Europa må vågne op og acceptere, at de gode gamle dage er endegyldigt forbi

Af chefanalytiker Christine Nissen (Tænketanken Europa) og postdoc Jakob Dreyer (Institut for Statskundskab), Information, 11. november 2024.

Europa åndede lettet op i 2020, da Joe Biden blev valgt som USA's 46. præsident. Valget af Trump i 2016 var formentlig bare en engangsforseelse. En undtagelse.

Europæiske ledere havde "holdt ud" – hårdt pressede og ængstelige til tider, men det transatlantiske forhold bestod.

Joe Biden, den gamle transatlantiske koldkriger, genskabte "normalen" med sin udenrigspolitiske mærkesag om at genopbygge båndet mellem USA og Europa, som han følte så stærkt for.

Men under overfladen lurede det, som Europa frygtede. At Biden skulle blive den sidste amerikanske præsident, som repræsenterede, hvad der nu endegyldigt synes at være en verden af i går.

For Trump vandt som bekendt igen. Og ikke fordi det amerikanske valgsystem er udemokratisk og forældet. Men med flest stemmer, 312 valgmænd, alle de store svingstater og med al sandsynligvis ikke bare Senatet, men også Repræsentanternes Hus.

Hans administration har således et klart, stærkt og demokratisk mandat til at handle, som de ønsker.

USA's ubestemte fase

Baseret på ideer fra den amerikanske historiker Gary Gerstle kan amerikansk politisk historie og udvikling opdeles i 'ordener', der strækker sig over 30 til 40 år.

Disse ordner omfatter ikke kun en dominerende politisk ideologi, men også en bredere forståelse af, hvad der anses for det rigtige og det gode liv. En politisk orden varer ved på tværs af skiftende regeringer og partier

Selvom Bidens valg i 2020 – især i Europa – blev tolket som en tilbagevenden til det, vi kendte, så vi også, hvor Biden bevarede flere elementer fra Trumps 'America First'-tilgang.

Når en orden ændres, sker det i kølvandet på større politiske kriser. Et eksempel er New Deal-ordenen, som begyndte i 1930'erne under præsident Franklin D. Roosevelt.

Her spillede den føderale regering en aktiv rolle i samfundsudviklingen med fokus på opbygning af infrastruktur og etablering af social støtte. Denne kurs blev ikke blot videreført af demokraterne, men også af republikaneren Dwight Eisenhower, der sad som præsident fra 1953-1961.

I slutningen af 1970'erne blev New Deal-ordenen afløst af en æra, hvor fokus var på at sikre frie, globaliserede markeder.

Den økonomiske liberale og globale tilgang blev ikke alene fremmet af republikanerne, men fandt også støtte hos demokratiske ledere som Bill Clinton.

Efter finanskrisen er USA trådt ind i en ny, ubestemt fase – et interregnum, hvor der har været en gradvis større indblanding i markederne, men en herskende tvivl om, hvilken retning den politiske orden skulle tage.

Brud med den transatlantiske orden

Trumps valg i 2016 var det første tegn på, at en ny orden grundlagt på hans eget valgslogan 'America First' var ved at tage form.

Denne nye orden gør op med det neoliberale system, hvor frihandel, demokratiske værdier og globalisering er målsætningen, og hvor et relativt ordnet, internationalt system understøtter disse principper.

I stedet ser vi nu et næsten modsatrettet udgangspunkt, hvor amerikanske interesser sættes først ved at fremme økonomisk protektionisme og øge grænsekontrollen for at beskytte amerikanske arbejdspladser og industri.

Og for Europa bryder denne nye orden med den transatlantiske orden, hvor Europa kunne regne med USA som sikkerhedsgarant og liberal-demokratisk partner på den internationale scene.

Afstanden til Europa er ikke ny

Selvom Bidens valg i 2020 – især i Europa – blev tolket som en tilbagevenden til det, vi kendte, så vi også, hvor Biden bevarede flere elementer fra Trumps 'America First'-tilgang.

Biden videreførte blandt andet en hård linje over for Kina med told og restriktioner og styrkede alliancer for at begrænse kinesisk indflydelse.

Europa må vågne op til denne virkelighed og acceptere, at Trump repræsenterer en ny politisk orden i amerikansk politik, hvor de gode gamle dage er endegyldigt forbi.

På migrationsområdet har han lagt op til at fastholde centrale stramninger sat i værk under Trump. På det grønne område fik Biden hurtigt meldt USA ind i Paris-aftalen igen, men han fastholdt en politik, hvor USA er verdens største producent af sort energi.

