Et inviteret imperium ser mod øst

Kronik af professor Rasmus Mariager (Saxo-Instituttet) og professor Anders Wivel (Institut for Statskundskab) i Weekendavisen den 24. februar 2024. 

Fra denne weekend bimler krigsklokkerne over Europa på tredje år, og det bliver værre, før det bliver bedre. Rusland vil øge brugen af hybride virkemidler, påvirkningskampagner vil forekomme stadig hyppigere, og ledelsen i Kreml vil forberede sabotage mod Danmark, hvis konflikten mellem Rusland og NATO eskalerer. Samtidig truer Rusland sine fjender med brug af kernevåben.For Putin handler det om at nedbryde den sikkerhedspolitiske orden i Europa. Det er skræmmende for transitlandet Danmark, men for at forstå, hvor det placerer os fremover, må vi træde et skridt tilbage og anskue de seneste 80 års konflikt mellem USA og Rusland som en imperial konfrontation.

Efter Anden Verdenskrig etablerede USA et imperium. Sådan ser amerikanerne ikke selv på det, men det var det, der skete. USA rakte ud efter verden, fordi det var en nation med globale interesser. Landet opbyggede sit imperium ved først at spille en nøglerolle i etableringen af nogle af efterkrigsårenes mest indflydelsesrige internationale institutioner - FN, Bretton Woods-systemet og NATO - for derefter at bruge disse institutioner til at styre og lede det internationale samfund.

Det amerikanske imperium blev en succes, fordi USA var i stand til at forsyne sine venner og allierede med økonomisk velstand og sikkerhed. Men det var også en succes, fordi det lykkedes at amerikanisere de lande, der indgik i imperiet, som ikke kun byggede på USAs egne ambitioner. I slutningen af 1940erne efterspurgte flere europæiske lande amerikansk lederskab og varigt engagement i Europa. Det gjorde de, fordi de frygtede sovjetisk ekspansion. Det amerikanske imperium var derfor det, den nyligt afdøde norske historiker Geir Lundestad har karakteriseret som et»inviteret imperium«.

Efter Den Kolde Krig udvidede og konsoliderede USA sit imperium, og da først borgerkrigen i Jugoslavien var afsluttet, var det en dominerende forestilling i Vesteuropa, at freden i nærområdet var kommet for at blive. Men sådan kom det ikke til at gå. Det gærede i Mellemøsten, Kina vækstede, og i Rusland greb Vladimir Putin magten.

Angrebet på USA 11. september 2001 var en brat opvågning, derefter fulgte de katastrofale krige i Afghanistan og Irak. Samtidig blev der i Det Globale Syd set med stadig større forundring på Vestens tale og noget ujævne implementering af det såkaldt regelbaserede internationale samfund. Forvarsler var der med andre ord nok af, men kulminationen på ulykkerne indtraf 24. februar 2022, da Rusland tidligt om morgenen indledte sin angrebskrig mod Ukraine.

Siden har landene i Vesten sanktioneret Rusland, øget oprustningen, støttet Ukraine. Men for lidt og for sent. Mens vi i Europa ser krigen som den primære kampplads for fremtidens internationale orden, så er det for amerikanerne en krig i Europa og for resten af verden blot én konflikt blandt mange andre.

Europa må vænne sig til et liv uden for rampelyset. USA og Kina har vist sig som de afgørende magter med Europa og Rusland som afhængige juniorpartnere. De gamle europæiske stormagter har haft et mindre sikkert blik for Europas dobbelte grundudfordring:

Først den dybe afhængighed af amerikansk militær, økonomisk og diplomatisk magt i en verden, hvor Europa fylder stadig mindre, hvad end man måler på befolkningstal, økonomi eller militær kapacitet. Dernæst den europæiske vildrede og uenighed om, hvordan man skal navigere som en region (og civilisation) blandt flere andre og uden at kunne gøre krav på hovedrollen eller dagsordenen.

Det europæiske svar på Ukrainekrigen illustrerer problemet. Man har lagt vægt på de store visioner - en kamp for en international og regional retsorden og et løfte til Ukraine om EU-medlemskab, og man har lagt vægt på de helt konkrete mål som flere penge til Forsvaret og øget produktion af ammunition. Men man mangler alt det, der findes ind imellem. Dér, hvor det politiske sprængstof ligger:

Hvordan skal EU se ud i fremtiden, og hvilken rolle skal Europa konkret spille i verden i forhold til stormagterne USA og Kina og i forhold til Rusland? Hvad er de politiske og økonomiske implikationer af et ukrainsk EU-medlemskab? Og ikke mindst: Hvem skal tage lederskabet, og hvem vil betale regningen?

For Danmark rummer udviklingen både en europæisk og en amerikansk udfordring. Den amerikanske udfordring er den mest presserende på kort sigt. En regning skal betales efter Ukrainekrigen, og i USA vil der være en klar forventning om, at loyale europæiske allierede hjælper USA med Kina, når nu USA har hjulpet europæerne med Rusland.

For et lille superatlantisk land med alvorlige rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, gammelt materiel, et forsvarsbudget, der først - med hjælp fra lidt kreativ bogføring - er ved at nå målet om de to procent af BNP, samt udsigt til væsentlige trusler i Østersøområdet og Arktis mange år frem, bliver det ualmindeligt svært at leve op til forventningerne.

På længere sigt kan den europæiske udfordring dog vise sig at være langt mere alvorlig. Med store visioner uden klare planer for implementering - væsentligst for det ukrainske EU-medlemskab - er der lagt op til et masseslagsmål om unionens fremtid: Hvordan forestiller man sig, at det europæiske budget skal se ud - ikke mindst når det gælder landbrugspolitikken? Hvad betyder det helt konkret, at EU skal være en geopolitisk aktør med strategisk autonomi?

Et sandsynligt scenarie er et splittet Europa uden evne og vilje til at give ukrainerne de medlemskaber og garantier, som de ønsker og har brug for, hvis de skal sikre sig mod den russiske trussel og blive i stand til at genopbygge deres land. Inden vi når så langt, skal krigen i Ukraine imidlertid vindes. Det forudsætter økonomisk og militær hjælp, men der skal mere til.

Europa må søge en ny forståelse med USA om, hvilke interesser og værdier der binder kontinenterne sammen, og hvordan vi kan, og hvorfor vi skal forsvare den liberale, internationale orden. Det amerikanske imperium går næppe under lige med det første, men dets tyngdepunkt flytter mod Asien. For Danmark, der både er europæisk, superatlantisk og for lille til at sætte en international dagsorden, bliver en ny transatlantisk forståelse afgørende for fremtidens muligheder og udfordringer.

Emner