Københavns Universitets klimamål famler i blinde

Debatindlæg af  professor Mogens Fosgerau (Økonomisk Institut) og adjunkt Frikk Nesje (Økonomisk Institut) i Klimamonitor den 11. marts 2024. 

Københavns Universitet har bestemt sig for at reducere sit klimaaftryk med 50 procent per ansat i 2030 i forhold til 2018. Det er en meget stor tendens, hvor også andre aktører melder skrappe målsætninger ud for deres klimaaftryk. De ’tager ansvar’, hedder det, i angivelig frustration over manglende ’klimahandling’. Det lyder måske umiddelbart godt og velbegrundet. Men der er visse problemer.

Alle CO2-reduktioner er ikke lige gode

Der er faktisk meget stor forskel på den samfundsøkonomiske pris på CO2-reduktion afhængig af, hvordan man gør det. Prisen kan variere fra mere end 10.000 kroner per ton til nul. For nogle tiltag er prisen ligefrem mindre end nul, fordi samfundet både bliver rigere og reducerer CO2.

CO2 er CO2, og atmosfæren er ligeglad med, hvor den kommer fra. En rationel klimapolitik, koordineret på nationalt plan, sørger for, at vi, som samfund plukker mest af de lavest hængende frugter først.

Det smarte politikinstrument er en bred CO2-afgift eller kvote på al CO2. Det giver det samme pres på al CO2-udledning, og gør at enkeltpersoner og virksomheder, uden at koordinere med andre, selv kan afbalancere, hvilke reduktioner man skal tage. I Danmark har vi allerede en CO2-afgift i industrien og forhåbentlig en på vej i landbruget.

Allervigtigst har vi allerede EUs kvotesystem, som sikrer at CO2-udledning har en pris. Kvotesystemet dækker allerede den tunge industri og luftfart i hele EU. Det har været i funktion længe og virker efter hensigten. Vi har i EU vedtaget at udvide kvotesystemet til at dække al anden udledning fra fossile kilder, og udvidelsen kommer i 2027-28.

Det hjælper ikke at tage ansvar

Al fossil CO2 bliver udfaset fra EU frem mod 2044. Det skal man lige have i baghovedet, før man klager over manglende klimahandling. Vi er ikke sikre på, man ved det i KU’s bestyrelse.

I hvert fald har KU og mange andre aktører bestemt at lægge deres egen ukoordinerede klimapolitik oven i den nationale og den fra EU. Det er der nogle ret væsentlige problemer ved.

KU’s egen lille politik bygger på et klimaregnskab for KU. Her vil KU tage ’ansvar’ for udledninger, som foregår mange steder i samfundet, for eksempel hos andre virksomheder, og i andre lande. Dette fordi de fleste af KU’s udledninger ikke sker på campus, men i forsyningskæden.

Det første problem er, at vi har indbygget massiv dobbeltregning. De samme udledninger indgår i klimaregnskaberne hos alle virksomheder, som handler med hinanden. Det gør det helt umuligt at plukke de lavesthængende frugter. Og det gør omstillingen dyrere, end den behøvede at være. Det er formodentlig rigtig slemt, for der kan let være en faktor 100 til forskel på prisen på de gode og de dårlige CO2-reduktioner. Det er et klart problem, at vi ikke aner, hvad KU’s regulering af sit klimaaftryk koster samfundet. Men det er sandsynligvis meget dyrt.

Universitetet har ikke styr på udledningerne

Det er værre endnu med KU’s egen lille klimapolitik. Den store klimapolitik har ret godt styr på udledningerne. Vi ved hvor meget olie, der bliver brændt af i Danmark og i EU. KU har derimod virkelig dårligt styr på, hvor store udledninger, de egentlig ’tager ansvar’ for.

Det er bare et fact of life, at det er noget nær umuligt at finde ud af CO2-indholdet i de varer og services, man forbruger. Det er derfor, den store, koordinerede klimapolitik styrer produktionen og ikke forbruget. Det er sådan, vi strukturerer de klimamål, verdens lande forpligter sig på i FN. KU kan ikke engang tage højde for, om man cykler på arbejde, for deres klimaregnskab bygger på gennemsnitstal og data af lav kvalitet.

Det er værre endnu, for KUs klimapolitik står jo ikke alene. Vi har som nævnt EU’s kvotesystem, et system af nationale målsætninger, CO2- og energiafgifter, en stak afgifter på transport, regulering af energiforbrug, krav til producenter for eksempel i bilindustrien, iblandingskrav, og så videre. Men KU’s klimaregnskab kan ikke se noget af det! Det er helt upåvirket af, hvad der findes af regulering i forvejen. Så KU er fuldstændig ude af stand til at se, hvad de lavesthængende frugter egentlig er.

Der er heller ikke styr på konsekvenserne

Det er desværre endnu værre. KUs klimaregnskab kan heller ikke se konsekvenserne, når man gør noget for at nå KU’s mål. Hvad koster det egentlig samfundet? Fører det til endnu større emissioner andre steder? Det ved klimaregnskaberne ikke noget om.

KU vil blandt andet reducere sit klimaaftryk fra flyrejser. Det kommer helt entydigt til at gå ud over forskningen. Videnskabelige konferencer giver mulighed for at møde nye samarbejdspartnere, og samarbejderne fører til forskning af højere kvalitet. Det er der evidens for.

Danmark er et lille land i udkanten af Europa, så vi har brug for at gøre os lækre for at være godt integrerede i den internationale forskningsverden. Men det bliver ikke nemmere at overtale gode forskere til at komme til København, hvis vi bliver mere begrænsede i vores muligheder for at samarbejde internationalt.

KU vil nok sige at vi ’går forrest’. Men det er jo kun sjovt, hvis man også går den rigtige vej. KU er i færd med at bruge anselige ressourcer på at forringe sine muligheder for at forske og undervise. Jo flere, der gør som KU, jo dyrere bliver den grønne omstilling for samfundet.

Det er dumt i sig selv. Hvorfor gøre det svært, når man kan gøre det let? Når det bliver dyrt, bliver det også mindre sandsynligt, at vi når vores klimamål. Så den grønne omstilling vil faktisk helst have, at KU passer sin egen butik: forskning og undervisning. Den vil helst ikke have, at resten af samfundet følger KUs eksempel.

Vi har forelagt KU’s ledelse Mogens Fosgeraus kritik. De har ikke ønsker at svare, men henviser til tidligere udtalelser.

Emner