelser af menneskerettigheder og marginalisering af specifikke grupper - hvad enten de bygger på religion, seksualitet, race, etnicitet, køn, førlighed eller lignende - betingelserne for masseovergreb og vold i det hele taget.

Disse fordomme forstærker den vold, der går ud over minoriteter under konflikter. Det betyder, at der faktisk er en forbindelse mellem lgbti+anliggender, homofobisk diskrimination og vold. Ikke nok med at homofobi muliggør statslig forfølgelse, når politiske eliter bruger den til at definere en marginaliseret gruppe, der kan beskyldes for samfundets problemer: Lgbti+-personer udsættes for særlige og øgede risici for forfølgelse under konflikter.

Vold mod seksuelle og køns-minoriteter kan derfor i mange tilfælde fungere som kanariefuglen i kulminen i forhold til aggressiv autoritarisme og folkeretsbrud. Som skitseret af FN's tidligere uafhængige ekspert i beskyttelse mod vold og diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet, Victor Madrigal-Borloz, er forfølgelsen af disse grupper beviseligt et forvarsel om eller et led i mere udbredt vold.

LGBTI+-RETTIGHEDER er mange steder i verden trængt som led i en vidtrækkende og intensiv kulturkrig rettet mod queeridentiteter og -eksistenser. Det sker på et tidspunkt, hvor kritikken af en 'woke' politik og dens påståede negative konsekvenser for traditionelle måder at leve på vinder frem.

Vi er vidner til en snigende (gen) normalisering af en homofobisk diskurs i mainstreampolitik. Når man kobler det med de historiske eksempler på omfattende overgreb, tegner der sig et foruroligende billede.

Hvis vi ser på et samtidigt eksempel på marginaliseringen af bestemte grupper og brugen heraf til at legitimere voldelige geopolitiske projekter, har Rusland i mere end ti år ført en udenrigspolitik, der hylder og forsvarer 'traditionelle værdier'.

LANDET HAR positioneret sig selv som en bastion for 'traditionelle familieværdier' i modsætning til Europa, der i den udenrigspolitiske diskurs stemples som 'Gayropa'. Russisk udenrigspolitik omfatter nu et seksualiseret og kønspolitisk aspekt, hvor Rusland ser sig selv som redningsmand af 'Gayropa', et seksuelt dekadent område præget af moralsk forfald.

I 2017 indledte den russiske republik Tjetjenien en 'homoseksuel udrensning', hvor bøsser og lesbiske blev jaget, tortureret og myrdet. Alle disse handlinger kan klassificeres som forbrydelser mod menneskeheden og potentielt set med folkedrab som hensigt.

Efter Ruslands invasion af Ukraine var der troværdige efterretningsrapporter om lister over personer, aktivister, organisationer og støtter af lgbt+, der skulle forfølges efter en succesfuld magtovertagelse. Den rolle, homofobien spiller for russisk udenrigspolitik, understreges af den ukrainske organisation Nash Svits dokumentation af Ruslands krænkelser af queerpersoner i Ukraine, og lederen af den russiskortodokse kirke har forklaret krigen med en udbredelse af en 'vestlig', lgbt+-venlig politik i Ukraine. Lgbt+-personer har ikke alene været forfulgt internt i Rusland, men også i forbindelse med Ruslands offensiv mod Ukraine, hvor omfattende overgreb er veldokumenterede.

TILLAD MIG AT GENTAGE: Folkedrab udspringer af folks fordomme. Krænkelser af menneskerettighederne og marginaliseringen af bestemte grupper muliggør masseovergreb og vold i det hele taget.

Forfølgelsen af lgbti+-personer er konsekvent blevet efterfulgt af undertrykkende politik og vold, selv mod personer, der i første omgang var med til at gøre lgbti+-personer til syndebukke.

En politik, der støtter 'traditionelle familieværdier', går måske i første omgang ud over queerkollektiver som i Ruslands tilfælde, men historien viser, at den hurtigt kan vende sig mod andre dagsordener, for eksempel specifikke etniske og nationale grupper. En del af Putins retoriske begrundelse for at føre krig i Ukraine har faktisk været at forhindre, at landet kommer til at minde endnu mere om 'Gayropa'.

VI MÅ HOLDE et vågent øje med ikke kun, hvordan stater som Rusland bruger en anti-queer-diskurs til at legitimere vold, men også med, hvordan queerpersoner sættes i forbindelse med 'Vesten', og hvordan det muliggør fremtidig vold. Som nævnt er politiske forestillinger om traditionelle familieværdier blevet meget moderne i de senere år og bruges nu af politikere på den yderste højrefløj i hele Europa.

