De Gule Veste sveder for en køligere fremtid

Kronik af ph.d.-studerende Anne-Sofie Dichman i Information den 4. april 2024. 

En varm lørdag eftermiddag i september 2020 går jeg i Paris' gader ved siden af Louise. Louise bærer sin gule vest over et løst, lyst sæt tøj, der fungerer som skjold mod den bagende efterårssol. »Jeg demonstrerer hver lørdag«, siger hun. »For at protestere mod regeringens manglende socialøkologiske politik. Ulighederne stiger, klimakrisen accelererer, og vores demokrati er i forfald.«

Louise bor i hovedstadsområdet, og hun er ikke afhængig af en bil. Alligevel sympatiserede hun i 2018 med franskmændene i landområderne, der gjorde oprør mod regeringens forslag om en benzinafgift. Trods forskellighederne blandt De Gule Veste, dem på landet og Louise i byen, deler mange et ønske om en demokratisk klimapolitik, der er social retfærdig.

Det ønske blev tydeligt, da regeringens tilbagetrækning af benzinafgiften ikke forhindrede De Gule Veste i at fortsætte protesterne. Med det kraftfulde opråb »verdens ende; månedens ende - én og samme kamp« politiserede de den lave middelklasses utilstrækkelige købekraft der, ifølge dem, måtte medtænkes i en socialt retfærdig klimapolitik.

Gennem mit flerårige feltarbejde med De Gule Veste både i by og på land har jeg oplevet, at kravet om madautonomi kom til at fylde mere end benzinafgiften: En franskmand skal kunne brødføde sin familie ved udgangen af måneden, samtidig med at madproduktionen skal være bæredygtig og fransk.

Er det ikke netop den problemstilling, det nuværende franske bondeoprør handler om? Det korte svar er: Jo, det aktuelle bondeoprør, der sker fem år efter De Gule Vestes fremkomst, genartikulerer den kamp for socialøkologisk retfærdighed, der begyndte på rundkørslerne i slutningen af 2018. Ligesom Louise støttede De Gule Veste i landdistrikterne, bakker hun også op om bøndernes oprør i dag.

Fælles for bevægelserne er kritikken af den såkaldte moderne agribusiness - en madproduktion, der udgør hele 40 procent af de samlede CO2-udledninger, samtidig med, at den presser bønder i både det globale nord og syd. Et system, der skaber enorme mængder madspild, mens cirka 15 millioner franskmænd kæmper med madautonomi - for ikke at tale om hungersnøden, der hersker på globalt niveau. Oplevelsen er, at den franske regering ikke er med til at løse disse udfordringer. Derfor tog De Gule Veste i sin tid sagen i egen hånd.

De Gule Vestes folkekøkkener

Vi retter nu blikket mod en anden Gul Vest, Alice, og hendes madaktivisme syd for Paris.

Det er en tidlig forårsmorgen i 2021, og Alice og jeg samler overskudsmad fra Rungis - verdens største madmarked for friske fødevarer. Beliggende ved Orly-lufthavnen modtager dette marked gigantiske mængder af mad fra alverdens lande. Det er også her, de franske landmænd protesterede i januar og februar 2024 mod de lave priser på udenlandske fødevarer, der truer den franske madproduktion og det nationale landbrug.

Vi slæber mad fra store stakke af kasser, og vores kroppe sveder i arbejdet med lasten. Bare fra én af de 11 store frugtog grønthaller formår vi at fylde vores varevogn, så De Gule Vestes folkekøkken kan brødføde 50 mennesker denne uge. Sådan omdanner vi overskudsmaden fra de globale handelskæder til et delikat fælles frokostmåltid. Et initiativ, der har inspireret andre grupper Gule Veste, og en række lignende folkekøkkener er siden opstået. To dage efter turen til Rungis mødes jeg med Louise, Alice og Fatima (en tredje Gul Vest) i foreningshuset øst for Paris, der huser De Gule Vestes aktiviteter. Her tilbereder vi grøntsagerne; Fatima tager styringen med den store couscousgryde, der bliver til dagens ret.

