En strategi for Europa, hvis Trump vinder

Kronik af ph.d.-kandidat Niels Byrjalsen (Institut for Statskundskab) i Ræson den 4. januar 2024.

Mange europæere vil nok rykke uroligt på stolen ved tanken om endnu en omgang Donald Trump i Det Hvide Hus. Ingen ved, om det bliver meget bedre med Ron DeSantis, hvis guvernøren fra Florida mod forventning kan slå både ekspræsidenten og den siddende præsident. Og hvad bliver reaktionen fra folkedybet, hvis Joe Biden genvinder magten?

Fra et strategisk perspektiv er der da også god grund til bekymring. NATO’s forsvar og afskrækkelse undermineres, hvis der bliver reel tvivl om amerikanske sikkerhedsgarantier. Ukraines frihedskamp svækkes alvorligt, hvis USA nedtrapper eller ligefrem stopper støtten. De liberale demokratier kan ikke skabe løsninger på de helt store problemer – klimaet, teknologien, den globale ulighed, konflikten med Rusland, konkurrencen med Kina – hvis amerikanerne stagnerer i intern polarisering eller det, der er værre.

Men bekymringerne om udviklingen i USA bør ikke gøre Europa handlingslammet. Faktisk har de europæiske lande et godt udgangspunkt for at styrke den transatlantiske forbindelse, uanset hvem der vinder valget. Med Ukrainekrigen og den tiltagende stormagtsrivalisering er interessefællesskabet på tværs af Atlanten stærkere, end da Trump søgte og sikrede sig præsidentskabet første gang. Samtidig er der nu en fælles forståelse af, at fænomenet Trump og de underliggende politiske bevægelser, han repræsenterer, ikke bare er et skørt og forbigående indslag. Det er derimod en central del af den nye amerikanske – og dermed transatlantiske – virkelighed.

Otte år er lang tid

Den 16. juni 2015 var en bemærkelsesværdig dag. Ikke så meget fordi en måling fra Epinion viste, at rød og blå blok (de fandtes stadig) stod helt lige før folketingsvalget to dage senere. Mere fordi Trump annoncerede sit kandidatur til præsidentposten i New York. Det var der ikke mange, der tog seriøst – hverken i det amerikanske establishment eller i Europa. Bookmakervirksomheden Ladbrokes gav pengene på en Trump-sejr 150 gange igen.

Europæiske ledere fokuserede på mere alvorlige og presserende problemer. Håndteringen af migrationsstrømme i forlængelse af krigen i Syrien. Kampen mod terrororganisationerne ­­– højaktuelt først med angrebet på Charlie Hebdo i januar og sidenhen det omfattende angreb på bl.a. spillestedet Bataclan i november, begge i Paris.

Udfordringerne var store, men ved årsskiftet 2015/2016 var de transatlantiske grundpiller stadig på plads. Europæerne, i hvert fald vesteuropæerne, levede fortsat i den liberale ordens behagelige boble. På trods af amerikanernes mange fejl og mangler kunne man regne med USA.

Otte år senere er det transatlantiske forhold trådt ind i en mere usikker tid. EU, NATO og de mange andre institutioner fungerer kun, så længe vælgere og folkevalgte kan se fornuften i dem. Brexit og valget af Trump viste imidlertid en gevaldig intern modstand mod den politiske udvikling – nationalt såvel som internationalt – i både Europa og Nordamerika. Samtidig viste coronapandemien, at den globaliserede verden er fuldstændig sammenkoblet. Risici og sårbarheder krydser alle luftveje og landegrænser, og illusionen om at leve i en boble er netop det – en illusion.

Med Ruslands fuldbyrdede invasion af Ukraine den 24. februar 2022 blev truslen mod den transatlantiske alliance og freden i Europa helt tydelig for enhver. Den privilegerede følelse af fundamental sikkerhed er væk. Få vil i dag (december 2023) udelukke, at Trump kan genvinde magten. Endnu færre vil føle sig trygge ved det transatlantiske forholds fremtid, hvis han gør.

