Hvad stiller vi op med de sikkerhedspolitiske ’free-riders’?

Kronik af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 30. marts 2024.

»Det varmeste sted i helvede er reserveret til de, som vælger neutralitet, mens verden befinder sig i en stor moralsk krise.«

Sådan skal Dante Alighieri (1265-1321) tilsyneladende og måske have sagt engang. Og hvad enten det passer eller ej, bliver spørgsmålet mere og mere relevant. For giver det i dag mening for et EU-medlemsland at være neutral i en krig, som kommer tættere og tættere på, og som i bund og grund handler om forsvaret for vores vestlige, demokratiske levevis?

EU lande som Østrig, Irland og Malta tilhører (sammen med Cypern) »restgruppen« af såkaldt neutrale EU- lande, efter at Finland og Sverige er blevet medlemmer af NATO.

Ifølge Franz-Stefan Gady, senior fellow ved Institute for Strategic Studies i Washington, er Østrig, Irland og Malta dog i virkeligheden slet ikke særligt neutrale, men bør rettere betegnes som sikkerhedspolitiske »free-riders«.

De bruger qua deres formelle »neutralitet« betydeligt mindre på forsvar af deres egne territorier (under en procent, men svagt stigende), samtidig med, at de forventer, at NATO i sidste ende vil komme dem til undsætning, hvis de skulle blive angrebet.

Derfor er tiden, hvis man lytter til Gady, kommet til, at vi tager»en åben diskussion af den diplomatiske og militære ræson d'etre af neutralitetsbegrebet i det 21 århundrede«. Og man kan kun være enig.

Neutralitet er ikke en beskyttelse

Ruslands invasion af Ukraine i 2014 og 2022 viste med al tydelighed, at neutralitet bestemt ikke er en garanti imod at blive angrebet. Og endnu vigtigere er, hvorvidt man overhovedet kan skelne militær fra økonomisk og politisk neutralitet i en tid og en krig, hvor en sådan adskillelse ikke længere giver nogen mening?

Der er skrevet adskillige akademiske afhandlinger om det forsvarsmæssige neutralitetsbegreb. Men skal man sige det kort, har begrebet historisk primært været knyttet ret snævert til netop forsvar og sikkerhed. Spørgsmålet er bare, om man i dag kan definere neutralitet så snævert? Det korte svar er nej.

I flere af de såkaldt neutrale EU-lande er neutralitetstanken imidlertid både stærk, vedholdende og snæver. Visse steder er neutraliteten ikke bare skrevet ind i forfatningen, men også en del af den nationale identitet og selvforståelse. Det gør den vanskelig at ændre.

Alligevel skete det i Finland og Sverige, fordi de erfarede at stå i en ny virkelighed. Spørgsmålet er derfor, hvor meget længere det klassiske neutralitets-argument kan holde? I lyset af udviklingen af krigen i Ukraine giver »neutralitet« mindre og mindre mening.

Et godt eksempel er, når for eksempel Østrig og Irland siger, at de ikke er politisk, men kun militært neutrale. Samtidig deltager de beredvilligt i fælles militærøvelser og i NATOs Partnerskab for Fred-program. Hertil kommer, at de sammen med Malta har deltaget fuldt ud i EUs sanktionspolitik imod Rusland, men valgt ikke at sende våben til Ukraine gennem den Europæiske Freds Facilitet, som giver EU mulighed for, udenfor budgettet, at støtte Ukraine militært. Det sidste, siger de, vil karambolere med deres neutralitet.

Men hvor trækkes grænsen mellem, hvad der er rent militært, og hvad der kun er »politisk«? Jævnfør den maltesiske udenrigsminister er udviklingen på forsvarsområdet i EU nu så gennemgribende, at det må overvejes, om neutralitet for en lille østat som Malta er vejen frem.

Han nævner for eksempel, at en eventuel overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser på udenrigspolitikken, som af flere og flere nævnes som en nødvendighed, hvis EU skal tages alvorligt på den internationale scene, vil sætte neutrale lande i en kattepine. De vil nemlig potentielt risikere at blive bundet af fælles beslutninger, de ikke har kunnet deltage i beslutningen af.

Svært at skelne

Det kan han have ret i, men det bliver vanskeligere og vanskeligere at skelne mellem politiske, militære og økonomiske midler i forholdet til Rusland og hjælpen til Ukraine.

Sanktionspakkerne og energipolitikken har hele tiden haft samme mål som den militære politik, nemlig at afskære Ruslands profitable gassalg til Vesten, så krigsmaskinen hurtigst muligt kunne stoppes. Alligevel har et såkaldt neutralt land som Østrig fortsat massive økonomiske aktiviteter i Rusland, og er sammen med Ungarn det land i EU, som (stadig) får næsten samme gasforsyning fra krigsforbryderstaten Rusland som før krigen (cirka 70 procent).

Også de velkendte stærke økonomiske (og venskabelige) bånd mellem Østrig og Rusland er stort set upåvirkede af krigen og ingen regner med, at det vil ændre sig, når/hvis det yderliggående Frihedsparti, som står til knap 30 procent i meningsmålingerne, vinder parlamentsvalget til efteråret.

Østrigske virksomheder og bankers aktiviteter i Rusland gav sidste år anledning til bekymring i USA. Det burde naturligvis have været EU selv, som havde råbt vagt i gevær om dette, men Det Hvide Hus måtte selv advare om, at den østrigske Raiffeisen Bank i dag bidrager så enormt til den russiske krigsøkonomi, at den omgående bør stoppe sine aktiviteter. Så hvad er neutralitet egentlig i dag anno 2024?

Er det virkelig i orden at trække neutralitetskortet, når det gælder våbenleverancer, men fint med fuld speed når det drejer sig om gas, økonomi og bankaktiviteter i Rusland?

Ukrainerne, som ligger i skyttegravene og savner deres familier, vil næppe være i tvivl. Det bør vi heller ikke være.

Emner