Krigen i Ukraine giver os indblik i fremtidens krigsførelse og kalder på nytænkning af Forsvaret

Debatindlæg af ph.d. og fuldmægtig Oliver Alexander Tafdrup (Institut for Statskundskab) og major og militæranalytiker Alexander Høgsberg Tetzlaff (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 28. januar 2024. 

Krigen i Ukraine udgør et eksperimentarium for nye teknologier, eller det NATO kalder»emergerende teknologier«, og fungerer derfor som et blik ind i fremtidens krigsførelse.Styrker på begge sider af konflikten anvender nye teknologier som kunstig intelligens og maskinlæring til at udpege fjendtlige mål og til at øge præcisionen ved for eksempel droneangreb.

Samtidig indhentes og processeres store mængder af data, der er med til at øge situationsforståelsen på slagmarken. I cyberspace ser vi, hvordan ukrainske styrker anvender ansigtsgenkendelse til at identificere døde russiske soldater via sociale medier.

Fremtidens krigsførelse bliver i høj grad defineret af udviklingen af teknologier som ai, edge computing og metoder til big data-analyser, der aktuelt allerede har opnået en høj grad af modenhed. Og længere ude i fremtiden lurer kvanteteknologier med potentiale for markant forøgelse af militær slagkraft.

Set i lyset af denne udvikling har Danmark brug for en øget integration af forskning, forsvar og industri for at udnytte potentialet ved emergerende teknologier - både dem, der aktuelt har nået en modenhed, som gør, at de kan appliceres nu, samt dem med stort potentiale men lav grad af modenhed som kvanteteknologi.

Dette stiller samtidig krav om, at flere typer ekspertise kombineres og nødvendiggør en nytænkning af Forsvarets organisationsforståelse og læringskultur.

Ikke teknologiske frontløbere

Netop nu forhandles delaftaler til forsvarsrammeforliget, der blev politisk vedtaget i sommer og rækker ti år ud i fremtiden. Tiden er derfor inde til en nødvendig diskussion om, hvordan dansk forsvar forbereder sig på at føre fremtidens krig i en kontekst af accelererende teknologiudvikling.

I det perspektiv bør integration af ny teknologi tildeles langt større opmærksomhed i de aktuelle diskussioner om forsvarsforliget, ligesom forskning og udvikling bør spille en langt større rolle i fremtidens forsvarsplanlægning. Der er behov for at tænke konkret over, hvordan teknologiske innovationer løbende kan omsættes til anvendelige militærkapaciteter, og hvordan avancerede teknologier hensigtsmæssigt implementeres i Forsvaret på en måde, der fører til nye og mere effektive doktriner.

Danmark er som andre småstater udsat, når det kommer til den globale teknologikonkurrence, fordi vi hverken er teknologiske frontløbere eller har ressourcer til udvikling af nye teknologier - vi er afhængige af indkøb af mere eller mindre modificerede hyldevarer fra det globale teknologiske supermarked.

Gode beslutninger træffes kun, hvis der bliver skabt et effektivt samarbejde mellem forskningsverdenen, den industri som skal producere teknologien og forsvaret selv, som skal anvende teknologien i praksis.

På denne baggrund vil vi skitsere to udfordringer, som komplicerer de nødvendige samarbejder, og som er vigtige at have sig for øje i debatten om militærteknologisk innovation - både når det gælder satsninger på udvikling af infrastrukturer til civilmilitære innovationsprogrammer samt militær anskaffelse og brug af nye teknologier.

1. Balancen mellem akut genopbygning og transformation

Den nuværende forsvarspolitiske situation er historisk. Med en bevilling på 155 milliarder og en ny forligsmodel baseret på løbende delaftaler, er der både midler og rammer til at være ambitiøs og tænke langsigtet.

Det kræver, at beslutningstagere gør sig tanker om, hvordan militærteknologisk innovation implementeres i forsvarsplanlægningen. Men Forsvaret står imidlertid også over for en række mere presserende udfordringer: Nedslidte bygninger, mangel på personel, materiel og udrustning til soldaterne er akutte og alvorlige.