Biden-perioden har selvfølgelig ikke været uden en vis fremdrift. NATO-landenes evne til at samle sig om støtten til Ukraine er et markant skridt. Sveriges og Finlands indtrædelse i alliancen styrker fællesskabet og understreger, at NATO fortsat opfattes som garanten for europæisk sikkerhed. Europæernes tiltagende forsvarsvilje og amerikanernes tiltagende vilje til at imødegå klimaforandringerne bringer de to sider af Atlanten tættere sammen – på trods af de forventelige politiske konflikter om markedsandele og statsstøtte, som følger med. Oprettelsen af EU-US Trade and Technology Council styrker samarbejdet, særligt i den fælles konkurrence med Kina.

Alligevel må usikkerheden nu siges at være et transatlantisk grundvilkår. Resultaterne i undersøgelsen Transatlantic Trends 2023, udgivet af German Marshall Fund i september, er tankevækkende.[1] På tværs af en lang række NATO-lande (inklusive USA og Canada) mener 77 pct. af de adspurgte, at NATO er ”vigtig” eller ”meget vigtig” for deres nationale sikkerhed, herunder 45 pct. på ”meget vigtig”. Til sammenligning var det samlede tal i 2021 67 pct., men med kun 26 pct. på ”meget vigtig”. Ruslands angreb på Ukraine har sat sit aftryk på holdningsdannelsen. Samtidig er der blandt de adspurgte et udbredt ønske om øget samarbejde med Kina og en opfattelse af, at vestlige regeringer ikke tager ansvar i klimakrisen. Dette får forfatterne til at konkludere, at det transatlantiske forhold i befolkningerne ”ses som uegnet eller utilstrækkeligt til at håndtere fremtidens udfordringer”. Dertil kommer, at unge respondenter generelt er mere negative over for de transatlantiske institutioner og mere positivt stemt over for kinesisk og endda russisk indflydelse end ældre respondenter. Generationsforskellene antyder, at de seneste otte år har ændret på noget grundlæggende i Europa og Nordamerika.

USA’s strategiske interesser i Europa

Den nye usikkerhed ændrer imidlertid ikke på, at der er stærke strategiske interesser vævet ind i det transatlantiske forhold. Man kan, som forskningen i international politik fortæller os, tolke og konstruere nationale interesser på forskellige måder – Trumps (første) periode som præsident er det mest åbenlyse eksempel på det. Alligevel er der gode grunde til at se den transatlantiske alliance som et interessefællesskab.

For USA’s vedkommende kan man fremhæve tre overordnede strategiske interesser.

For det første har USA en stærk interesse i europæisk orden og sikkerhed. Gennem to verdenskrige lærte amerikanske beslutningstagere, at et fredeligt, stabilt og demokratisk Europa er af vital betydning for USA’s egen sikkerhed og velstand. Denne lektie blev endnu en gang betonet, da en kommission nedsat af den amerikanske Kongres i oktober udgav sin afsluttende rapport om USA’s strategiske positur (strategic posture).[2] Forfatterne skriver bl.a., at USA’s allierede og partnere ”styrker amerikansk sikkerhed ved at afskrække aggressioner regionalt, før de kan nå amerikansk territorium”. Med stærke europæiske allierede holdes konflikter altså på afstand. Så længe Rusland holdes tilbage ved frontlinjen i Ukraine, eller måske endda skubbes ud af de ulovligt annekterede områder, forbliver den militære konfrontation langt fra amerikanske kyster. NATO’s bredere afskrækkelse sikrer en tilsvarende dynamik, både angående aggressive autokratier og terrororganisationer: Jo stærkere Europa er, jo mindre truet er USA. Samtidig understøtter det europæiske fællesskab, at konfliktniveauet internt i Europa holdes nede, så Washington kan lave krisestyring andre steder. Eksempelvis spiller EU en for USA vigtig rolle som stabiliserende faktor i relation til brudlinjerne på Balkan.

