Med en mulig ny periode til Trump i Det Hvide Hus må Europa have en plan B

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 5. januar 2024. 

2024 er allerede af mange afskrevet som et annus horribilis. I hvert fald hvis man hører til dem, som ønsker en tilbagevenden til en verden, som den så ud før Ruslands invasion af Ukraine.Og selvom 2024 bringer over halvdelen af klodens befolkning til stemmeurnerne, er det i sig selv ingen garanti for, at verden bliver mere demokratisk. Næsten tværtimod.

Selv diktatorer afholder nemlig med stor entusiasme valg i disse år, og demokrati-måleinstitutterne kæmper en daglig kamp med at forsøge at definere, hvor man skal trække grænsen mellem»rigtige«og»fake«demokratier.

I Europa er der også adskillige valg i år og nervøsitet for, at yderfløjene bliver så stærke ved europaparlamentsvalget i juni, at et konstruktivt samarbejde hen over midten bliver vanskeligt.

I Tyskland står AfD til at blive det største parti ved tre østtyske delstatsvalg (og fører på landsplan over samtlige regeringspartier). Hertil kommer, at flere Putin-venlige ledere som Geert Wilders, Marine Le Pen samt Ungarns Viktor Orbán er i eller står til at rykke ind i regeringskontorerne inden for en en overskuelig fremtid.

Godt nyt herhjemme

På denne foruroligende baggrund er der dog også positivt nyt. For eksempel i Danmark. Det virker næsten, som om årtiers mere eller mindre eksplicitte europæiske fodslæberi i disse måneder er ved at fordufte.

Den statsminister, som tidligere primært brugte samtlige nytårstaler på rent indenrigspolitiske spørgsmål, prioriterede i år (udover tronskiftet) udenrigspolitikken. EU er ikke længere gakgak - og tak for det.

Faktisk er der grund til at tage hatten af for regeringens meget klare position i Ukrainekrigen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var nogen Frederiksen-fan under coronakrisen (for slet ikke at tale om håndteringen af mink- eller FE-sagen). Men i sin utvetydige opbakning til Ukraine har regeringen ikke vaklet men forstået, at Ukraines kamp imod Putins brutalitet også er en kamp imod alt det, vi står for i Europa.

Det er langsomt er ved at gå op for regeringen, at krigen vil afstedkomme en markant ændret europapolitik, som vil komme til at præge os i årtier fremover. For et land som i 50 år primært har interesseret sig for adgangen til et enormt indre marked, er det en brat opvågnen - vores egen zeitenwende - som kun lige er begyndt.

Ændringen er imidlertid ikke kun knyttet til Ruslands invasion, men skyldes i høj grad også udviklingen i USA, som tvinger os til at genoverveje, om vi står solidt nok, hvis USA i de kommende år vender sig væk fra Europa.

Vi har brug for en plan B

Udsigten til at få en endnu mere radikaliseret Trump tilbage i Det Hvide Hus vil uundgåeligt medføre ændringer i dansk udenrigs- sikkerheds, og europapolitik. Det betyder naturligvis ikke, at Danmark så bliver anti-atlantisk af den grund. Vi vil gøre alt for at holde linjen varm til USA i mange år frem, og et europæisk svar på det nuværende amerikanske engagement i Europa vil tage årtier at opbygge.

Men med udviklingen i USA er det simpelthen for risikabelt ikke at arbejde på en plan B.

Trump ønskede allerede i 2018, jf hans sikkerhedsrådgiver John Bolton, at trække sig ud af NATO. Og der er, som Bolton formulerede det i et interview til The Hill for nylig,»ingen tvivl om, at Trump vil gøre det i en anden periode«.

Noget Putin jf Bolton bare sidder og venter på. Men selv hvis Trump taber valget, vil den politiske situation, konspirationsteorierne, kaosset og nye beskyldninger om valgsnyd, også presse en demokratisk præsident til at fokusere langt mere på indenrigspolitiske spørgsmål.

Støtten til Ukraine vil naturligvis ikke stoppe fra den ene dag til den anden, men vi ser allerede nu, hvor vanskeligt det er for Biden at få opbakning til fortsat sponsorering af, hvad der ser der ud til at blive en langvarig krig.

Årene, som er gået siden Trump først kom til magten, har også gjort noget ved vores egne»forsvarsværker«. Dengang satte mange af os vores lid til, at stærke amerikanske institutioner nok skulle være der til at korrigere, dæmme op for og i sidste instans stoppe en eventuel omvæltning af demokratiet i USA.

Alligevel beder flere analytikere nu til, at domstolene ikke griber ind og fjerner Trump fra stemmesedlen på trods af at dommere og valgansvarlige i Colorado og Maine konstaterer, at Trump har»begået åbenlyst forræderi«jf. forfatningens artikel 14 sektion 3, og derfor ikke kan bestride et offentligt embede.

Den føderale højesteret skal nu behandle sagen og det er p.t. uvist, hvor den lander, men det er vanskeligt at se et udfald på det amerikanske valg, som ikke vil få enorme konsekvenser for os i Europa.

Derfor er det også godt, at Danmark - tilsyneladende - nu kender sin besøgelsestid og går helhjertet ind i det europæiske samarbejde. Også på lang sigt. Det vil imidlertid kræve endnu større brud med vanetænkningen end Ukrainekrigen allerede har afstedkommet. For eksempel et opgør med årtiers berøringagt for yderligere suverænitetsafgivelse og flere flertalsafgørelser.

Emner