Lad os nu få en nuanceret og fordomsfri debat. Alle er enige om at penge ikke er alt

Kronik af lektor Jeppe Druedahl (Økonomisk Institut) og cheføkonom Mikael Bjørk Andersen (Kraka Economics) i Politiken den 14. maj 2024.

Danmark har brug for en trivselsøkonomi« lød det i et debatoplæg i Politiken 26. april underskrevet af mere end 100 samfundsforskere og eksperter. Der var dog få økonomer blandt underskriverne. Det er der nogle gode grunde til. Oplægget argumenterer nemlig ikke bare for, at trivsel skal være i fokus, men peger også i retning af, at samfundsøkonomien skal styres på en ny måde.

Oplægget definerer aldrig, hvad 'trivselsøkonomi' egentlig betyder. Alle går i deres egne øjne ind for at øge trivslen. I den forstand er al politik 'trivselspolitik', og al økonomi er 'trivselsøkonomi'. Men hvad trivsel er og særligt, hvordan det bedst opnås, er der derimod udbredt uenighed om.

»Vi skal væk fra at styre mennesker efter, hvad der gavner væksten af det økonomiske system, og hen til at styre det økonomiske system efter, hvad der gavner mennesker og natur«, står der i oplægget. Det er en stråmand, at nogen vil styre efter »væksten i det økonomiske system« uden at tænke over, om det gavner mennesker. Og alle vil også påstå, at de passer godt nok på naturen.

Der er derimod gode argumenter for at fremme produktiviteten, som gør, at vi kan producere de samme varer og tjenester med mindre arbejdskraft og færre naturressourcer. Hvis det håndteres fornuftigt politisk, så uligheden og den samlede nedslidning af planeten ikke løber løbsk, kan det øge alles trivsel nu og i fremtiden. Oplagt gennem en kombination af øget forbrug og øget fritid. Vækst er altså nærmere et middel end et mål.

Økonomer er almindeligvis ydmyge i forhold til, hvad der skaber velbefindende eller trivsel for den enkelte.

Økonomer kalder det typisk nytte, men det skal forstås meget bredt. I oplægget står der: »Vækst i bnp har ikke medført højere trivsel i Danmark det seneste årti«. Hvis det skal forstås som, at den vækst i forbrugsmulighederne, danskerne bredt set har oplevet det sidste årti, ikke er noget, de værdsætter, så er det en meget tvivlsom påstand. Inflationskrisen gjorde det klart, hvor ubehageligt tab af købekraft opleves af mange.

Argumentet i oplægget er, at trivslen er faldet i samme periode, som bnp er steget. Men en forringet trivsel kan være drevet af mange andre faktorer. Korrelation og kausalitet må naturligvis ikke sammenblandes.

Det betyder ikke, at al vækst i bnp er ubetinget godt. Hvis det f.eks. bunder i længere arbejdstid eller højere arbejdspres, er der samtidig minus på fritidskontoen. Hvis det f.eks. bunder i øget nedslidning af planeten, er det et minus for fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at økonomisk politik føres med andre indikatorer for øje. Som der står i oplægget, er menneskers behov både fysiske, sociale og mentale. I den politiske debat i Danmark er der et misvisende fokus på øget arbejdsudbud, og hvad det fører til af øgede skatteindtægter. Det glemmes nemlig, at fritid også er et værdifuldt gode.

Men det kan også overdrives, hvor stor en rolle bnp-målet spiller for den politiske udvikling i Danmark. Omfordeling forventes almindeligvis at sænke bnp. Det samme gør f.eks. miljøafgifter. Men begge ting har vi masser af, fordi det giver mindre ulighed og beskytter naturen, som er andre politiske mål.

I oplægget står der videre: »Mere generelt kan manglende opfyldelse af ét behov ikke kompenseres ved øget opfyldelse af et andet behov«. Hvis der menes basale fysiske, sociale og mentale behov, er det nok ikke helt forkert. Men herefter foretages sådan afvejninger, trade-offs, i mange valg. Når man vælger at arbejde lidt mere, er gevinsten den ekstra købekraft, man opnår, mens ulempen er, at man har mindre tid til sig selv og de fællesskaber, man er en del af.

Det ville være godt, hvis flere objektive og subjektive indikatorer for trivsel spillede en større rolle i debatten, og der blev sat politiske mål herfor. Det kræver også, at der bruges flere ressourcer på regelmæssigt at opgøre sådanne indikatorer. Bnp bliver offentliggjort hvert kvartal af Danmarks Statistik. Mange indikatorer for trivsel og for, hvordan danskerne bruger deres tid, når de ikke er på arbejde, indsamles omvendt kun med års mellemrum.