For det andet er det i amerikansk interesse at have potente støtter i den globale magtkamp og stormagtskonkurrence med især Kina og Rusland. USA har vigtige allierede og partnere uden for Europa: Japan, Sydkorea, Australien, Saudi-Arabien, Israel, for blot at nævne nogle. Men Europa er af afgørende karakter. De europæiske lande bidrager i meget konkret forstand til at fastholde USA’s magtposition. De indgår i amerikansk-ledede militære koalitioner og operationer rundtomkring i verden. De har enorm økonomisk tyngde og kan sammen med amerikanerne påvirke politikken i de fleste lande gennem sanktioner og andre former for handelspolitiske og finansielle instrumenter. De har rå diplomatisk magt, der kan aktiveres i bestræbelserne på at fremme fælles transatlantiske dagsordener, herunder i FN-systemet og i mange andre internationale organisationer. Vigtigst af alt er det, at Europa giver legitimitet til USA’s globale lederskab. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor den liberale orden mister opbakning, mens illiberale alternativer vinder fodfæste. Efter et kvart århundrede alene på toppen af det globale magthierarki skal amerikanerne nu kæmpe for retten til ansvaret og indflydelsen – og for positionen som den mest legitime ledende stat blandt flere. Her er det gavnligt at have gode, trofaste og magtfulde venner.

For det tredje har USA store økonomiske interesser i det transatlantiske forhold. Amerikansk vækst fremmes af europæisk vækst. Obamas pres på Merkel og de andre europæiske ledere om at føre en mere ekspansiv politik under finanskrisen i slutningen af 2000’erne handlede selvsagt i høj grad om at styrke grundlaget for amerikansk økonomi. I de seneste år er USA’s vækst endnu en gang trukket fra den europæiske, bl.a. på grund af den boomende amerikanske tech-sektor samt de negative effekter, som Ruslands krig mod Ukraine har haft for europæisk økonomi. Igen er den europæiske udvikling til ulempe for USA. Og den økonomiske forbindelse over Atlanten bliver kun vigtigere, i takt med at både USA og (mere henholdende) europæiske lande indsnævrer handel med og investeringer i/fra Kina i forsøget på at decouple eller de-riske økonomierne.

Derudover er de europæiske lande med til at opretholde et globalt økonomisk system med USA i førertrøjen. Det handler om at bidrage til og udvikle det sæt af regler og mekanismer, som amerikansk økonomi lukrerer på, herunder i reguleringen af handel, finansmarkeder, digital teknologi og udenlandske investeringer. Det handler også om at videreføre en velkendt vestlig tilgang over for tredjelande, der reproducerer etablerede globale værdikæder, herunder i produktionen af varer og leveringen af service, i udviklingspolitikken og i den grønne omstilling. Kort sagt er Europa en essentiel brik i USA’s økonomiske magt.

Europas strategiske interesser i USA

Der skal to til tango, og Europa har også stærke strategiske interesser på spil i USA. Igen er det nyttigt at fremhæve tre hovedkategorier.

Den første handler om sikkerhedsgarantier og militær magt. Siden Anden Verdenskrig har det amerikanske forsvar og amerikanske atomvåben været af vital betydning for Europa. Med Ruslands handlinger i Ukraine er det nu igen tydeligt, at USA stadig er omdrejningspunktet i europæisk sikkerhed: Den eneste effektive måde at afskrække fjender på er at være med i NATO. Alliancens kollektive forsvar og afskrækkelse står og falder med amerikansk militær magt – og viljen i Washington til at bruge den i forsvaret af USA’s allierede. De europæiske lande har dermed en klar interesse i at fastholde den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa. Det gør det i øvrigt også billigere, at USA bærer noget af byrden, frem for at de europæiske lande skal betale hele regningen selv. Dertil kommer, at USA fungerer som en pacifier, der – på en anden måde end EU – lægger bånd på intraeuropæiske konflikter. Dermed undgår Europa i vid udstrækning, at enkeltlande begynder at søge beskyttelse andetsteds, hos fx Rusland eller Kina, med de eskalerende konfliktdynamikker, det kunne medføre.

