Fortællingerne om Anker Jørgensen er sort-hvide

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 9. januar 2024.

ANKER JØRGENSEN ER HOVEDPERSONEN i en ny serie på TV 2 med hovedtitlen ”Anker”. Den illustrerer, hvor forskelligt hans eftermæle er, alt efter hvem man spørger.

Fortællingen i eftertiden om Jens Otto Krags (S) tid som statsminister, er, at han var en yderst kompetent politiker, som bidrog til opbygningen af velfærdssamfundet. Men også at han havde hang til det køligt teknokratiske, og at han ikke var specielt folkelig på trods af (eller måske også på grund af) glamourægteskabet med skuespiller Helle Virkner.

Om den konservative Poul Schlüter lyder det, at han overraskede stort, da det lykkedes at vende dansk økonomi fra katastrofekursen og skabte varige resultater som det danske system med arbejdsmarkedspensioner i 1987. Men han begik en fatal fejl i forbindelse med Tamilsagen, selvom han ikke var årsag til den.

Opfattelsen efterfølgende af Poul Nyrup Rasmussen (S) er, at han som statsminister understøttede Schlüter-regeringens økonomiske fremgangslinje. Men han fejlede i sagen om efterlønsgarantien og var passiv i forbindelse med den stigende utilfredshed i befolkningen i almindelighed og i Socialdemokratiet i særdeleshed med den førte udlændingepolitik.

Om Anders Fogh Rasmussens (V) statsministertid hedder det, at han nok løste problemerne angående udlændingepolitikken. Men hans militære interventioner i Afghanistan og især i Irak var fatale. De kostede danske soldaterliv og milliarder af skattekroner. Resultatet var, at situationen i de to lande snarere var værre end bedre efter interventionerne.

Lars Løkke Rasmussen (dengang Venstre, i dag Moderaterne) var som statsminister nok en ferm håndværker, men han manglede i den grad en plan for, hvordan han kunne manøvrere, da der skulle flere støttepartier med end De Konservative og Dansk Folkeparti. Lyder bedømmelsen.

Helle Thorning-Schmidt (S) var som statsminister stærk i det udenrigspolitiske. Men hun var for distanceret i forhold til det socialdemokratiske vælgerkorps og holdningerne heri. Sådan er eftermælet i hvert fald.

For alle de nævnte statsministre gælder, at der med nuancer er nogenlunde enighed i bedømmelserne af deres regeringstid. Anderledes er det med vurderingen af Anker Jørgensen, som var statsminister 19731974 og 1975-1982. Her findes der to distinkte versioner.

Første version lyder nogenlunde således: Anker Jørgensen er en af de mest autentiske statsministre, vi har haft i Danmark. Mindst på linje med Thorvald Stauning. Blottet for pamperi, magtglæde og kynisk rænkespil. Symbolet herpå er, at han under hele voksenlivet og statsministertiden vedblev med at bo i en beskeden lejlighed på Borgbjergsvej i Sydhavnen i København.

BÅDE FØR OG UNDER statsministertiden var den ufaglærte Anker (der i denne version altid kaldes ved fornavn) i et nærmest symbiotisk forhold til dem i Danmark, der havde mindst, havde haft de dårligste opvækstvilkår, og som havde de hårdeste jobs. Anker var i ordets egentlige forstand det menige folks statsminister, som sagde, hvad de fleste tænkte her. Anden version af Anker Jørgensens eftermæle er helt anderledes: Anker Jørgensen (i denne version nævnes som regel både for- og efternavn) var en af de mest inkompetente statsministre i nyere dansk politik. Hans økonomiske politik var ved at køre Danmark i grøften, fordi der hverken var styr på betalingsbalancen, arbejdsløsheden eller underskuddet på de offentlige finanser. I konsekvens heraf gældsatte han Danmark i alvorlig grad.

Denne anden version om Anker Jørgensens regering understøttes ofte med et citat af den afgående socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tvinterview den 28. oktober 1979: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den.” På det mere folkelige plan fortalte tilhængere af denne version historier om, at Anker Jørgensen var som en femøre: Lille, rund og ingenting værd.

I det hele taget matcher Mette Frederiksens folkelighedsappel mere den tilsvarende hos Anker Jørgensen end med nogen anden statsminister i den mellemliggende periode.

Under Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt var den anden version i høj grad dominerende hos de styrende. Denne version tjente i høj grad til at legitimere den førte økonomiske politik, som var præget af en ”aldrig mere Anker Jørgensen-holdning”. Nyrups afstandtagen fra Anker Jørgensens politik var måske også ubevidst bestemt af, at han havde væltet Svend Auken som partiformand, og at Auken var den af Anker Jørgensen udvalgte afløser.

MED METTE FREDERIKSEN (S) som statsminister blev den første version af Anker Jørgensens eftermæle mere fremtrædende. Udlændingepolitikken lægges om for at komme på omgangshøjde med de socialdemokratiske arbejdervælgere. Yndlingsspisen blev makrelmadder, hvilket sikkert også flugtede mere med køkkenet i sydhavnslejligheden end Helle Thorning-Schmidts foie gras. I det hele taget matcher Mette Frederiksens folkelighedsappel mere den tilsvarende hos Anker Jørgensen end med nogen anden statsminister i den mellemliggende periode.

Anker er tilbage. I tv og i virkeligheden.

Emner