Krigsrumleri slører det reelle trusselsbillede

Debatindlæg af major/militæranalytiker Alexander Tetzlaff og forsker Tobias Liebetrau (Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 21. januar 2024.

Det vakte stor opsigt i sidste uge, da den svenske minister for civilt beredskab, Carl-Oskar Bohlin, i klare vendinger advarede om, at der kan blive krig i Sverige. I kølvandet på den markante opfordring til svenskerne om at forberede sig på krig, har debatten også raset herhjemme.

Debatten blev imidlertid hurtigt til et miskmask af diskussioner om risikoen for og forberedelse på henholdsvis krig, hybridkonflikt og naturkatastrofer. Det har medført, at der bliver sat lighedstegn mellem dét, at Danmark ikke er forberedt krig, og dét, at Danmark ikke er godt nok rustet til at håndtere hybridkrig og naturkatastrofer.

Det er imidlertid nødvendigt at skelne mellem de forskellige typer af trusler, afledte konsekvenser og former for forberedelse. Det skyldes, at sandsynligheden for krig i Danmark må betegnes som minimal, og krigsretorikken derfor nemt fremstår både unødigt alarmistisk og militariserende.

Danmark er allerede i en omfattende hybridkonflikt med Rusland. Her er altså ikke tale om en hypotetisk og ekstrem situation, men en konflikttype, der dagligt påvirker det danske samfund. Håndtering af hybridkonflikt kræver derfor en række andre og forskellige modforanstaltninger.

I en tid, hvor Rusland med militær magt forsøger at erobre Ukraine, den vestlige verdensorden svækkes, og klimaforandringerne accelerer, er det nødvendigt, at vi i Danmark - som samfund og som befolkning - forholder os til de nævnte trusler, herunder de udfordringer, der følger af at skulle både forhindre dem og forberede os på dem. Det kræver imidlertid, at vi giver mere plads til nuancer i både vores forståelse og imødegåelse af truslerne.

Hvor der herhjemme er stor enighed om, at den sikkerhedspolitiske situation er blevet forværret som følge af Ruslands forsøg på at bemægtige sig hele Ukraine, så har den seneste uges debat afsløret stor uenighed i vurderingen af risikoen for krig i Danmark, herunder om nødvendigheden af, at befolkningen og beredskabet forbereder sig på krig. Vurderingen af risikoen for krig i Danmark vil variere ligesom følelsen af, hvad der skaber tryghed. Det er en styrke, at der plads til forskellige vurderinger og holdninger til så kritisk et spørgsmål.

Uanset hvad, så har Danmark - og vores allierede - vist markant styrket forsvarsvilje siden februar 2022 ved bl.a. at øge vores militærudgifter og udvide Nato-alliancen. Et afgørende spørgsmål, når vi snakker sandsynlighed for krig og den enkeltes forberedelse herpå, er derfor, hvorvidt en hustandsomdelt pjece og et lager af konserves vil blive opfattet som et tegn på forsvarsvilje i Rusland og dermed mindske sandsynligheden for, at Rusland ikke angriber Danmark.

Det skal stilles over for risikoen beredskabs mangelfulde krigsparathed. Det er et spørgsmål, der bør give anledning til grundlæggende overvejelser om, hvad beredskabets rolle er i krig, hvad vi som samfund ønsker, at beredskabet skal sikre, samt prisen, vi er villige til at betale for det.

Ovenstående overvejelser kan danne grundlag for en mere nuanceret debat om, i hvilken udstrækning Danmark og danskerne skal være forberedte på krig, hvad eventuelle krigsforberedelser konkret bør indebære, og hvad det er værd i kroner, tryghedsfølelse og tillid.

Diskussionen om krigsparathed blev hurtigt æltet sammen med truslerne fra hybridkonflikt og Danmarks mangelfulde håndtering af dem. Det er imidlertid risikabelt at kæde de to for tæt sammen.

Hvor krig er et usandsynligt og ekstremt scenarie, så har Danmark i en årrække været involveret i hybridkonflikt med særligt Rusland. Det er således ikke meget uenighed at spore om, at vi i Danmark skal både implementere modforanstaltninger og forberede os på følgevirkninger af hybridkonflikt - hvilket vi da også har gjort i en årrække. Hvor udsigterne til krig i Danmark altså er blevet vurderet til at være ikke-tilstedeværende siden Murens fald og frem til februar 2022, så har truslerne fra hybridkonflikt været anerkendt, forsøgt imødegået og sat deres præg på samfundet i en årrække.

Rusland forsøger at opnå strategiske fordele ved at anvende hybride virkemidler. Det kommer til udtryk gennem alt fra spionage over påvirkningskampagner til sabotage. Ifølge Forsvarets Efterretningstjenestes årlige vurdering af truslerne mod Danmark, så er Ruslands primære hensigt med at anvende hybride virkemidler »at stresse beslutningstagerne og befolkningerne og derved skabe usikkerhed og forvirring i mållandene«.

Samtidig forsøger Rusland oftest »at sløre, at landet står bag hybride aktiviteter for at komplicere mållandenes modsvar«. Det er alvorligt og noget, som vi skal forberede os på, men det er heldigvis langt fra, hvad vi normalt forbinder med krig.

Omfattende cyberangreb og sabotage er den seneste uge blevet givet som eksempler på mulige hybride hændelser, herunder risikoen for et meget langvarigt strøm- eller internetafbrud, der rammer store dele af landet og befolkningen.

Brugen af det eksempel rejser imidlertid et bydende nødvendigt, men sjældent stillet opfølgende spørgsmål: Hvornår vil et sådant angreb blive tolket som krig?

Skulle et ugelangt strømafbrud ramme store dele af Danmark, er der en vis sandsynlighed for, at det politisk vil blive betragtet som en krigshandling. Det vil altså bringe os ud af hybridkonflikten og ind i krigen. Når eksperter taler risikoen for omfattende angrebs- og skadesscenarier op og betragter det som en forlængelse af den igangværende hybridkonflikt, så er spørgsmålet altså, om de i virkeligheden taler om et krigsscenarie.

Det har konsekvenser for vurderingen af sandsynligheden af sådanne angreb, og hvorvidt og hvordan vi bør forberede os på dem som samfund og individer. Det leder os tilbage til pointen om, at debatten har brug for yderligere nuancering og klarhed.

Krig er alvorlig. Krig påvirker os. Vi er nødt til at forholde os til krig. Netop derfor er det vigtigt, at vi skelner mellem krig, hybridkonflikt og naturkatastrofer.

Der vil være overlap i konsekvenserne ved og håndteringen af de tre scenarier, men de er samtidig så mangesidede og forskellige, at vi er nødt til at nuancere og konkretisere vores diskussion om sandsynlighed, forberedelse og imødegåelse.

Vi har i Danmark besluttet at investere massivt i vores militære forsvar. Det samme har flere af vores Nato-allierede. Det sender et utvetydigt signal om styrket forsvarsvilje, hvorved vi håber at undgå krig. Samtidig skal vi styrke den brede samfundssikkerhed, så vi bliver bedre til at bekæmpe skadevirkningerne af hybridkonflikt og klimaforandringer. Her er sandsynligheden for og forberedelse på krig ikke det rigtige udgangspunkt.

Det forvirrer og slører, hvilke trusler vi står over for, og hvilken type handling der er nødvendig. Såvel militært som civilt. Samfundsmæssigt som individuelt.

Emner