De europæiske lande har ikke kun brug for USA’s militære muskler, men også for amerikansk politisk lederskab. På en lang række områder er det vanskeligt for EU at fremme de politiske dagsordener, man fra unionens side ønsker, uden at USA enten går forrest eller i det mindste er en ligeværdig og troværdig partner. Det vedrører bl.a. klimapolitik, handelspolitik, den digitale transition, kritisk infrastruktur og menneskerettighedsspørgsmålet.

Den europæiske interesse handler til dels om, at USA viser lederskab og forhandlingsvilje i det ’interne’ forhold over Atlanten. Det er fx svært for Europa for alvor at styrke sin evne til selvforsvar (hvilket USA ønsker), mens den europæiske forsvarsindustri fastholdes i en vis afhængighed af amerikanske producenter (hvilket USA også ønsker, om end sjældent artikuleret så direkte). I denne slags dilemmaer er lederskab i Washington altafgørende for, at Europa selv kan bevæge sig fremad.

Europæerne har dog også interesser i amerikansk lederskab i forhold til de fælles, ’eksterne’ relationer. Det er vanskeligt at lave store internationale eller globale aftaler, uden at USA er med ved bordet – både fordi aftalerne ofte mangler tyngde uden USA, og fordi andre stormagter ofte kun vil være med, hvis USA også er med, for ikke at stille sig selv dårligere i deres interne konkurrence. Disse dynamikker kendes fx i aftaler om ikkespredning af atomvåben og om begrænsninger på udledningen af drivhusgasser.

Samtidig er USA’s politiske lederskab væsentligt for Europa, fordi det er med til at skabe og forme de regler og normer, der gør sig gældende ude i verden. De europæiske lande arbejder for en regelbaseret global orden, men dette arbejde er nærmest umuligt, hvis USA underminerer den selvsamme orden.

Endelig har Europa en meget stærk interesse i en stabil politisk situation i USA samt i en politisk udvikling, der sikrer et velfungerende amerikansk liberalt demokrati. Denne interesse er ikke ny, men det er nyt, at der er behov for, at den italesættes og overvejes. Mest grundlæggende handler det om at undgå en politisk katastrofe.

Januar-februar-udgaven 2024 af magasinet The Atlantic beskæftiger sig med de sorte skyer, der samler sig over USA, hvis Trump vinder præsidentvalget.[3] I et indlæg i Washington Post advarede den amerikanske forfatter og samfundsdebattør Robert Kagan for nylig ligefrem om, at USA med en vis sandsynlighed er på vej mod et Trump-diktatur.[4] Det er umuligt at vurdere, hvor sandsynligt et sådant scenarie er, men alene det, at vi ikke kan afskrive det helt, bør give anledning til store bekymringer – også i europæiske hovedstæder.

Hvis Trump vinder den republikanske nominering, men taber præsidentvalget, kan Stormen på Kongressen den 6. januar 2021 i værste fald vise sig at have været et lille forvarsel om det, der kommer: Oprør eller måske endda borgerkrigslignende tilstande i USA er åbenlyst heller ikke i europæisk interesse. Der er ganske enkelt ikke noget transatlantisk forhold uden en nogenlunde funktionel amerikansk stat at forholde sig til.