Der vil dog naturligvis være politisk uenighed om, hvordan de forskellige indikatorer skal vægtes. Oplægget argumenterer for bindende mål: »Lovgivning skal sikre, at de fastsatte ambitionsniveauer ikke forbliver ambitioner. Der skal være opfølgning ved manglende fremgang, som det er tilfældet med klimaloven«. Det er næppe en hensigtsmæssig måde at føre politik på. Hvilke bindende mål, der kan blive enighed om, må forventes at svinge med flertallet i Folketinget. Derudover er måleproblemerne enor-me - f.eks. er den ofte anvendte ginikoefficient kun en af mange mulige måder at opgøre ulighed på.

Det er særligt et åbent spørgsmål, hvor godt vores subjektive mål for trivsel faktisk er. Vi ved, at svarene afhænger meget af, hvordan vi spørger. Mere åbenhed om at snakke om problemer kan give udslag i faldende observeret trivsel. Netop derfor kan der være værdi i at få udviklet målingerne, så de faktisk kan bruges i beslutningsprocesserne.

Danmark ligger typisk højt i generelle målinger af subjektiv glæde og livstilfredshed. Men niveauet har været nogenlunde konstant, siden målingerne begyndte i 1970'erne. Betyder det, at der ingen forbedringer har været samlet set? De færreste ønsker nok, at tiden skrues tilbage, så måske er målingerne bare svære at sammenligne over tid og derfor svære at evaluere politik på baggrund af?

Det er fuldstændig foreneligt med mainstreamøkonomisk teori at have en bred forståelse for menneskers behov, og hvad det gode samfund er.

»Økonomi handler om mennesker og ressourcer og ikke bare om penge«, står der i debatoplægget. Det afspejler positionen i mainstreamøkonomi, hvor det ydermere strammes til, at det ultimativt aldrig handler om penge. Og egentlig heller ikke om ressourcer. Kun om mennesker - i nutiden og i fremtiden. Skulle noget tilføjes, er det nok nærmere at medtage værdien for andre levende væsener end mennesker og værdi af naturen i sig selv, men det er en anden diskussion.

Det er fuldstændig foreneligt med mainstreamøkonomisk teori at have en bred forståelse for menneskers behov, og hvad det gode samfund er

Det er derudover vigtigt at skelne mellem mål og midler. Penge, profit og markeder fremstår ’kolde’ i manges øjne. En vigtig pointe fra mainstreamøkonomi er, at vi godt kan styre samfundet med penge, profit og markeder som midler, selv om om vores mål er mere ’varme’. Det kræver en velreguleret markedsøkonomi.

Hvad der er profitabelt, er ikke naturgivent, men socialt bestemt via regulering af markedet. Selv når en profitmaksimerende virksomhed kun tænker på profit, kan virksomheden bringes i samfundets tjeneste ved at afgiftspålægge de aktiviteter, det demokratisk er besluttet er uønskelige, eller subsidiere dem, der besluttes ønskelige. Det omfatter også afgifter og anden regulering, der kan sikre, at planetære grænser ikke overskrides.

Diskussionen for og imod trivselsøkonomi bliver nemt abstrakt, fordi det ikke er klart, hvilke konkrete politiske reformer en overgang til en trivselsøkonomi indebærer. Oplægget lover dog rigtig meget: »Der er et stort potentiale i at anvende løsninger, der ændrer på samfundets forbrug, for eksempel via ændrede offentlige indkøb og bedre regler for bæredygtigt byggeri. Ny forskning viser, at vi på den måde kan øge den generelle trivsel i samfundet, samtidig med at udledningerne af drivhusgasser reduceres med mellem 40 procent og helt op til 80 procent i nogle sektorer«.

Det studie, der henvises til, har dog flere problemer. Det baserer sig på ekspertvurderinger af, om trivslen stiger eller falder, og det ser ikke ud til, at der tages højde for de omkostninger, der ville være ved at følge de 'bedre regler'. Og netop omkostningerne er jo en vigtig del af det samlede billede. Ja, det er godt for vores helbred at cykle eller gå frem for at køre i bil. Men vi kommer hurtigere frem i bil og har derfor mulighed for at bruge den tid, vi derved sparer, på andre aktiviteter, vi værdsætter.

Det nævnte studie er efter eget udsagn baseret på »en forståelse for formbare snarere end faste præferencer« (vores oversættelse). Det giver fare for en paternalistisk tankegang, hvor staten ved bedre end det enkelte individ, hvad individet bør føle og gøre.

