Hvor meget mere kan Venstre holde til?

Klumme af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Opinion den 14. juni 2024.

På valgaftenen i søndags fejrede glade Venstre-medlemmer, at partiet var blevet halveret i Europa-Parlamentet og havde indkasseret et af partiets dårligste valg af slagsen nogensinde.

Den påtagede begejstring for, at det dog ikke var gået helt så galt, som man kunne have frygtet, blev vendt til, at det var »et helt fantastisk resultat«, som spidskandidaten Morten Løkkegaard betegnede det.

Men de kolde fakta er, at Venstre fortsat er ikke bare underdrejet, men en grålig skygge af den blå succes, partiet var fra 1990erne til ind i 2010erne.

Partiet ligger i de nationale meningsmålingerne for tiden til gennemsnitligt otte procent tilslutning - og med fortsat nedadgående tendens. Alene siden årsskiftet er der hver måned slebet mellem et halvt og et helt procentpoint af en i forvejen rekordlav tilslutning. Det ændrer et EP-valg med helt andre dynamikker ikke på.

Venstres tilslutning er dermed nu mellem kun en fjerdedel og en tredjedel af den vælgeropbakning, som partiet havde i de gode år. Dengang var man landets største parti og det ubetinget største af de borgerlige: Nu kæmper man med det yderste af neglene for at være det femtestørste parti af alle og det måske kun fjerdestørste af de ikkerøde. Holder den tendens ind i næste års kommunalvalg, vil det betyde et veritabelt blodbad i Venstres kommunale bagland.

Samtidig har den regering, som nu er partiets primære identitetsmarkør, vist sig at være en vælgermæssig fiasko af episk omfang.

SVM-partiernes tilslutning er nu på godt kun en tredjedel af vælgerkorpset - nogle gange tættere på 30 procent - hvilket er et tab på samlet 15-16 procentpoint siden folketingsvalget. Aldrig nogensinde er en dansk regering på så kort tid blevet så eftertrykkeligt afvist af de vælgere, der gav dem mandaterne.

Hos Venstre gentager man som et næsten religiøst mantra, at tilbagegangen skyldes, at partiet over en årrække er blevet splittet i flere: Afskalninger til Moderaterne og Danmarksdemokraterne, og for den sags skyld også til Liberal Alliance. Men det er i bedste fald en spinagtig sammenblanding af årsag og effekt. Et parti går jo kun tilbage til fordel for andre, hvis disse partier udbyder en politik, vælgerne synes bedre om end den, man selv udbyder.

Og dermed har man Venstres problem i en nøddeskal: Hvor partiet tidligere kunne samles om at markedsføre sig under sloganet »Venstre ved Du, hvor Du har«, så er der i dag ingen, der rigtigt ved, hvor man har Venstre.

Hvor partiet tidligere kunne samles om at markedsføre sig under sloganet »Venstre ved Du, hvor Du har«, så er der i dag ingen, der rigtigt ved, hvor man har Venstre.

Et problem, der er eskaleret under SVM-regeringen, hvor man dels har opgivet mærkesager og kategoriske løfter fra før valget, og dels har lagt stemmer til meget, der repræsenterer det stik modsatte af, hvad man gjorde tidligere: Begrænsning af ytringsfriheden (koranloven), indgreb i arbejdsmarkedet (store bededag), forhøjelse af marginalskatten (top-topskat) og nye skatter og afgifter, og hvor man under EP-valgkampen for eksempel kunne iagttage V-kandidater være både for og imod lovpligtige kønskvoter.

Under seneste folketingsvalgkamp gik man til valg på at vælte Mette Frederiksen som statsminister, hvorefter man gik i regering med hende, og i dag er det uklart om en stemme på Venstre vil være en stemme på en fortsættelse af den nuværende regering, en hjemvenden til blå blok eller noget helt tredje.

Så hvad kan man gøre? Som så mange andre kriseramte partier, hiver ledelse, ansatte og partisoldater en gammel traver op af hatten:

Politikken er god nok - det handler bare om »kommunikationen«. Desuagtet at partierne aldrig har brugt flere penge på kommunikationsmedarbejdere, fokusgrupper og meningsmålinger - og staten aldrig flere på særlige rådgivere.

Andre begræder, at Venstre har en udpræget mangel på karismatiske frontfigurer. Det er åndsbeslægtet med partinestoren Søren Gades udmelding på valgaftenen: At Troels Lund Poulsen havde for mange poster, og at der burde rokeres rundt i regeringen.

Det sidste er muligvis ikke nogen helt tosset idé. Men hvis man tror, at det er løsningen på partiers problemer at skifte ud på centrale poster, kan man spørge De Konservative eller De Radikale, hvor meget hyppige personskift hjælper. Eller for den sags skyld Venstre selv, som nåede tre partiledere på lidt over fire år, og hvor selv samtidshistorikere vil have svært ved at huske, hvor mange gange Venstres topministre er rokeret rundt i kortere eller længere tid siden 2022.

Justeringer i personbesætningen kan i bedste fald være en hurtig løsning på noget mindre og akut, men det er ikke en langsigtet strategi.

Hvis Venstre skal genrejses, er der meget tænkeligt kun én vej frem, og begyndelsen er at parkere ministerbilerne og stige ud og herefter gennem et langt, sejt træk få skabt en sammenhængende fortælling om, hvad partiet er og vil på en måde, der er konsistent med partiets liberale og folkelige rødder. »Håb er ikke en strategi«, som en vis departementschef engang blev kendt for at sige.

Emner