Selv hvis katastroferne udebliver, betyder det ikke, at Europa kan sænke skuldrene. USA’s politiske system er blevet mere og mere dysfunktionelt, siden polariseringen for alvor tog til i Obamas regeringsperiode. Det skaber en blanding af stagnation, fordi Demokraterne og Republikanerne ofte blokerer for hinandens politiske initiativer, og tvetydighed, fordi de tiltag, der trods alt bliver gennemført, ofte ikke varer ved, men derimod bliver stoppet eller omgjort, når den politiske magt skifter. Begge dele er ødelæggende for USA selv, men også for det transatlantiske samarbejde. USA bliver mindre nyttig som samarbejdspartner, når det bliver vanskeligere for den amerikanske administration at få sin egen politik igennem, og når det bliver uklart, om man kan regne med, at den førte politik fortsætter længere end til næste præsident- eller kongresvalg. Europa har en strategisk interesse i, at amerikanerne finder en vej ud af deres politiske dødvande.

At forberede sig til storm

Det transatlantiske interessefællesskab kan ikke diktere retningen i amerikansk politik. Politiske ledere kan forstå nationale interesser (fx behovet for amerikanske sikkerhedsgarantier til Europa) forskelligt. Og selv hvis de forstår interesserne på samme måde som de fleste i statsapparatet, kan de prioritere nogle interesser over andre (fx hensynet til at spare penge versus hensynet til at have en militær tilstedeværelse i Europa).

Omvendt er fælles interesser et godt udgangspunkt for dem, der skal håndtere Trump eller andre med lignende synspunkter. De fælles interesser gør det muligt for europæerne og for de mange folk i det amerikanske system, der udfolder og forhandler de transatlantiske bånd i praksis, at skabe gode argumenter for en politik, der fremmer det transatlantiske forhold. Den slags argumenter vil en magtorienteret amerikansk præsident have vanskeligt ved fuldstændigt at se bort fra. Trumps støtter vil, som alle andre, have resultater, og en amerikansk præsident skaber ikke mange resultater ved at gå stik imod nationale interesser. Dette betyder ikke, at man kan vide sig sikker på, at Trump eller andre undlader at træffe dumme beslutninger med alvorlige konsekvenser. Men det øger alt andet lige muligheden for, at sådanne beslutninger kan undgås, forsinkes eller inddæmmes.

Samtidig er der nu erfaringer at trække på. EU og NATO har allerede prøvet at navigere over for en Trump-administration og kan udnytte den læring, man opnåede i 2017-21. Eksempelvis peger nogle forskere på den positive rolle, som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, og andre i alliancesystemet spillede i forhold til at imødekomme og imødegå Trumps konfrontatoriske linje over for Europa. NATO-chefen brugte bl.a. sin platform til at dagsordensætte de amerikanske forventninger om en mere ligelig byrdedeling i alliancen, et klart Trump-ønske. På samme tid arbejdede Stoltenbergs team dog også mere subtilt på at skabe politiske koalitioner med de mange Rusland-kritiske stemmer i det amerikanske politiske system – herunder i selve Trump-administrationen – der effektivt kunne bidrage til at lægge låg på præsidentens problematiske ambitioner om et tættere forhold til Rusland.[5] Mere generelt har Europa altså muligheder for at forberede sig – både fordi alle anerkender, at Trump rent faktisk kan vinde magten, og fordi der er et erfaringsgrundlag at trække på.

Mest akut er spørgsmålet, hvordan Europa forbereder sig på en situation, hvor der bliver tvivl om USA’s støtte til Ukraine – eller hvor denne støtte stoppes. Desto større usikkerhed om USA, desto vigtigere er det europæiske fællesskab og de europæiske landes vilje til sammen at stå bag Ukraine. Europæisk sammenhold bliver derfor et centralt tema i europaparlamentsvalget i juni 2024 – måske ikke for den enkelte vælger, men i den bredere forandring af europæisk politik, der vil følge i kølvandet på valget.

Det samme gælder spørgsmålet om styrkelsen af europæisk forsvar og strategisk autonomi. Dette spørgsmål tages i modsætning til for få år siden seriøst i mange EU-lande, først og fremmest på grund af Ruslands angreb på Ukraine, men også pga. udsigterne til et mildest talt usikkert NATO-fundament med Trump 2.0. På den ene side pointeres det, at Europa bør øge sin egen forsvarsevne langt mere dramatisk og hurtigt, end der på nuværende tidspunkt er lagt op til. På den anden side pointeres det, at bevægelsen i retning af øget strategisk autonomi risikerer at gøre USA’s afkobling fra NATO til en selvopfyldende profeti.

