De unge er blå - men blå blok skal ikke tage dem for givet

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 19. februar 2024.

Medier og kommentatorer er ramt af, hvor godt det går de borgerligt-liberale partier blandt de unge, og hvor særligt godt det går Liberal Alliance.Partiet er blandt samtlige vælgere gået næsten konstant frem i tre-fire år og ligger allerede på sin højeste tilslutning nogensinde (cirka 14-15 procent) og en placering som landets næststørste parti. En enestående renæssance for et parti, hvor vælgerne i 2019 kasserede partilederen og var ved at sende hele partiet ud af Folketinget.

Rød blok og blå blok er nu gennemsnitligt omtrent lige store med en marginal føring på to mandater til de blå - og regnes Moderaterne med til den side, tegner der sig et borgerligt flertal, hvis der var valg i dag.

Hvorfor har de borgerlige i almindelighed og Liberal Alliance i særdeleshed særligt godt tag i de unge? Spørger man venstrefløjen, får man varianter af samme svar, som man derfra altid giver, når ungdommen svinger til højre: en slags»falsk bevidsthed«hos de unge.

Men det er særligt de unge vælgere, som Liberal Alliance og resten af de blå har godt tag i. Blandt de 18-34-årige ville hele 23,5 procent stemme på LA, hvis der var valg i morgen, og de ikke-socialistiske partier har et klart flertal blandt dem.

Endnu mere markant var det nylige skolevalg blandt skoleeleverne, hvor LA med over 30 procent blev det suverænt største parti - dobbelt så stort som socialdemokraterne - og hvor blå blok og Moderaterne tilsammen fik over 60 procent.

Hvorfor har de borgerlige i almindelighed og Liberal Alliance i særdeleshed særligt godt tag i de unge?

Spørger man venstrefløjen får man varianter af samme svar, som man derfra altid giver, når ungdommen svinger til højre: En slags»falsk bevidsthed«hos de unge. Så da de unge i 1980erne meldte sig ind i Konservativ Ungdom og i 1990erne ind i Venstres Ungdom, var det nok»på grund af festerne«. Den tilsvarende udlægning i dag er, at de unge er lette ofre for»TikTok-partiet«og lette budskaber.

Pudsigt nok har venstrefløjen langt mere tillid til de unges dømmekraft, når de mener det samme som dem, mens man resten af tiden lyder som om, man aldrig forstod Steffen Brandts tekst til TV-2s 1984-hit om ræven, rønnebærrene og de unge.

Men et spejlbillede af dette er udlægningen hos de borgerlige selv. For eksempel har Christian Egander Skov her i avisen udlagt det som, at nutidens unge stemmer borgerligt, fordi de vender sig imod formynderi. Kort sagt at de unge har set lyset.

Det er der givetvis noget om: Ser man på egentlige holdningsspørgsmål er nutidens unge klart mere»blå«end dem, der er et årti ældre, så der er ikke tale om blot et»modefænomen«. Man skal bare passe på med fortolkningerne.

For sådanne ungdomstendenser den ene eller anden vej har før ledt partier og bevægelser til at overfortolke den overordnede trend. I 1970erne troede venstrefløjen, at med ungdommen bag sig ville alle til sidst være venstreorienterede. I hhv. 1980erne og 1990erne troede Det Konservative Folkeparti og Venstre, at man hver især havde vundet de unge permanent.

Den fejl begik Liberal Alliance også i 2010erne, hvor partiets politikere ofte udlagde partiets daværende succes hos de unge vælgere som et varsel om, at nu kunne det kun gå fremad. Hvorfor? Fordi det er velkendt, at jo flere gange man stemmer på samme parti, desto mere sandsynligt er det, at man vil gøre det i fremtiden.

Og modsat den folkelige myte om, at unge begynder som venstreorienterede og så bevæger sig mod højre, er faktum, at de fleste vælgere som regel bliver ved med at stemme på den fløj, de valgte i ungdommens formative år.

Disse indsigter var korrekte, men De Konservative først i 1980erne, Venstre i 1990erne og LA i 2010erne glemte bare to ting vedrørende de unges partivalg.

Den ene er, at unge i praksis ofte intuitivt foretrækker partier med lidt»kant«i forhold til»det etablerede«og»magthaverne«. Så da De Konservative kom i regering i 1982, Venstre i 2001 og LA i 2016 og blev en del af den grå masse af administratorer, svandt kærligheden hos de unge hurtigt igen.

Den anden vigtige indsigt er fra valgforskningen, og den handler om det, man kalder»kohorter«og generationseffekter. Altså at en generation af unge får deres holdninger dannet på et bestemt tidspunkt, og at det for de fleste holder ved resten af livet.

Og modsat folkloren gør de fleste unge ikke holdningsmæssigt oprør mod deres forældre; tværtimod stemmer de oftest i samme retning. Men derved adskiller de sig typisk fra dem, der er en halv generation ældre eller yngre. Så da ungdommen var overvejende borgerlig i 1980erne og 1990erne, var det børnene af dem, der en generation før overvejende havde været borgerlige - og de er selv forældrene til de unge, der nu stemmer blåt.

Det betyder alt sammen, at de blå partier har udsigt til et godt udgangspunkt de kommende år - men at de gør klogt i ikke at tage de unge for givet. Glemmer man vedvarende værdikamp og prioriterer man ministerbiler højere, forsvinder de unge meget tænkeligt hurtigere.

Emner