Sved er et politisk anliggende

I modstanden mod de socialøkologiske uretfærdigheder, der her eksemplificeres med mad, sveder Louise, Alice og Fatima, når de demonstrerer, skralder og laver mad. I fysisk-affektive registre er denne kamp svedig på mange måder. Det er ikke kun den varme septemberdag, der gør Louises krop svedig i Paris' gader. Hun sveder også affektivt, når hun oplever de stigende prekære forhold i Frankrig. Alices fysiske arbejde på Rungis-markedet gør hendes krop varm, mens hendes sved også manifesteres i andre aktioner, som når hun besætter territorier, den franske regering vil opføre byggeprojekter på. Og Fatimas krop sveder, når den tilbereder couscous til 50 mennesker i det store industrikøkken, men den sveder også, når hun til daglig arbejder under sweatshoplignende forhold, samt når hun overværer racistiske ytringer og oplever andre former for diskrimination.

Ifølge den britisk-pakistanske feministiske tænker, Sara Ahmed, der blev kendt for Killjoy Manifestet, er sved et politisk anliggende. Ved at studere svedige kroppe lyder Ahmeds argument, åbnes der for minoritetserfaringer. For selv om alle mennesker sveder, sveder nogle kroppe i mere negative registre end andre. For eksempel fysisk hårdtarbejdende kroppe, kvinder i patriarkalske samfund, racialiserede mennesker i hvide samfund og politiske aktivister, og disse erfaringer bør feministiske analyser studere.

Mulighederne for at tænke med sved udtømmes end ikke af Ahmeds originale perspektiv. I min læsning bliver sved også en kropsvæske, der rækker ud over menneskelegemer. Det amerikanske rumagentur, NASA, har eksempelvis igangsat et forskningsprojekt om 'plantesved', der går ud på at spore særligt høje fugtige temperaturer - wetbulb temperatures) - der medfører plantedød, fordi planterne ikke kan svede og afkøle i denne form for luft og jord.

Fra denne feministiske, og nu også økologiske prisme, bliver sved en mere end menneskelig væske, der er livgivende og mere opbyggende end Ahmeds kritiske tilgang. Sved udtrykker en relationel ontologi mellem mennesker og planter, herunder mad, der lokaliserer negative-positive, varme-kolde samt menneskelige-ikkemenneskelige erfaringer i en tid med socialøkologiske kriser af hidtil uset grad.

Vi har alle sved til fælles

Sved er, med andre ord, noget, vi har til fælles på tværs af klasser, køn, race - ja, selv arter. Vi er, kort sagt, i den globale opvarmning sammen. Altså bør vi kæmpe for en nedkøling af jorden, så planter og mennesker kan svede og leve sammen på nye, gode måder. Når det er sagt, må vi, som Ahmed skriver, ikke glemme, at sved også differentierer: klassegjorte, kønnede, racialiserede og artsinddelte kroppe oplever global opvarmning på vidt forskellige måder i en verden med store sociale uligheder. Bare blandt Louise, Alice og Fatima ser vi, at sveden flyder i forskellige retninger og opleves i flerartede registre. 

Ved at studere svedige kroppe, lyder Ahmeds argument, åbnes der for minoritetserfaringer

Sidste gang jeg besøgte De Gule Veste i 2023, deltog jeg i en workshop i en ferskenlund nord for Paris, hvor De Gule Veste  eksperimenterer med selv at gro frugt og grønt. En del af gruppen, sammen med andre madaktivister i Frankrig, finder det vigtigt, at vi genlærer de organiske, komplekse naturlige processer, der er en del af madproduktionen. Vi skal væk fra den moderne måde at producere mad på og forstå, at vores kost ikke kommer fra supermarkedet, men fra jorden, hvis eksistensbetingelser er truet af forurening, tørke og meget andet.

På gaden, på markedet, i køkkenet og i frugtlunden sveder De Gule Veste for en køligere fremtid. Kampen er nedbrydende og opbyggende, og den mærkes ophedende og afkølende. Det er svedigt!

Emner