Der er ingen simple svar i forberedelserne på den næste amerikanske præsidentperiode, men europæiske ledere har et ansvar for at søge dem.

Europæiske udfordringer

11 måneder før præsidentvalget i USA er meget af den europæiske debat ikke overraskende fokuseret på, hvordan man gør Europa mere robust over for den nye transatlantiske usikkerhed. Men den defensive tænkning kan ikke stå alene. Selv hvis USA og Europa slipper for Trump, er der en blivende og måske tiltagende kraft i de politiske bevægelser, han er et symptom på. Det gælder på begge sider af Atlanten. Europæiske lande – herunder de mest transatlantisk indstillede som Danmark – har derfor gode grunde til at tænke mere over, hvad man fra europæisk side kan gøre for at styrke det transatlantiske forhold på sigt.

Dette handler om den strategiske tænkning og politikudvikling på det overordnede fælleseuropæiske niveau. EU laver strategipapirer, senest Det Strategiske Kompas fra 2022, og forfølger store strategiske dagsordener, fx i forhold til forsyningssikkerhed, forsvarsindustri og håndteringen af klimakrisen. Men de europæiske strategier handler om Europa. Der er derimod ingen store europæiske visioner for det transatlantiske forhold. Hvordan skal europæisk sikkerhed organiseres i en virkelighed, hvor USA koncentrerer sig om Kina? Hvordan skal den transatlantiske alliance ifølge europæiske regeringer manøvrere i de balancer, der kendetegner den nye strategiske konkurrence på globalt niveau? Disse spørgsmål blæser indtil videre ubesvarede i vinden. Det gør det lettere for Trump og andre at fremføre argumenter om, at EU agerer mere som en modstander (foe) end som en ven for USA, og at det transatlantiske forhold – herunder NATO-medlemskabet – er en ’dårlig deal’ for amerikanerne. Og det fastholder Europa i det svindende håb om, at alt bliver, som det var engang.

Behovet for en mere offensiv europæisk tilgang til det transatlantiske forhold handler også om de bånd, der binder. Under et besøg i USA i september mødtes den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, med betydningsfulde repræsentanter fra Republikanerne, inklusive stærke Trump-støtter i Texas. Hvor effektivt ministerens besøg var i forhold til at skabe nye relationer, står hen i det uvisse. Tankegangen er dog fornuftig nok. Mainstream-Europa kan ikke blive ved med at behandle den nuværende version af Republikanerne som et fremmedelement, man holder på afstand, mens man venter på, at det går væk af sig selv. Det er – på trods af de dybe skel og uenigheder – mere gavnligt at engagere sig, hvis man vil skabe en fælles forståelse af de fælles transatlantiske interesser.

Båndene kan også opdyrkes på mere kreative måder. Måske kan europæiske lande styrke båndene til amerikanske byer eller delstater – som fx Japan i årtier har gjort det i et omfattende samarbejde med den amerikanske delstat Georgia. Måske kan man i den digitale tidsalder finde nye måder at kultivere positive transatlantiske fællesskaber online på. Måske kan nogle af de mange programmer for uddannelse i udlandet og kulturudveksling, som findes internt iblandt EU-landene, inspirere til en genopblomstring af tilsvarende transatlantiske initiativer.

Det er naturligt og fornuftigt, at Europa vil gøre sig selv mere robust i en tid præget af vedvarende transatlantisk usikkerhed. Men der er samtidig et mulighedsrum – og en platform af fælles interesser at stå på – hvis europæerne tør tage skridtet og se sig selv som aktiv medskaber af fremtidens transatlantiske forhold.

Emner