Danskerne sparer for meget og for tidligt op til pension

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut ) i Altinget den 24. maj 2024.

Der er bred enighed om, at det danske system af arbejdsmarkedspensioner generelt har været en stor succes, som også søges efterlignet i flere andre lande.

Men det er også et faktum, at verden har ændret sig, siden systemet blev designet og udrullet i 1980'erne og 1990'erne. Kombinationen af stigende levetid og højere tilbagetrækningsalder indebærer reelt, at fremtidige generationer vil ende med at spare mere op, end hvad der oprindeligt var tanken.

I en nylig forskningsartikel undersøger en gruppe af økonomer fra blandt andet Copenhagen Business School, hvordan den optimale profil for pensionsindbetalinger over et livsforløb ser ud.

De finder, at den eksisterende model i Danmark og andre lande, hvor pensionsindbetalingerne udgør en fast andel af indkomsten over hele arbejdslivet, ikke er ideel. I stedet vil husholdningerne blive stillet bedre, hvis deres pensionsindbetaling som procent af indkomsten stiger igennem arbejdslivet.

I de første år på arbejdsmarkedet bør man således indbetale en ganske lille andel af sin indkomst – eller slet intet – til pension, hvorefter andelen stiger gennem arbejdslivet, og topper umiddelbart inden pensionsalderen.

Der er gode argumenter for at nedsætte en kommission, som kunne belyse en række aspekter af danskernes opsparing.

Den bagvedliggende intuition afspejler, at de fleste husholdninger har en stigende indkomstprofil gennem det meste af deres arbejdsliv. Det giver derfor en mere hensigtsmæssig fordeling af forbrugsmuligheder hen over livet, hvis man kun sparer en lille del af indkomsten op i de første år på arbejdsmarkedet, hvor ens indkomst stadig er relativt lav.

Denne pointe forstærkes blot yderligere, hvis man tager højde for, at mange husholdninger har brug for lånefinansiering til boligkøb i netop de år, hvor deres indkomst stadig er forholdsvis lav, hvilket ikke indgår i analysen.

Der er altid grund til at være forsigtig med at implementere politik-ændringer alene på baggrund af økonomiske modelberegninger.

Men den ovennævnte analyse taler ind i en tiltagende erkendelse blandt økonomer af, at i hvert fald mange danskere sparer for meget op. Det galopperende overskud på Danmarks betalingsbalance er en afspejling af dette.

Som bekendt er danskernes levetid steget markant de senere årtier. Med velfærdsaftalen fra 2006 vedtog et bredt politisk flertal at sætte tilbagetrækningsalderen op i samme takt med det eksplicitte sigte, at varigheden af en gennemsnitlig danskers forventede pensionisttilværelse skulle holdes fast.

Det indebærer altså, at danskerne kan forvente at tilbringe de ekstra leveår på arbejdsmarkedet og ikke som pensionister.

Derfor betyder den stigende levetid i praksis, at kommende generationer bruger et længere arbejdsliv til at spare op til en pensionisttilværelse af uændret varighed, hvilket indebærer en forskydning af forbrugsmuligheder fra arbejdslivet til alderdommen. Vel at mærke uden, at danskerne har efterspurgt dette.

Desuden synes det oplagt, at der er en sammenhæng mellem danskernes store pensionsopsparinger og det faktum, at danske husholdninger er blandt de mest forgældede i verden, når man ser på deres bruttogæld.

Tidligere forskning har påvist de potentielle makroøkonomiske skyggesider heraf, som blandt andet hænger sammen med, at pensionsopsparinger er illikvide og derfor ikke umiddelbart kan bruges til at afbøde effekten, hvis en husholdning eksempelvis rammes af arbejdsløshed.

Der er derfor gode grunde til at overveje, hvordan fremtidens arbejdsmarkedspensioner skal se ud.

Konkrete forslag kunne være enten at lade indbetalingsraten stige med alderen, som diskuteret ovenfor, eller alternativt at udskyde det tidspunkt, hvor en person begynder at betale ind.

Danskerne kan forvente at tilbringe de ekstra leveår på arbejdsmarkedet og ikke som pensionister.

Det er vigtigt at understrege, at der er mange relevante problemstillinger at tage højde for, eksempelvis at mange danskere med svag arbejdsmarkedstilknytning eller selvstændige har helt andre udfordringer end for megen pensionsopsparing.

Der er derfor gode argumenter for at nedsætte en kommission, som kunne belyse en række aspekter af danskernes opsparing. Sådan en kommission kunne også se på nogle af de uhensigtsmæssige aspekter ved den nuværende ATP-lovgivning, som de seneste måneders debat har afdækket.

Ultimativt er danskernes pensionsopsparing bestemt af arbejdsmarkedets parter gennem overenskomster, men i praksis kunne man forestille sig, at de ovenstående udfordringer bedst kunne løses gennem en trepartsforhandling. Hvis SVM-regeringen ønsker at løse samfundets langsigtede udfordringer, så er her et godt sted at tage fat.

Emner