En af de store udfordringer med forsvarsforliget og transformationen af Forsvaret er at balancere de akutte behov med udviklingen af en mere langsigtet strategi, som gør Forsvaret i stand til at kæmpe og vinde på fremtidens slagmark med den type af teknologi og viden, som vil definere kommende årtiers konflikter.

Det vil kræve, at der tænkes kortsigtet og langsigtet samtidig. Den teknologiske udvikling rummer talrige eksempler på, hvordan fremtidsteknologier ender som dyre innovationsprojekter med begrænset eller ingen realisering af forventede potentialer.

Derfor må de afdelinger inden for Forsvarsministeriets koncern, der monitorerer udviklingen, være særlig opmærksomme på effektiviteten og kvaliteten af den»infrastruktur«, der leverer viden og teknologiske løsninger, så politikerne er gearet til at tage de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt.

Samtidig må man huske, at implementeringen af nye teknologier ikke blot handler om nyt isenkram, men forudsætter udviklingen af en kultur, der forstår at absorbere dem og skabe nye forbedrede praksisser og doktriner.

2. Balancen mellem forsvar, forskning og industri

Dette forudsætter et samarbejde mellem flere sektorer, der kan skabe en effektiv platform for innovation og vidensdeling. Et af de centrale spørgsmål er, hvordan sammenspillet mellem stat og industri kan udvikles og udnyttes inden for ai samt det kvanteteknologiske område, hvor store aktører som Google, IBM og Microsoft driver innovationen og investeringerne.

Dertil kommer en række relevante forskningsmiljøer forgrenet rundt omkring på universiteter, blandt andet NATOs nyåbnede DIANA-center på Niels Bohr Institutet. Umiddelbart kan man tænke, at samarbejdet er uproblematisk; selvfølgelig vil forsvarsindustrien tjene på udviklingen af fremtidens forsvar og forskere burde være interesseret i at bidrage til et effektivt forsvar af vores samfund. Men bagved skåltalerne og hensigtserklæringerne lurer udfordringerne, herunder civile-militære relationer.

For politikerne og Forsvaret bliver udfordringen at vælge de rigtige teknologier på de rigtige tidspunkter samt at gennemføre en kulturændring, der tillader, at viden fra civile organisationer fra forskningsverden og industrien kan absorberes.

På universiteterne kan forskningsetiske normer og værdier være et benspænd. Et eksempel herpå så vi, da en række forskere fra Niels Bohr Institutet gjorde opmærksom på, at samarbejder mellem forsvar og universitet risikerer at udfordre forskningsfriheden og gennemsigtigheden, idet ikke alle videnskabelige gennembrud inden for området kan deles frit og åbent.

Militær forskning og udvikling kan i sagens natur være nødvendig at hemmeligholde, hvorfor universiteternes armslængdeprincip risikerer at blive udfordret.

For industrien kan markedsmekanismer - jævnfør den øgede efterspørgsel på teknologi og stræben mod innovation - risikere at skabe et komplekst udbud af varer, der ikke nødvendigvis er gennemtestede. Udover dette viser fænomenet techflation, at priserne på militærteknologi (og andre teknologier) versus det generelle prisniveau udvikler sig hurtigere.

Det betyder, at den globale konkurrencesituation lægger pres på aktører for at handle - dels for ikke at sakke bagud i konkurrencen, dels for at få pengene til at række længere. Udfordringen bliver her at skabe tilstrækkelig kvalitetssikring og skabe rammerne for udvikling af forsvarsindustrien, hvor startups kan vokse og udbyde deres varer.

Disse udfordringer viser, at teknologi, kultur og politik ikke er adskilte fænomener, men flyder sammen i sociotekniske praksisser, som formes af flere ekspertiseområder og fagligheder. Den vanskelige balancegang må derfor gennemføres via dialog, udvikling og samarbejde på tværs af sektorer.

Emner