Medier relativiserer og bagatelliserer Trumps fuldstændig groteske handlinger, påstande og løgnehistorier

Af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 14. september 2024.

Det må være pænt deprimerende at være en ukrainsk soldat lige nu. Forestil dig på andet år at sidde i en skyttegrav med russisk artillerigranater flyvende om ørene uden udsigt til, at det stopper foreløbig.

Bevares, ukrainerne har leveret positivt på slagmarken de seneste måneder, ikke mindst med angrebene ind i russiske Kursk og Belgorod. Men»Winter is coming«, og lige nu ser Ukraine ind i den tredje vinter med konstante angreb på infrastruktur og centrale forsyningskæder.

Løfter man blikket og ser på den vestlige verden, som med sine højtbesungne liberale frihedsværdier igen og igen lovede at have ukrainernes ryg, må desillusionen om muligt være endnu større.

Ramponeret fransk-tysk akse

Lad os tage Europa først.

Den måneder lange regeringskrise i Frankrig og det ydmygende nederlag til den tyske trafiklysregering i de østtyske delstater (et forvarsel på, hvad der er i vente ved forbundsdagsvalget næste år) har for alvor kørt den i forvejen ramponerede tysk-franske akse i sænk.

Og selvom Ursula von der Leyen forhåbentlig udnytter magtvakuummet til (igen) at træde op som EUs reelle »commander in chief«, er det europæiske samarbejde alvorligt vingeskudt.

Hvis ukrainerne havde håbet at kunne sætte deres lid til amerikanerne, skal de også være særskilt optimistiske. For selvom Kamala Harris klarede præsidentdebatten tidligere på ugen i fin stil, spår meningsmålingerne stadig dødt løb og altså en 50 procent risiko for, at Trump kan komme til at slå det endelige søm i det amerikanske demokratis ligkiste.

Vinder han, kan ukrainerne - og vi i Europa - godt spænde sikkerhedsbæltet og forberede os på en fireårig rutsjetur, som - hvis vi overlever - vil disrupte alt fra sikkerhedsgarantier til gode handelsrelationer.

Taber Trump, kommer det heller ikke til at gå stille af, da såvel Trump som hans nære støtter allerede har annonceret, at valget så (igen) vil være stjålet. Det er blandt andet derfor, amerikanske iagttagere over en bred kam frygter, at dette amerikanske valg til november kan blive det sidste demokratiske valg i USA.

I USA foreslår flere og flere derfor nu, at vi dropper den »bothsideism«, som vi i Vesten i de senere år har været eksponenter for i vores iver for »at forstå« populismen.

»Medproducenter«af Trumps løgne

Ifølge Websters ordbog betyder »bothsideism«, at medier og kommentatorer i et misforstået forsøg på at balancere holdninger giver troværdighed til meninger, holdninger eller handlinger, som underminerer det demokrati, der gør ytringen af synspunktet muligt i første omgang.

I Tyskland har medierne været ret omhyggelige med ikke at falde i fælden i forhold til AfD, men i dækningen af det amerikanske præsidentvalg er det ikke rigtig lykkes.

I stedet bidrager medier og kommentatorer til at relativisere og bagatellisere de fuldstændig groteske handlinger, påstande og løgnehistorier, som Trump har spyet ud, siden han første gang stillede op til jobbet som leder af den frie verden.

»Bothsidesism ødelægger USA« skrev Laila Lalami i en artikel i 2019. Her beskriver hun, hvordan journalister i frygt for at blive hængt ud som biased, bliver en slags »medproducenter« af Trumps absurde historier for eksempel om, at valget i 2020 var stjålet.

Man nedtoner hans kriminelle handlinger, eller spiller indirekte med på, at den vold, som han selv orkestrerede 6. januar 2021, ikke var et »rigtigt« kup, men bare en flok lidt forvirrede gemytter på skovtur i Kongressen.

Advarslen imod »bothsideism« handler altså om, at medier og kommentatorer - vel vidende at det er problematisk - uforvarende bidrager til desinformation. Alle har jo ret.

Men har alle det, hvis selve demokratiet er på spil?

Nej, det må man ikke håbe. Vestlige demokratier og deres medier er imidlertid slet ikke klædt på til at håndtere det form for skred, som de nye populister i dag repræsenterer, hvilket tydeligt har kunnet ses på mediernes dækning af Viktor Orbán de senere år.

Arven fra Alf Ross

I Danmark er vi særlig udsat, fordi vi er opflasket med ideen om, at demokratiet ikke har en substans i sig selv. Ifølge den indflydelsesrige danske tænker og retsfilosof Alf Ross, som i 1946 skrev bogen »Hvorfor demokrati«, bør demokrati ikke have noget værdimæssigt indhold, men handler kun om at kunne tælle til 90.

Problemet er bare, at det så heller ikke kan forsvares, hvis det trues, eller hvis et flertal skulle finde det opportunt at begrave skandalesager, som vi har set i Danmark de senere år.

Af samme grund har vi i Danmark aldrig rigtig forstået, hvorfor Tyskland, som har en langt mere substantiel og værdibåret demokratiopfattelse, nægter ekstreme højrepopulister ind i regeringskontorerne, hvis det nu engang er det, »folket vil have«.

Men hvad hvis de vil omstyrte demokratiet, begå kup, eller benægter holocaust? Er det så også »fint«?

Troels Heegers interview med Francis Fukuyama sidste weekend var i det lys interessant. Fukuyama mener, at vi for længst er forbi det punkt, hvor vi kan holde fast i formalismen og den beslægtede »bothsideism«, som præger den politiske tænkning i store dele af Vesten. Vi må alle kæmpe imod Trump og for demokratiet.

Gør det så Fukuyama til aktivist, spørger Heeger. Aktivist for demokratiet? Jo måske. Og lad os få flere af dem. Mon ikke også ukraineren i skyttegraven vil være enig i det?

Emner