Det er bedre at regulere CO2-udledningerne fra produktionssiden

Replik af professor Mogens Fosgerau (Økonomisk Institut) og adjunkt Frikk Nesje (Økonomisk Institut) i Politiken den 8. februar 2024. 

Concito mener, at forbruget driver klimakrisen. Forbruget er »drivkraften i drivhusgasudledningerne«, og at vi bør tage fat i »udfordringens rod - nemlig forbrugets omfang og sammensætning«.

Men det giver ikke mening at sige, at det særskilt er forbruget, der driver klimakrisen. For udbud og efterspørgsel optræder på hver sin side af de samme transaktioner. Vores forbrug er produceret et sted. Forbrugets klimaaftryk opstår i produktionen. Det er de samme klimagasser, man opgør begge steder. Vi har påvist store fordele ved at regulere på produktionssiden, med kvoter og afgifter og med komplementære politikker i overensstemmelse med aftalerne i FN.

Som Concito siger, udelukker vi en række indgreb over for forbruget ved at undgå den forbrugsbaserede opgørelse. Det er helt 

Det er legitimt at ønske sig, at samfundet skal organiseres anderledes, men man gør ikke klimaet nogen tjeneste ved at spænde det for en bestemt politisk vogn

tilsigtet. Vi vil adressere klimaproblemet så direkte og effektivt som muligt. Det indebærer, at der er nogle reguleringsværktøjer, vi ikke skal bruge.

Concito mener, at »en mere klimavenlig kost er ... en vigtig løftestang for en fremtidig grøn fødevareproduktion«. Vi mener, at en regulering af landbrugets udledninger af drivhusgas er nødvendig. Det må simpelthen vise sig, hvad det vil betyde for vores madvaner. Visse fødevarer vil blive dyrere, andre billigere, og det vil madvanerne tilpasse sig.

VIRKELIGHEDEN afviger ganske rigtigt fra de stiliserede økonomiske teorier. Faktisk er det netop en sådan afvigelse, der gør det bedre at regulere CO2-udledningerne fra produktionssiden. På produktionssiden kan vi lettest måle og regulere udledningerne. På forbrugssiden har vi derimod det informationsmæssige problem, at det er svært at opgøre CO2-indholdet i alle verdens produkter med nogen større pålidelighed. Den 'uperfekte' verden er en grundsten i vores argumentation.

Concito konkluderer, at »klimapolitik indebærer ... behovet for en omfattende omkalfatring af den økonomiske og sociale aktivitet inden for hver økonomi«. Vi er uenige. Det er legitimt at ønske sig, at samfundet skal organiseres anderledes, men man gør ikke klimaet nogen tjeneste ved at spænde det for en bestemt politisk vogn.

For os som forskere i den offentlige debat er det vigtigt, at vores bidrag er relevante, uanset hvilken politisk overbevisning man måtte have. Vi taler for at adressere klimaproblemet ved at reducere vores klimapåvirkning så direkte og så effektivt, som vi kan, på en måde, der understøtter den globale koordination. Så må det efterfølgende vise sig, hvordan den økonomiske og sociale aktivitet påvirkes.

Emner