Janteloven er meget bedre end dens rygte. Der er gået alt for meget ’X Factor’ i ungdomslivet

Kronik af professor Vincent F. Hendricks (Institut for Kommunikation) og professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Politiken den 4. januar 2024.

Det er godt 90 år siden, at den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose udgav romanen ’En flygtning krydser sit spor’. Heri optræder Espen Arnakke, som er vokset op i provinsflækken Jante, der et stykke hen ad vejen ligner Nykøbing Mors, som Sandemose selv havde været barn og ung i.

Sandemoses opgør med det indsnævrede provinsmiljø med skarpe grænser for, hvad der er rigtigt og forkert i såvel moral som adfærd, drejer sig ikke kun om fiktive Jante eller reelt eksisterende Nykøbing på Mors. Det er et opgør med en bestemt lillebymentalitet. Måske er der endda også tale om et opgør med en bestemt dansk småstatsmentalitet og et bestemt sindelag.

Opgøret kommer i bogen mest præcist til udtryk i jantelovens 10 bud, som de fleste kender – her i uddrag:

»Du skal ikke tro, du er noget«.

»Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os«.

»Du skal ikke tro, at du er klogere end os«.

»Du skal ikke tro, at du ved mere end os«.

»Du skal ikke tro, at du er mere end os«.

»Du skal ikke tro, at du dur til noget«.

Hertil kommer et ekstra 11. bud, formuleret som et spørgsmål, men udgør Jantes straffelov:

»Du tror måske ikke, at jeg ved noget om dig?«.

Janteloven er i hele træskolængder ganske forfærdelig. Det er i særdeleshed til at forstå, hvorfor Aksel Sandemose og Espen Arnakke flygtede fra den åndsindsnævrede provinssump, som den er udtryk for. Omvendt er opgøret med janteloven imidlertid efterhånden endt som en karikatur, der trækkes frem ved snart sagt enhver lejlighed, når nogen kritiserer noget, som det ellers virker ganske fornuftigt at kritisere.

En sådan kritik kan dreje sig om, at direktørlønningerne er stukket helt af i forhold til lønningerne for de menige medarbejdere. Eller kritikken kan som omdrejningspunkt have, at der skrues ned og ikke op for arvebeskatningen, som betyder, at nogle få i den grad fødes med en guldske i munden. I begge tilfælde vil man kunne høre fremført, at de to kritikker er udtryk for ren jantelovstænkning.

Påstanden om jantelovstænkning er naturligvis et forsøg på at lukke kritikken ned, selv om der kan fremføres fornuftige argumenter for, at kritikken er udtryk for ønsket om at øge sammenhængskraften i samfundet og øge ligheden i udgangsbetingelserne for hver enkelt generation. Ser man intet behov herfor, er janteloven tilsyneladende et godt objekt at skyde på. For evner man retorisk at klistre janteloven på et fænomen, synes sejren at være næsten banet på forhånd.

Janteloven er blevet en legitim skydeskive for alskens holdninger, som peger væk fra det fælles og hen mod det rent individualistiske. Det afspejler samtidig, hvor svagt loven står i Danmark i dag. Måske er den på det nærmeste ved at være forsvundet. Før det sker helt, er der måske grund til, at den bør tilføres blot en lille smule mere kraft.

I den forbindelse bør der også nævnes en fodnote om janteloven, som ofte ikke kommer med, når den anvendes i den offentlige retorik. Janteloven udtaler sig nemlig ikke om, hvorvidt et individ er ’klogere’, ’bedre’, ’mere’ osv. end ’os’. Den siger sådan set blot, at det ikke er noget »du skal tro«. Den går som sådan kun på den enkeltes forestilling om relationen til andre. Ikke på, hvordan det rent faktisk forholder sig.

Som sådan har janteloven et mere socialkonstruktivistisk tilsnit: Subjektet ’du’ i jantelovsteksten stilles over for et ’os’, således til eksempel, at »Du skal ikke tro, at du ved mere end os«. Dette udelukker logisk set ikke, at det enkelte subjekt faktisk ved mere end ’os’. Den siger blot, at vedkommende ikke skal tro det.

Tilsvarende ræsonnementer gør sig i princippet gældende for samfulde jantelovsbud, hvorfor alle andre end ’os’ i princippet kan være både klogere, bedre og mere duelige, end det hævdede ’os’. Blot at alle disse andre ikke tror det, eller bilder sig det ind, er det eneste janteloven egentlig foreskriver.