Der er klart gode argumenter for at give folk et bedre informationsgrundlag og gøre valgsituationer mere overskuelige. Der er også tilfælde, hvor der er stærke argumenter for at beskytte folk mod sig selv. F.eks. forbud mod hårde stoffer. Det kaldes også for ’libertariansk paternalisme’, da man hjælper borgerne til at træffe de valg, de gerne vil træffe, hvis de tænkte efter. Men når vi er nede i spørgsmål om transportformer og diæt, skal der virkelig udvises ydmyghed over for, hvad borgerne vælger.

Det ville være interessant at få underskriverne til at skitsere specifikke tiltag, hvor vi kan sænke CO2-udledningen betragteligt og samtidig øge vores alle sammens velbefindende helt uden omkostninger.

Økonomer bruger samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser for at klargøre trade-offs. I oplægget hedder det: »Vi opgør og forstår værdien af mange ting gennem penge, men det har sine klare begrænsninger, og det vigtigste er, hvordan ressourcerne forvaltes«. Og videre: »Trivselsøkonomi kan derfor ikke reduceres til, at vi skal til at sætte kroner og øre på trivsel og livskvalitet for at få styr på økonomien«.

Når ting opgøres i penge, er det vigtigt at huske, at det bare er en målestok. Resultaterne i en samfundsøkonomisk cost-benefit-analyse kunne også opgøres i f.eks. en gennemsnitlig arbejdstime. Det, der kræves for at kunne lave analysen, er, at man kan sige noget om, hvor ønskelige forskellige mål er relativt til hinanden. Det kan være rigtig svært at gøre eksplicit.

Men når der træffes politiske beslutninger, bliver det ofte klart, hvad de relative priser er på forskellige mål. Hvis vi bruger x arbejdstimer på at redde et liv på et hospital, har vi vurderet, at det er mere værd end f.eks. x timers hjemmepleje til ældre. Der sker uundgåeligt en implicit værdiansættelse.

Samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser har også en ydmyghed over for borgerne ved at tage udgangspunkt i deres egne ønsker udledt fra enten observeret (markeds)adfærd eller spørgeskemaundersøgelser. I trafikinvesteringer baseres værdien af rejsendes tid f.eks. på en avanceret spørgeskemaundersøgelse med hypotetiske valgsituationer. Det viser sig, at værdien af tid i trafikken ligger i omegnen af en gennemsnitlig timeløn efter skat.

Der er masser af relevante faglige diskussioner om, hvordan de enkelte elementer i en analyse bedst prissættes. Men fordelen er, at det giver en systematisk ramme for at afklare uenigheder, om et forslag er godt eller dårligt. Bunder det i uenighed om, hvor store omkostningerne er? Bunder det i uenighed om værdsættelse af gevinsterne, f.eks. prissætningen på CO2-reduktioner? Eller er der etiske forbehold, som vurderes forskelligt?

Økonomer bygger modeller for at kunne simulere effekten af mulige politiske reformer. Håbet er, at det giver et fornuftigt praj om den faktiske effekt, hvis modellen stemmer godt overens med den eksisterende empiriske evidens, særligt for effekten af tidligere lignende reformer.

Men om en reform er god eller dårlig, har modellen ikke nogen målestok til at sige noget om. Det kræver grundlæggende et politisk skøn: Hvordan afvejer vi de forskellige effekter? I økonomjargon afhænger det af 'samfundsvelfærdsfunktionen', der beskriver, hvad det gode samfund er, og den kan kun fastlægges politisk. I praksis skal der derudover også tages højde for, at der altid er effekter, som ikke er indbygget i modellen, som nogen kan mene er vigtige.

Her kan man med en vis ret fremføre, at der i praksis har været - og fortsat er - blinde vinkler i den måde, der laves økonomiske analyser på, og det beslutningsgrundlag, der stilles til rådighed for politikerne. Bredere mål for trivsel er et relevant eksempel, mens klima og miljø, ulighed og sundhed er andre. Det er derfor en ubetinget god ting, hvis der skaffes bedre vidensgrundlag på alle disse områder, som i højere grad kan indgå. Arbejdet med modellen GrønReform, der skal bruges til at vurdere effekten af politiske tiltag på miljø og klima, er et godt eksempel på en positiv udvikling.

Som debatoplægget siger, er vores økonomiske system menneskeskabt, og derfor kan det ændres demokratisk i en uanet mængde af retninger. Det er oplagt, at det økonomiske system skal indrettes for at skabe en så høj grad af menneskers velbefindende (trivsel) nu og i fremtiden, som det er muligt inden for de planetære grænser. Det mål er alle enige om abstrakt set. Spørgsmålet er, hvad man mener med det i praksis. Fagligt set er det vigtige spørgsmål, hvordan de givne mål for det gode samfund bedst opnås.

Emner