Han har ligeledes fortsat en politik, der neddrosler frihandel og i stedet fremmer amerikansk industri og reducerer afhængigheden af udenlandske forsyningskæder – især gennem investeringer i indenlandsk produktion.

Selv i forhold til det transatlantiske bånd, som står ham personligt nært, har han – ligesom Obama før ham – opfordret Europa til at tage mere ansvar for sin egen sikkerhed, da USA ikke længere ønsker at involvere sig i fjerne krige.

På den måde kan USA's engagement i Ukraine-krigen under Biden snarere ses som en undtagelse end en videreførelse af en normal amerikansk udenrigspolitik.

En undtagelse, der har oplevet dalende opbakning på begge sider af USA's politisk skel.

Den ægte vare

Selvom Biden (og Harris) dermed har tilpasset sig Trump på flere centrale områder, afviste vælgerne hans vicepræsident og hans politiske linje.

Et flertal ønskede ikke en demokratisk light-version af 'America First', men den ægte vare.

Dermed kan det interregnum, som Gary Gerstle har identificeret, være slut, og valget af Trump ser ud til at cementere starten på en ny politisk orden i USA.

Pointen her kan lyde paradoksal, efter at vi er blevet hylet ørerne fulde om politisk polarisering i USA i de seneste måneder og år. Og det er sandt, at USA oplever dyb og splittende uenighed på emner som abort, klima og økonomi.

Det er således ikke ligegyldigt, hvem der sidder i Det Hvide Hus.

Men det sagt, tegner der sig også et USA, hvor befolkningen på tværs af politiske skel ønsker, at ressourcerne skal bruges på amerikanerne selv.

Befolkningen ønsker desuden, at USA skal spille en langt mindre toneangivende rolle på den internationale scene, og at liberale principper som frihandel og ingen indblanding i markedet ikke længere er strukturerende økonomiske principper.

Europa må vågne op til denne virkelighed og acceptere, at Trump repræsenterer en ny politisk orden i amerikansk politik, hvor de gode gamle dage er endegyldigt forbi.

Den nye tid vil – i hvert fald indledningsvis – være præget af stor usikkerhed angående det transatlantiske samarbejde og en intensiveret 'America First'-tilgang fra USA's side.

EU's ledere stod allerede svagt inden Trumps genvalg.

Trumps udenrigspolitik udfordrer traditionelle alliancer og multilaterale aftaler fra NATO til Paris-aftalen, hvilket tvinger Europa til at tage større ansvar for sin egen udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For EU betyder det et skærpet fokus på at styrke sin egen globale rolle og opbygge nye strategiske alliancer, for at sikre stabilitet, vækst og bæredygtighed i en verden, hvor USA's engagement i Europa er uforudsigeligt.

Europæiske ledere stod allerede svagt inden Trumps genvalg, præget af interne kriser og en fragmenteret europæisk dagsorden.

I Tyskland brød Olaf Scholz' regering sammen, samme dag som Trump sejr blev klar, mens Emmanuel Macron i Frankrig kæmper med omfattende protester og lav popularitet, der svækker hans rolle som europæisk leder.

I Storbritannien står Labour-lederen Keir Starmer uden for EU, og han har endnu ikke formået at definere landets plads på den globale scene efter Brexit.

Italiens Giorgia Meloni er en undtagelse med stigende styrke. Hendes ståsted ligger tættere på Trumps. Det gør hende til en potentiel brobygger. Men hvis hun vælger Trump over sine europæiske kolleger, kan hun også undergrave europæisk sammenhold yderligere.

EU skal rubbe neglene

Den seneste EU-Kommission har på centrale områder tænkt de nødvendige strategiske tanker og sat europæisk selvstændighed højt – en forudsætning for at nå politiske målsætninger inden for sikkerhed, konkurrenceevne, retsorden, klima og miljø.

Med disse planer sigter Europa mod større uafhængighed og styrke i en verden præget af uforudsigelige eksterne trusler.

På den måde kan kontinentet stå fast på sine idealer om frihed og lighed, netop når presset på disse værdier er større end nogensinde.

Men der er langt fra strategisk tænkning til politisk handling.

Uanset om vi ser på forsvar, energiomstilling eller internationale institutioner, er det et vedholdende arbejde, der kræver prioritering og ofre over år hvis ikke årtier.

Nu kræves derfor europæisk lederskab til at omsætte strategierne til handling, så Europa står handlekraftigt og sikkert frem for hensygnende og skrøbelig.

Emner