Og dog er der en enkelt betragtelig undtagelse, der kommer til udtryk i det 11. straffelovsbud: »Du tror måske ikke, at jeg ved noget om dig?«. Implikationen af dette bud er netop, at ’os’ ved noget om den enkelte. Hvad ’os’ ved om den enkelte har en dobbeltfunktion, nemlig både at vide bedre, hvem subjektet egentlig er, når det kommer til stykket (netop derfor det første bud: »Du skal ikke tro, du er noget«.). Og samtidig vil netop denne viden, hvis den enkelte forbryder sig mod et eller flere af de øvrige bud, kunne blive taget i anvendelse i form af sanktion eller stigmatisering af den enkelte.

Opgøret med janteloven er endt som en karikatur, der trækkes frem ved enhver lejlighed, når nogen kritiserer noget, som det ellers virker ganske fornuftigt at kritisere

Konsekvensen er den kendsgerning, at ’os’ ikke bare tror, men simpelthen ved mere og bedre end subjektet. Siden Platon har det forholdt sig sådan, at ved man noget, er det, man ved noget om, også sandt. Således følger det nu som en kendsgerning, at det lige pludselig bliver ’os’, der bare er klogere, bedre og mere duelige end alle dem, der ikke er ’os’. Står dette argument til troende, fremstår janteloven selvundergravende.

Læser man imidlertid janteloven mere logisk barmhjertigt, drejer den sig som, hvordan vi konstruerer relationerne til hinanden. Den drejer sig ikke om, hvordan vi er inde bag disse konstruktioner. Dette gør janteloven – eller grundholdningerne bag den – i det mindste en smule mere spiselige.

På trods heraf bryder vi os på ingen måde synderligt om janteloven. Alligevel ligger der i grundholdninger bag den noget, som gør, at vi som danskere bør være varsomme med at hælde barnet helt ud med badevandet. Dele af baggrundstæppet for den er der tværtimod rigtig god grund til at reparere.

Det gælder ikke mindst, hvis målet er at undgå at gå fra janteloven til dens absolutte modsætning:

»Du skal tro, at du er klogere end os«.

»Du skal bilde os ind, at du er bedre end os«.

»Du skal tro, at du er mere end os«.

»Du skal le ad os«.

Og slutteligt antitesen til det 11. jantelovsbud:

»Du tror måske, at jeg gider vide noget om dig«.

Vi kan for forenklingens skyld kalde jantelovens modsætning for ’X Factor’-loven efter den kendte tv-konkurrence, hvor forskellige amatørtalenter konkurrerer hårdt mod hinanden, samtidig med at de antagelig får banket tillid og selvfokusering ind i kroppen af deres respektive coaches. Nogle gange endda mere selvtillid end realiteterne kan holde til, hvilket måske ikke gør det lettere at håndtere nederlag.

Vi er ikke specialister i opdragelsesforskning, men synes at kunne spore tydelige tegn på, at det i hvert fald ikke er jantelovens regler, de unge i dag vokser op med. Tværtimod står de altid rosende vendinger ofte i første linje, hvad enten det drejer sig om de opvoksendes præstationer udi kunst, dans eller sport. Sandsynligvis trækker en sådan opdragelsesmetode i virkeligheden mere på ’X Factor’-loven.

Langt tiere end førhen hører man også forældre fortælle deres børn, at de kan blive, hvad de vil, bare de vil det stærkt nok. At der ingen grænser er for, hvor langt de kan nå. At der så at sige er frit valg på alle livets hylder. Denne grænseløshed er i hvert fald meget langt fra jantelovens ultrastramme normgrænser.

Spørgsmålet er naturligvis, om en sådan skamrosen og præstationsindividualisering fører noget som helst godt med sig. Hvad med alle de opvoksende børn, som ikke kommer til at stå som vindere inden for det felt, hvor de nu har valgt at gøre sig gældende? Hvad hvis de ikke bliver den bedste, som de nu så gerne ville, og som de konstant havde fået at vide, at de kunne blive?

Bedre bliver det ikke med den sammenligningskultur, der drives frem og stimuleres af sociale platformes opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel, hvor den enkelte konstant og hele tiden kan iagttage sin tilsyneladende værdi i forhold til andre igennem antallet af følgere via clicks, shares, upvotes og de andre valutaformer, der handles i på den opmærksomhedsøkonomiske børs for social anerkendelse.

Som brugere af sociale platforme forvandles man umærkeligt til et mediehus som centrum i sin egen fortælling i kontinuerlig sammenligning med alle de andre, der har hovedrollerne i deres respektive historier om deres tilsyneladende liv og levned.

Faren er, at alle i sammenligningskulturen før eller siden kommer til at lide af et hovedrollesyndrom, hvor ens sociale kapital blot bliver en kamp om, hvor stor en hovedrolle man kan få andre til at tro, man har i eget og andres liv. Subjektets kerne forsvinder, og jeget findes kun i relation til andres perception af den tilsyneladende hovedrolle, man nu engang indtager. Så er man et ’ingenting’ som allerede Søren Kierkegaard bekendtgjorde i ’Enten – Eller’ fra 1843: »Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad Du er, er Du ved dette Forhold«.