Storbritanniens konservative parti fører det, tidligere indenrigsminister Suella Braverman kalder en krig mod wokeisme og såkaldt kønsideologi. Italiens ministerpræsident, Giorgia Meloni, taler om en såkaldt lgbti+-lobby og om at forsvare traditionelle familieværdier, og hendes regering har forbudt registrerede parforhold mellem personer af samme køn.

Ungarns ministerpræsident, Victor Orbán, har igen og igen talt for traditionelle familieværdier og indført et forbud mod 'lgbt+-propaganda', der ikke adskiller sig nævneværdigt fra det russiske.

Projekter som det russiske har skabt betingelserne for, at europæiske stater kan indføre love, der stempler queerpersoner som farlige pariaer og trusler mod samfundets sammenhængskraft. Det er bevægelser som disse, der passer ind under FN's eksisterende risikoindikatorer for skabelse af betingelser for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, folkedrab.

Når man tænker på queerpersoners historiske erfaringer med brud på folkeretten, er det fundamentalt forkert at sige, at der ikke er nogen sammenhæng mellem kampen for lgbt+-rettigheder, brud på folkeretten i stor skala og kampagner mod disse forbrydelser. Påstanden lader hånt om de forfølgelser, queerpersoner historisk har været udsat for og ignorerer den antikrigskampagne, homoseksuelle aktivister førte i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne.

DET, VI KALDER Pride i dag, betragtes af mange som noget, der udsprang af Stonewall-opstandene i New York i 1969, hvor queerpersoner havde fået nok af at blive forfulgt af politiet og gjort til syndebukke af politikere, der kaldte dem for sociale pariaer.

Pride voksede ud af en modstand mod vold, diskrimination og ønsket om at eliminere queerpersoner som gruppe.

I den forstand er det ikke overraskende og ikke noget stort spring, når vi ser Copenhagen Pride - og Nørrebro Pride, gruppen Queers Aganist Occupation & Genocide og andre lgbti+-organisationer rundtomkring i verden - gå ind i debatten om Israels krig i Gaza og tage afstand fra den stærkeste form for voldelig diskrimination, nemlig folkedrab.

Hvad de fleste opfatter som den mest forfærdelige af alle grove internationale forbrydelser - folkedrab - handler, i sin inderste kerne, om diskriminerende vold, der har til formål helt eller delvist at ødelægge en gruppe som helhed.

Vi queerpersoner kan på grund af vores nære forbindelse til identitetsbaseret vold, omfattende overgreb og den fortsatte brug af os som syndebukke, der skal bane vejen for fremtidige masseovergreb, ikke se passivt til, mens der relativt ustraffet begås, hvad der ligner et folkedrab.

At modsætte sig folkedrab er ikke antisemitisk. Det er et standpunkt mod alle former for udbredt og diskriminerende vold. Når vi modsætter os vold, gælder det også den form, som antisemitismen legitimerede under Anden Verdenskrig, og som den dag i dag fortsat udgør en trussel.

Det er helt essentielt, at vi overvejer, hvordan mellemøstlige stater, herunder Israel, behandler lgbti+-personer, at vi bliver ved med at forholde os kritisk til, hvad straffen for at afvige fra såkaldt normal seksualitet (dvs. heteroseksualitet) er, at vi bliver ved med at holde alle stater ansvarlige for deres politik for og behandling af lgbt+personer. Samtidig må alle stater og internationale institutioner dog også være bevidste om, hvordan visse stater og deres tilhængere bruger deres påståede 'tolerance' over for queerpersoner til at bortlede opmærksomheden fra grove internationale forbrydelser.

VI MÅ NÆGTE AT STØTTE vold og brud på folkeretten, der i hvert fald delvis legitimeres ud fra et påstået ønske om at beskytte queerbefolkningen eller en hvilken som helst anden minoritet. Vold og masseovergreb, der begås delvis med henvisning til, at man ønsker at beskytte queerpersoner og andre minoriteter, er, som det også antydes i den nævnte kommentar i Kristeligt Dagblad, stadig voldelig og ulovlig i henhold til folkeretten.

Påstanden fra nogle af Copenhagen Prides tidligere sponsorer om, at Pride var ved at blive for 'politiseret' og fraveg budskabet om diversitet og inklusion, overser, at der i virkeligheden er en meget nøje sammenhæng mellem lgbti+-anliggender, navnlig homofobi, og forebyggelsen af eller modstanden mod brud på folkeretten i stor skala. Når man modsætter sig et folkedrab, modsætter man sig diskriminatorisk vold.

Da lgbti+-personer historisk har været mål for den form for overgreb, må de blive ved med at modsætte sig alle former for folkeretsbrud.

Emner