Luk Ukraine ind i NATO og EU nu

Af professor Malene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 12. oktober 2024.

Hvad er ligheden mellem Ungarns Viktor Orbán og Venstre-manden Viggo Hørup? Sætningen»Hvad skal det nytte«!

Formuleringen gik over i historien, da Hørup fra Folketingets talerstol 19. marts 1883 gik til kamp imod, hvad han kaldte»militarismen«i Danmark og de efter hans mening alt for høje udgifter til forsvarsværkerne omkring København.

Det er dog ikke et spørgsmål, han er alene om at stille. For nylig blev den ungarske regeringsleder Viktor Orbáns nærmeste rådgiver, Balazs Orbán (som ikke er i familie med førstnævnte), citeret for det samme i en podcast om Ungarns udenrigspolitik og krigen i Ukraine. Rådgiveren udtalte her, at»Ungarn ville have overgivet sig til Rusland med det samme«, hvis man havde været i Ukraines situation. Balazs sagde også, at»ukrainerne de sidste to år er døde for ingenting«, da»det var alligevel var håbløst at vinde over russerne«.

Det var, sagde han»en helt uansvarlig beslutning af [Ukraines præsident Volodymyr] Zelenskyj, med militære midler, at forsvare sig imod Putins tropper i februar 2022«. Ungarn havde selv lært denne lektie i opstanden mod russerne i 1956 og den havde vist, at det var langt bedre at skåne værdifulde liv end at ofre dem på forsvaret imod russerne.

Udtalelsen vakte forståeligt nok stor opsigt og Viktor Orbán var da også efterfølgende ude at justere formuleringerne. Ikke for at vise sin sympati for de faldne ukrainerne, som har ofret deres liv i kampen for frihed, men blot for at understrege, at de ungarere, som døde i kampen imod russerne i 1956, ikke var døde forgæves!

Hele bataljen står således tilbage som endnu en gigantisk maveplasker i et foreløbigt yderst turbulent ungarsk EU-formandskab. For hvordan skulle det lige fortolkes? Er Ungarn nu blevet så ruslandvenlige, at man ligefrem beder om at blive annekteret, skulle russerne få den idé, at lade kampvogne rulle ind i Obanistan?

Eller handler det mere om, at man af økonomiske årsager bare hurtigst muligt vil tilbage til, hvad man tror kan blive»normalen«- med gassen flydende frit og genoptagelse af godt samarbejde med Rusland - som om intet var hændt?

Det sidste er formodentlig tættere på sandheden end det første og stemmer under alle omstændigheder fint overens med Viktor Orbans forsøg - de sidste to år - på, at gøre alt tænkeligt for at stikke en kæp i hjulet på EU og Vestens ret massive hjælp til Ukraine, herunder sanktionspolitik og forsikringer om fortsat økonomisk og militær støtte og fremtidigt EU-medlandsskab.

Ungarerne er dog ikke ene om»hvad skal det nytte«-tænkningen. Den breder sig med lynets hast i takt med, at situationen på slagmarken i Ukraine ser mere og mere fastlåst ud.

Trods store ord om Zeitenwende virker det for eksempel som om, tyskerne allerede har kastet håndklædet i ringen. Vi husker alle de tyske hjelme, man i starten af krigen mente var tilstrækkelige til at hjælpe ukrainerne med at slå russerne, og selv nu, hvor Zelenskyj tigger om Taurus-missiler og lov til at bruge dem i selvforsvar og i overensstemmelse med folkeretten på russisk territorium, sker der intet. En passivitet som de tyske vælgere tilsyneladende bakker op om.

Ser man bort fra Polen, Baltikum og de nordiske lande, som interessant nok i disse år i næsten ubemærkethed er ved at indtage rollen som EUs geopolitiske hardliners, er der også metaltræthed og vigende interesse for krigen i andre europæiske hovedstæder.

Efter en rejse til Madrid i forrige uge med oplæg på blandt andet Carlos III Universitetet og på de spanske udenrigskorrespondenters årsmøde kunne jeg konstatere, at Ukraine er uendelig langt væk fra Spanien - også i mental forstand. Krigen i Mellemøsten spiller helt sikkert en rolle i denne del af Europa, men skal vi være ærlige, kommer modløsheden også snigende blandt ukrainerne selv. Ikke så meget på grund manglende villighed til stadig at dø for friheden, men mere fordi de netop kan konstatere, at Vesten - længe før de selv - har mødt krigstrætheden.

Ifølge The Economist er ukrainerne faktisk ikke længere der, hvor al tabt territorium nødvendigvis skal tilbage, før de kan se en fredsaftale for sig. Ikke fordi de på nogen måde vil anerkende, at de nu er russiske, men på samme måde som Vesttyskland aldrig anerkendte delingen af Tyskland efter Anden Verdenskrig, er der noget som efterhånden er blevet vigtigere for at garantere ukrainernes sikkerhed: NATO- og EU-medlemskab.

38 procent af ukrainerne siger således nu, at de kan acceptere den nuværende status quo, hvis Ukraine bliver en del af EU, mens hele 47 procent indikerer, at de kan acceptere at indlede fredsforhandlinger, hvis et ukrainsk NATO-medlemskab kan garantere de nuværende grænser.

Så måske er tiden kommet til at forsøge at stoppe krigen på en ny måde? Ved at lukke Ukraine ind i de fællesskaber, som Rusland næppe tør angribe?

Ikke fordi det ikke nytter at kæmpe videre, og slet ikke fordi vi accepterer, at grænser nu kan flyttes med magt.

Men fordi vi erkender, at det i sidste ende kun er afskrækkelse gennem internationale institutioner, som kan garantere freden og kun det, som Rusland har respekt for.

Emner