Intet under, at mange børn og unge mistrives alene i den konstante sammenligning med andre, der tilsyneladende bare er så meget klogere, bedre, federe.

Hvis jantelovens grundholdninger stadig havde noget at skulle have sagt, kunne de unge måske undskylde sig med, at de var blevet holdt tilbage, at deres evner måske ikke var til at blive nummer ét, eller at strukturelle og samfundsmæssige forhold forhindrede dem i at nå toppen. Men med ’X Factor’-lovens individualisme og hovedrollesyndromet som de helt dominerende i baghovedet har man kun sig selv at takke for, at man ikke lykkes med at nå toppen.

Jantelovens absolutte modsætning, ’X Factor’-loven, er i virkeligheden en meget hård byrde – et åg – at lægge ned over skuldrene på børn og unge. Hvis det ikke potentielt fører til mistrivsel, ved vi ikke, hvad der gør det. For man er jo blevet gjort til sin helt egen lykkes smed, hvad man sjældent er i virkeligheden. På den måde kan grundholdningen bag janteloven også være virkelighedskorrigerende, når individualisme og hovedrollesyndromet drives ud i det eksorbitante.

Det er på den baggrund, at vi gerne vil slå et slag for en midterlinje mellem janteloven og ’X Factor’-loven i en tid, hvor meget tyder på, at tidsånden er tippet for meget i retning af sidstnævnte lov. Sagen er nemlig, at janteloven – ud over at være blevet prygelknabe for ulighedsapologeter – dybest set også er udtryk for en social indstilling til andre.

Indstillingen til andre i janteloven er naturligvis helt forvreden og ud over enhver rimelig grænse. Men der findes alligevel en forholden sig til andre, en interesse for andre, et ønske om at vide noget om andre etc. Janteloven kan vel kaldes oversocialiseret, mens ’X Factor’-loven omvendt er overindividualiseret. Medianen mellem de to ’over’-former er at foretrække.

Grundholdningen bag janteloven kan bidrage til lighed og sammenhold på arbejdspladser og i samfundet generelt. Den er med til at fremhæve det kollektive, og at vi alle er uundværlige. Omvendt er det lige så klart, at de negative virkninger af janteloven består i, at den enkelte måske holder igen med at påtage sig det store ansvar og at byde sig til med gode ideer til forbedring af tingenes tilstand. Af ren frygt for at få et jantelovsmæssigt rap over snuden. Det gælder lige fra de gode løsninger på problemer på arbejdspladsen og til trangen til at virke som iværksætter her til lands.

Det kan også tænkes, at grundholdningen bag janteloven stadig virker positivt ind som konfliktdæmper på arbejdspladser såvel som i samfundet. Danmark er på mange områder et lavkonfliktuelt samfund, hvilket vi skal være glade for. Den negative side af samme grundholdninger er imidlertid, at de i samme moment risikerer at dæmpe kritikken og selvkritikken, således at der ikke ændres ved ting, som trænger til at blive kritiseret. På grund af jantelovsholdningernes normmæssige konservatisme.

Alt det fører os hen mod den midterposition mellem janteloven og ’X Factor’-loven, som vi har slået til lyd for ovenfor. Det er sandsynligvis den position, som mest ville kunne bidrage til at pilotere noget af det mest dyrebare, vi har i Danmark: tilliden til hinanden.

Det er forskningsmæssigt dokumenteret, at danskerne har en i international sammenhæng stor tillid til hinanden. Et ord er et ord. Og en aftale er en aftale. Det giver store samfundsmæssige fordele, fordi det betyder, at vi skal bruge langt færre ressourcer på at kontrollere, at ordene og aftalerne holdes. De ressourcer kan vi bruge på andre ting som eksempelvis fælles eller individuel velfærd. Det forhold er en del af forklaringen på, at det højt beskattede danske samfund med en stor og omfordelende velfærdsstat alligevel er i stand til at holde en forholdsvis solid økonomisk vækst på basis af innovation i erhvervslivet og ansvarlig økonomisk styring af den offentlige sektor. Danmark flyver, på trods af at landet ligesom humlebien faktisk ikke burde kunne.

Den høje grad af tillid bidrager hertil, og det ville efter vores mening understøtte tilliden mellem borgere her til lands, hvis de både var præget af social interesse og trangen til at præstere og tage ansvar. Derfor anbefalingen af midterlinjen mellem den oversocialiserede jantelov og den overindividualiserede ’X Factor’-lov.

Emner