Den danske model er altid indrammet af politik

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 5. januar 2024.

DEN DANSKE MODEL INDEBÆRER, at parterne på arbejdsmarkedet i fagforbundene og arbejdsgiverforeningerne selv aftaler løn- og arbejdsvilkår. Det er i princippet ikke noget, som regeringen blander sig i. Forhandlingerne foregår endvidere ved, at valgte repræsentanter for både lønmodtagere og virksomheder forhandler om løn- og arbejdsvilkår i kollektive overenskomster på vegne af medlemmerne.

Sådan lyder salgstalen i hvert fald, når den danske model skal forklares i korttekst.

Den danske model er lige så berømt i samfundsvidenskaben, som det australske næbdyr er i zoologien, fordi der ikke rigtig findes noget tilsvarende i andre lande. Sverige har noget, der ligner, men så alligevel ikke helt. Og i Norge er der betydelige forskelle i forhold til Danmark, fordi det offentlige regulerer forhold, som i Danmark er en sag alene for parterne på arbejdsmarkedet.

Inddrager vi flere andre lande, er forskellen til den danske model endnu større. I disse lande synes man umiddelbart, at det både er mærkeligt og lidt eksotisk, at danske fagforeningsrepræsentanter kan sidde til møder i Bruxelles og være kraftigt imod, at EU for eksempel fastsætter minimumslønninger, som kunne sikre alle lønmodtagere en vis anstændig mindsteløn. Årsagen til de danske fagforeningers modstand er, at fastlæggelse af løn er en opgave for arbejdsmarkedets parter.

Fødselsattesten for den danske model er Septemberforliget fra 1899. Efter flere måneders strejker og lockout hen over sommeren, som både var ved at knække lønmodtagere og arbejdsgivere, kom forliget. Septemberforliget indebærer, at arbejdsgiverne respekterer lønmodtagernes ret til at lade sig repræsentere via fagforeninger og tillidsmænd, når man forhandler kollektive overenskomster. Omvendt respekterer fagforeningerne, at det er arbejdsgiverne, som inden for de fastsatte regler leder og fordeler arbejdet og bestemmer, hvem der skal hyres og fyres.

Septemberforliget kom således ikke til verden, fordi der var en plan bag. Det er mest af alt et udtryk for historiens tilfældige indspark. Men forliget har efter alt at dømme efterfølgende tjent Danmark godt. Man har undgået en stærk politisering af arbejdsmarkedsforholdene, som finder sted i de lande, hvor det er regeringerne, som lægger linjen angående løn- og arbejdsvilkår.

Sandsynligvis har det også bibragt dansk økonomi og politik noget mere stabilitet, at det er parterne selv på arbejdsmarkedet, der tager ejerskab over de eksisterende løn- og arbejdsmarkedsvilkår. Muligvis øger det også til kompromisvilligheden og medfører, at lønkravene ikke bliver ublu, men i højere grad tager hensyn til, hvor mange penge der faktisk er i kassen hos modparten.

DERFOR ER DET NATURLIGVIS helt berettiget at spørge, om trepartsaftalen fra begyndelsen af december i år er et brud på den danske model. Her indgik regeringen med KL (kommunale arbejdsgivere), Danske Regioner (arbejdsgivere for sygehusene), FH (de fleste lønmodtagere) og Akademikerne (akademisk uddannede) en aftale om visse løn- og arbejdsvilkår uden for overenskomstforhandlingerne mellem parterne.

Trepartsaftalen indebærer, at pædagoger, sygeplejersker, sosu-medarbejdere, ansatte i Kriminalforsorgen og jordemødre har mulighed for at få et ekstraordinært lønløft under overenskomstforhandlingerne i 2024. Målet er blandt andet, at fortjenesten bliver større ved at gå på fuldtid og ved at tage aften- og nattevagter.

Årsagen til, at disse personalegrupper skal tilgodeses mere end andre, er, at de har helt særlige rekrutteringsproblemer. Alt i alt er der tale om et ekstra lønløft til den offentlige sektor på 6,8 milliarder kroner ud over, hvad de faglige organisationer kan forhandle sig frem til ved overenskomstforhandlingerne til foråret.

Der er naturligvis tale om et indgreb i parternes frie aftaleret, når regeringen således forlods afsætter særlige lønpuljer til udvalgte grupper. Omvendt er det langt fra første gang, at det sker. Den mest skelsættende trepartsaftale mellem regeringen og parterne indgik man i 1987. Ved den aftale blev der indført arbejdsmarkedspensioner for lønmodtagere, som ikke havde den slags pensionsordninger i forvejen. Trepartsaftalen fra 1987 er en af grundene til, at det danske pensionssystem er mere robust end andre landes, når der fremover kommer flere ældre.

Herudover har skiftende regeringer grebet ind i arbejdsmarkedskonflikter, når de er gået i hårdknude. Det er ofte sket ved, at regeringen har ophøjet en forligsskitse på et bestemt fagområde til lov, efter at lønmodtagerne ved afstemning har forkastet den. Regeringernes interventioner er derfor hyppigere, end man skulle tro, når man lytter til salgstalen om den danske model. Det er også derfor professor emeritus Ove K. Pedersen i en ny bog - ”Myten om den danske model” - kalder det både sandt og falsk, at parterne på arbejdsmarkedet kan indgå aftaler uafhængigt af det politiske system.

Myten om den danske model er langtfra altid falsk. Den holder langt hen ad vejen. Omvendt er parternes uafhængighed langtfra absolut. Skiftende regeringer har grebet ind med jævne mellemrum. Det kan der være forskellige grunde til. En arbejdsmarkedskonflikt kan være gået op i en spids. Eller regeringen kan have højere mål med interventionen, som regeringen ikke mener, at parterne selv kan aftale sig frem til. Som det var tilfældet i begyndelsen af december.

Emner