EU regulerer for lidt - ikke for meget

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 25. maj 2024.

I et forsøg på at høste stemmer forsøger mange nationalkonservative at fremstille EU som et reguleringsmonster. Men i langt de fleste tilfælde er det medlemslandene selv, som regulerer mere, end de behøver.

Må man brænde sit eget haveaffald af eller har EUs-affaldsdirektiv gjort den slags forbudt?

Spørgsmålet udløste i foråret ramaskrig hos vores svenske naboer, da EUs affaldsdirektiv tilsyneladende forbød dem at futte deres private haveaffald af i en tønde i baghaven. Sådan havde de jo altid gjort.

Sagen blev udlagt som endnu et eksempel på, at EU blander sig for meget. Herhjemme har vi hørt samme sang om EUs barselsdirektiv fra især nationalkonservative politikere og debattører, som har villet skabe kant til mere liberale borgerlige.

Ved at tildele fædre ni ugers betalt barsel overregulerer EU og bestemmer ting, som vi selv bør bestemme, forstår man. Problemet er bare, at påstanden om EU som skurken meget sjældent holder. Det er nationale regler og nationale politiske aftaler, som i langt de fleste tilfælde bestemmer, hvordan direktiver skal gennemføres lokalt. Og her har der været en tendens til, at nationale myndigheder strammer skruen en ekstra tand, så reglerne bliver mere vidtgående end nødvendigt.

Det falske narrativ

Faktisk viste CEPOS i en undersøgelse fra 2023, at hvert fjerde direktiv overimplementeres. Såvel affaldsdirektivet som fædrebarsel er gode eksempler. Formålet med affaldsreglerne er at beskytte miljøet og bidrage til den cirkulære økonomi ved at anvende ressourcerne så effektivt som muligt. Hver europæer producerer fem ton affald om året, og kun 38 procent genanvendes.

Også betalt barsel til fædre giver tilsyneladende så god mening, at de Kristeligt Konservative i Europa-Parlamentets EPP-gruppe er glødende tilhængere. Det er ellers den gruppe som såvel Liberal Alliance som De Konservative, begge fædrebarselsmodstandere, bejler til.

For EPP handler det om muligheden for at knytte far og barn tættere sammen. Tager fædrene mere ansvar for børnene tidligt, vil det fortsætte resten af livet. Herudover sikrer reglerne, at kvinder ikke sakker bagud på arbejdsmarkedet med alt for lave lønninger og pensioner, fordi de tager hele barslen.

Herudover øger tiltaget arbejdsudbuddet i Europa, da mere ligelig deltagelse i arbejdslivet gøres mere økonomisk attraktivt for begge køn. Alt sammen noget, som burde være gode borgerlige mærkesager.

Men narrativet om, at det er EU, snarere end medlemslandene selv, som overregulerer, holder altså heller ikke for en nærmere prøvelse.

National overimplementering

Tag de svenske affaldsafbrændere. Her viste det sig, at det var de svenske myndigheder, som havde givet kommunerne ret til at vurdere, om privat afbrænding af grene og kviste, var i overensstemmelse med direktivet. Og her vurderede de enkelte kommuner forskelligt - til stor gene for visse haveejere.

De svenske myndigheder lod altså lokaldemokratiet råde (og overimplementerede), men kunne også have valgt - mere lempelige - nationale retningslinjer.

Det samme gælder Danmarks implementering af EUs barselsdirektiv, som pålægger medlemslandene at øremærke ni ugers barsel til fædre. Her valgte et politisk flertal i det danske folketing (tiljublet af de erhvervs- og arbejdstagerorganisationer, som ellers først var imod forslaget), at gå længere end mindstekravene.

EU stiller for eksempel ikke krav om, at man skulle give fædre hele 11 ugers betalt barsel eller at øremærkningen skal gælde medforældre, endsige hvor meget fædre skal kompenseres. Overimplementeringen er altså et rent nationalt valg.

Når hippe nationalkonservative politikere og debattører konstant kolporterer ideen om, at EU regulerer for meget, kunne man måske have forventet, at de faktisk de nationale mekanismer bag de regler, nogle af dem gerne vil til Bruxelles og stemme igennem.

Senest har direktivet om tidsregistrering fået nogen op i det røde felt, fordi EU-domstolen på foranledning af en klage fra en borger præciserer, at arbejdstidsdirektivet skal overholdes, så ingen tvinges til at arbejde mere end 48 timer ugentligt.

Det er sund fornuft og ville faktisk i modsat fald give de virksomheder, som ikke respekterer direktivet, en konkurrencefordel. Men igen kræver det selvfølgelig, at medlemslandene - som selv har stemt for direktivet - gennemfører tidsregistreringen så ubureaukratisk og smidigt som muligt.

Måske er problemet i øjeblikket slet ikke over-, men underimplementering. Flere peger således på, at den siddende Kommission ikke har taget opgaven som traktatens vogter alvorligt nok. Der er de sidste fem år anlagt markant færre traktatbrudssager imod lande og virksomheder som bryder EU-reglerne ved bevidst at underimplementere dem.

Erfarer et land, at der»intet sker«, hvis de bryder EU-retten, hvorfor så ikke bare fortsætte med at udnytte det? Underimplementering er mindst lige så skadeligt for den fair konkurrence som overimplementering.

Så når Lars Løkke Rasmussen nu erkender, at den danske regering i sin landbrugspakke i 2015, imod bedre vidende og råd fra samtlige miljøeksperter om risikoen for dødt havmiljø, bevidst underimplementerede vandrammedirektivet, skyldes problemerne ikke, at EU overregulerer. Problemet er snarere, at medlemslandene i stigende grad ikke respekterer de spilleregler, de selv har skrevet under på.

Emner