Højrefløjen i Europa stormer frem, men den ser anderledes ud end tidligere

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundsab) i Berlingske den 2. februar 2024. 

Hvad er værst; at tape sig fast til en landingsbane i en lufthavn i kampen for klimaet eller at blokere indfaldsvejene til Paris, Bruxelles og Berlin med sin traktor i dagevis i protest mod den grønne omstilling?Svaret afhænger nok af, hvem man spørger, men det er tankevækkende, at vi i øjeblikket i mange europæiske hovedstæder bevidner et klimaoprør på to fronter, som benytter samme rabiate metoder. Klimaaktivisternes»stunts«er velkendte, men de voldsomme landbrugsprotester, vi ser lige nu, er ifølge en ny analyse også en del af et»nyt højreskred«, som er i fremgang over hele Europa.

Protesterne er kun en forsmag på den bevægelse væk fra den hidtidige brede midte i europæisk politik, som vi kan vente os efter det europaparlamentsvalg, vi skal stemme til 9. juni. Det samme gælder i øvrigt for de nationale valg, som venter i for eksempel Østrig, Belgien og flere tyske delstater.

Det nye og interessante er imidlertid, at højrepartierne har udvidet paletten af mærkesager sammenlignet med tidligere, hvor EU-modstand og anti-establishment samt immigration var de primære slagnumre.

De fleste EU-lande er i dag enige om en stram udlændingepolitik, og hverken Marine Le Pen, Viktor Orbán, Italiens Brødre eller polske PiS vil ud af EU. De truer nu i stedet med at»overtage EU«, som Orbán formulerede det sidste år.

Det, både de og partierne endnu længere ude på højrefløjen har på hylderne til vælgerne udover nej til immigranter, er således traditionelle (familie)værdier, og hvad de ser som et overdrevet fokus på lgbtq- og andre minoritetsrettigheder.

Og så er der modstanden imod klimapolitikken og den grønne omstilling, som kan blive sprængfarlig. Her kan vi nu konstatere, at nogle af højrepartiernes sympatisører tager mindst lige så voldsomme redskaber i brug som de klimaaktivister, der i denne uge kastede suppe på da Vincis Mona Lisa-portræt på Louvre.

Ifølge professor Simon Hix, som står bag analysen af det nye højreskred, tyder meget altså på, at sammensuriet af protester vil blive kraftigt styrket efter 9. juni. Han forudser også, at partierne til højre for den store kristelig-konservative gruppe i Europa-Parlamentet samlet set vil blive større, end den liberale gruppe er i dag.

Så selvom de traditionelle midterpartier, der hidtil har formet politikken i EU sammen med ministerrådet (det vil sige; kristeligt konservative, de liberale og socialdemokraterne), stadig vil kunne mønstre et snævert flertal, vil magten med stor sikkerhed trække i en mindre grøn retning.

Dette skyldes primært, at det kristeligt konservative parti, hvor tyske CDU og danske De Konservative sidder, kan tænkes at skifte side og på navnlig landbrug og klima begynde at lave lovgivning med den yderste højrefløj.

Måske er det ikke så underligt, at landmændene mobiliserer for at beskytte deres interesser i en tid med klimaomstilling. Værre er det måske, at flere i den nye højreprotestbevægelse kobler deres modstand mod den grønne omstilling med en stigende skepsis over for den ukrainepolitik, som medlemslandene - bredt set - ellers har været enige om, siden krigen med Rusland brød ud.

Blandt flere toneangvine højrestemmer er Putin-sympatien stor og stigende. Flere tror tilsyneladende, at en hurtig fredsslutning med Rusland vil føre til en tilbagevenden til»normale relationer«, dæmpe inflationen og gøre de fossile brændsler, som landbruget stadig benytter, billigere.

Hertil kommer, at mange også er imod udvidelsen, da man frygter for konsekvenserne ved øget konkurrence på netop landbrugsområdet. Allerede i dag producerer Ukraine nok korn, kyllinger, æg og solsikkeolie til at imødekomme hele EUs behov. Frygten er derfor, at EU gradvist vil være nødt til afvikle eller i hvert fald radikalt omlægge sine støtteordninger, hvilket faktisk ville være sund fornuft.

60 år efter EUs fælles landbrugspolitik blev lanceret for at værne om fødevaresikkerheden, lægger landbruget stadig beslag på over 30 procent af hele EUs budget. Der er således rigeligt med grunde til at gentænke ordningen. Men det er helt sikkert ikke en melodi, som aktivisterne i traktordemonstrationerne synger med på.

At en hurtig fredsaftale på Putins præmisser skulle betyde en tilbagevenden til situationen før februar 2022, er også en naiv tanke. Til gengæld ved vi, at Kreml benytter alle tænkelige midler til at give det indtryk og generelt er i gang med massive påvirkningskampagner rettet imod enhver organisation eller gruppe i Europa, som potentielt kan splitte Vesten og svække EUs ukrainepolitik.

Det blev i sidste uge solidt dokumenteret i en ny rapport om blandt andet russisk desinformation fra EUs udenrigstjeneste. Og russerne er i den sammenhæng ligeglade med, om man er traktortosse eller smider suppe på Mona Lisa på et verdensberømt fransk museum i Paris.

Op til EP-valget, men også ved de kommende nationale og delstatsvalg, bør vi derfor holde skarpt øje med russiske påvirkningskampagner rettet imod protestbevægelser på såvel højre- som venstrefløjen. Fælles for dem er nemlig ikke bare deres rabiate aktivisme, men også at de let falder for simple svar på meget vanskelige spørgsmål.

Emner