Hvad vil Kamala Harris egentlig med Europa og Ukraine?

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 17. august 2024. 

Denne gang giver det mening. For første gang i årtier kan det faktisk forsvares, at journalister og mediefolk dækker det amerikanske præsidentvalg væg-til-væg. Aldrig har et præsidentvalg, som det vi står over for til november, været mere skæbnesvangert.

For verden, for Europa og ikke mindst for ukrainernes mulighed for at vinde krigen. Faktisk kan man gå så langt som til at sige, at det er det vigtigste valg for os i årtier, som vi ikke selv kan stemme til!

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg, efter i 30 år at have beskæftiget mig med europæisk politik, har undret mig over, at sendeflader og forsider i danske og europæiske medier til overflod har skullet plastres til med selv de mest ligegyldige detaljer om amerikansk politik. Ofte i måneder og år op til et præsidentvalg.

Til sammenligning har europapolitikken - som i hvert fald i de fredelige årtier efter murens fald var langt, langt vigtigere for vores alles velstand og velfærd - kun fået sparsom opmærksomhed. En dybere forståelse af hele konstruktionen, og hvordan samarbejdet forpligter os på en langt mere indgribende måde end al anden internationalt samarbejde, har de færreste fået.

EU-stof som julepynt

Selv efter 50 års EU-medlemskab overraskes man stadig over, hvor lidt vi reelt ved, forstår og interesserer os for den klub, vi frivilligt har meldt os ind i.

Som DRs mangeårige EU-korrespondent Ole Ryborg formulerede det i et radiostudie lige før europaparlamentsvalget i år, er EU-stoffet for de danske medier som julepynt. Det bliver pligtskyldigt hængt op et par uger før et europaparlamentsvalg, men ryger hurtigt ned igen og gemmes helt væk, indtil der er valg igen.

Sådan er det desværre stadig. Alligevel er det næppe nogen overdrivelse at sige, at det forestående amerikanske præsidentvalg - også for europæerne - er det vigtigste siden Anden Verdenskrig. Det skyldes selvfølgelig, at valget får enorm betydning for vores egen sikkerhed. Men også at kontrasterne mellem hvad vi har i vente vist ikke kan blive større.

Det står således mellem på den ene side en nærmest totalt kaotisk, uforudsigelig og rablende »self-obsessed« Trump og på den anden en - tilsyneladende - kontinuitetsorienteret og proeuropæisk Harris.

Men hvad ved vi egentlig om Harris europapolitik ud over, at vi alle håber, hun vil fortsætte Bidens atlantiske pro-NATO-linje? En linje, som dog, selvom den har været forudsigelig og anti-Kremlsk, også har været til den forsigtige side, når det kommer til en klar sejrsstrategi og fuldtonet opbakning til de ukrainske styrker. Faktisk ved vi ikke ret meget.

Først og fremmest skal vi huske, at Harris, som mange USA-kommentatorer dømte nærmest totalt ude for mindre end et år siden og udråbte til alt fra inkompetent til usynlig, ikke har den store udenrigspolitiske erfaring.

Hun er tidligere offentlig anklager og rigsadvokat i staten Californien, noget man i USA vælges til. I den rolle har hun imidlertid været en betryggende stærk fortaler for våbenkontrol, imod dødsstraf og stået hårdt på retsstaten og princippet om, at ingen er hævet over loven. Heller ikke tidligere eller siddende præsidenter.

Men selvom hun ikke har haft mange lejligheder til at brillere på den udenrigspolitiske scene, har hun dog åbent kritiseret Kinas undertrykkelse af uighurerne og utvetydigt støttet Ukraines kamp mod russerne. 

Det forestående amerikanske præsidentvalg -også for europæerne - er det vigtigste siden Anden Verdenskrig.

Bromance

Mange regner derfor med, at hun vil fortsætte Bidens udenrigspolitik, hvis hun indtager Det Hvide Hus til januar. Hun mødtes med Kinas regeringsleder Xi Jinping ved APEC topmødet i 2022, deltog på Bidens vegne på sikkerhedskonferencen i München og på Zelenskyjs fredstopmøde i Schweiz i juni 2024. Alt sammen til UG.

Det, der dog nok beroliger europæerne mest, er hendes sandsynlige valg af national sikkerhedsrådgiver. Han hedder Philip H. Gordon og har en årtier lang bromance med Europa og taler flere europæiske sprog flydende.

Gordon har også beskæftiget sig indgående med Mellemøsten og koordinerede under Obama/Clinton Det Hvide Hus' mellemøst- og afrikapolitik. Herudover har han undervist på Science Po i Paris og skrevet adskillige bøger.

Selvom alt dette lyder beroligende, gør europæerne dog klogt i ikke at læne sig for meget tilbage. Dels har Harris langt fra vundet præsidentvalget endnu. Hendes kampagnes nyvundne energi irriterer dog åbenlyst Trump så meget, at han i øjeblikket i stedet for at diskutere politikken går mere op i, om Harris kan tiltrække flere tilskuere, end han selv kan til sine rallyer.

Dels ventes alle amerikanske præsidenter i de kommende årtier - uanset partifarve - at vende interessen væk fra Europa. Vi kommer ganske enkelt til - uanset hvad - at skulle tage langt bedre vare på vores egen sikkerhed. Europæerne kan godt lige nu, som Financial Times' Phillip Stephens formulerer det, tilgives at være lettede og endog euforiske over, at Trump omsider har fået kam til sit orange hår. Bare vi, som han formulerer det, også forbereder os på det værste.

Det betyder, at en intens mediedækning af den amerikanske valgkamp, er helt berettiget. Hvis den vel at mærke husker at inddrage det europæiske perspektiv.

Emner