Macrons satsning er hele Europas satsning - og den skal vindes, hvis vi skal redde os selv

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 21. juni 2024.

Har Macron lavet»en de Gaulle 1968«? Det spørger flere sig selv om, efter at den franske præsident samme aften, som europaparlamentsvalgets resultat tikkede ind 9. juni, opløste den franske nationalforsamling.

Macrons parti, Renaissance, fik ved EP-valget under halvdelen af Marine Le Pens højre nationale Rassemblement National (RN), som landede på en opbakning på historiske 31 procent af vælgerne.

Ren kamikaze og et»gamble«- sådan er Macrons beslutning om at udskrive valg blevet beskrevet i nationale og internationale medier. Naturligvis fordi den yderste højrefløj efter valget i juni og juli ser ud til at indtage regeringskontorerne, og dermed vil kaste ikke bare fransk økonomi, men også europæisk politisk stabilitet og Ukrainestøtte under bussen.

Hvad er Macrons plan og strategi, har mange derfor spurgt sig selv. Kan en præsident i en af EUs største økonomier overhovedet tillade sig egenhændigt at presse hele Europa ud over kanten, mens kontinentet er i krig?

Måske er der en mening med galskaben.

Måske satser Macron på at kopiere den franske præsident Charles de Gaulle som under 1968-studenteroprøret, hvor Frankrig var på randen af økonomisk og politisk nedsmeltning, udskrev valg til nationalforsamlingen, som han til alles overraskelse og mod alle odds vandt overvældende. Han fik hele 353 ud af 486 pladser.

De Gaulle vandt blandt andet, fordi socialisterne under valgkampen sagde, at de ville samarbejde med kommunisterne, hvilket sendte så mange chokbølger gennem samfundet, at de Gaulle tog stikket hjem.

Parallellen til i dag holder nok ikke helt, men der er næppe tvivl om, at Macron med sin valgudskrivelse tog Le Pen på sengen og skabte maksimalt kaos internt på højrefløjen, men også blandt partierne til venstre.

Macron håber tydeligvis, at især Le Pens økonomiske politik, som allerede har fået markederne op i det røde felt, vil få vælgende til at besinde sig. Som Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, præcist beskrev det i denne avis tidligere på ugen, er markederne gået i panik og renterne steget dramatisk med udsigten til, at Bardella (Marine Le Pens 28-årige protegé) måske indtager premierministerposten.

Den positive historie er naturligvis, at der er mange måder, populister kan møde virkelighedens barske mur på. Selvom det ikke skulle lykkes Macron at lave en de Gaulle, vil en RN-sejr udstille Le Pens projekt så eftertrykkeligt, at vælgerne måske løber skrigende væk før præsidentvalget i 2027, hvor Le Pen vil forsøge at blive præsident for fjerde gang. Macron har efter to perioder ikke mulighed for selv at genopstille.

Der er dog også dem, som spår, at vi kan slappe helt af, fordi Le Pen allerede er i fuld gang med at kopiere Italiens Meloni - dvs. droppe rabiate løfter og mærkesager og bevæge sig ind mod den politiske midte.

Interessant nok vil Le Pen for eksempel hverken ud af EU eller euroen længere, selvom det tidligere stod meget højt på den Le Penske dagsorden. Der gik da heller ikke mange timer efter Macrons bombe 9. juni, før Bardella rygsvømmede på løftet om at genindføre 60-årig pensionsalder og sænke afgiften på diselbrændstof - begge ting så meget mærkesager for partiet, at det nærmer sig desinformation af vælgerne nu at sige det modsatte.

Alligevel vil det være uhyre naivt, at tro, at alt hurtigt vil være det samme som før, hvis højrefløjen kommer til magten i Frankrig. Le Pen ligger helt på Ungarns premierminister, Orbáns, linje når det kommer forbindelserne med og sympatien for Putin. EUs fortsatte støtte til Ukraine er derfor langtfra garanteret med Le Pen ved roret.

Til dette kommer, at hendes økonomiske dagsorden er så protektionistisk, at det får Macron til at ligne en»free-marketeer«.

Værst af alt vil Le Pen rulle EU-retten tilbage, en idé flere nationalkonservative skribenter i denne avis i øvrigt den seneste tid har støttet varmt op om. Et farvel til EU-rettens forrang og EU-Domstolens rolle ville imidlertid være det endelige dødsstød til det indre marked, hvor virksomheder netop ikke har skullet forholde sig til 27 forskellige, men ét fælles regelsæt, når de investerer, eller eksporterer deres varer.

Der er ingen tvivl om, at EU for at blive mere konkurrencedygtigt, bør rydde op i reguleringsjunglen, ligesom medlemslandene selv skal undlade at overimplementere EU-direktiverne, en uvane vi har set flere og flere eksempler på. Men at afmontere den fælles spilleplade, vi har skabt i Europa de sidste 60 år, vil være et større selvmål, end det tyske Antonio Rüdiger lavede i EM-kampen mod Skotland.

Ved valget 9. juni»holdt midten stand«som Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, formulerede det. Det EU-konstruktive flertal i Europa-Parlamentet, som normalt udgør grundlaget for samarbejdet, kunne ånde lettet op.

Alligevel er tingene markant forandret. Fremgangen til højrepopulisterne i især flere centrale medlemslande, inklusive Frankrig, varsler ilde. Både for opbakningen til Ukraine på lidt længere sigt, men også for om vælgerne reelt har forstået fundamentet for den velstand og de værdier, det europæiske samarbejde hviler på.

Emner