Mens Tyskland og Frankrig modsiger hinanden, kan Polen blive Europas nye leder

Debatindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab og iCourts) i Berlingske den 2. marts 2024.

'Vi vil hellere spise græs end at blive en russisk koloni igen'.

Sådan sagde Polens veltalende nye udenrigsminister, Radek Sikorski, til Atlantic Council tidligere på ugen. Kommentaren faldt, da journalisten spurgte om man kunne forestille sig, at polakkerne en dag ville bruge mere end hele fire procent af BNP på forsvaret, hvis det blev nødvendigt. Sikorski bekræftede og tilføjede, at man ville bruge otte procent, hvis alternativet var at overgive sig til russerne.

Sikorski, som også var udenrigsminister under den tidligere Tusk-regering fra 2007 til 2014 og gift med den amerikanske historiker Anne Applebaum, har på rekordtid gjort sig bemærket som en af Tusk-regeringens mest markante profiler. Faktisk har han potentiale til at blive en af »det nye Europas« helt store ledere. Det vil sige det Europa, som er født i asken på den russiske invasion af Ukraine, og som allerede har forandret kontinentet fundamentalt.

Alt er blevet sikkerhedspolitik og netop derfor bliver posen i øjeblikket også rystet, når det kommer til, hvilke personer og lande, som med størst autoritet vil komme til at udgøre fremtidens europæiske lederskab.

Og her har Sikorski gjort indtryk. Uddannet på University of Oxford i politik og filosofi sammen med Boris Johnson og David Cameron og formand for det berømte oxfordske »debating society«. Det blev etableret i 1823 som en klub, hvor privilegerede Oxford-studerende debatterer imod hinanden om oratorisk overlegenhed tilsat spiddende ironi.

Udstillede Putins løgne

Sikorski var ikke særskilt privilegeret, men faktisk politisk flygtning fra Polen i 1981. At han havde trådt sine ungdomssko i Oxford blev dog tydeligt for mange i denne uge, da han hængte russerne til tørre i FN i en af de mest veldrejede og sarkastiske taler set længe. Han udstillede Putins absurde løgne og desinformation om, at ukrainerne er nazister, og gjorde grin med Putins påstand om, at det var polakkerne som invaderede Sovjetunionen under Anden Verdenskrig og ikke omvendt.

Sikorskis tale signalerede også noget andet. Nemlig, at man i krigstid har brug for en speciel ledertype. En type, som ingen i den nuværende fransk-tyske akse har kunnet mønstre. Heller ikke selvom Macron forsøger.

Polakkerne er dog først for nylig igen blevet en del af det gode selskab efter otte år med en nationalkonservativ regering, som underminerede demokratiet og kastede salt i såret i forholdet til Tyskland. Det regeringsbærende PiS-parti har således igen og igen krævet krigsskadeerstatninger fra tyskerne fra Anden Verdenskrig, og selvom problemet ikke er løst, tyder noget på, at nye tider er på vej.

For eksempel er den 30 år gamle Weimar Triangel ved at blive genetableret. Den blev skabt af Polen, Tyskland og Frankrig efter Murens fald og ser nu ud til at genopstå med polakkerne og franskmændene i førersædet og tyskerne på bagklappen.

Før dette kan ske, skal polakkerne dog have først deres land rullet tilbage til »før-PiS-tiden«. Landet har stadig et enormt arbejde foran sig, når det kommer til at genoprette retsstaten og få ryddet op i de politiserede domstole, hvor PiS havde anbragt sine loyale støtter, som de styrede som handskedukker.

Men hvordan gør man lige det uden selv at komme til at fremstå som autokrat? Retsusikkerheden for borgerne vil ganske enkelt blive for stor, erkender man nu, hvis man fyrer alle på en gang og erklærer alle de afgørelser, som de ulovlige dommere gennem årene har afgjort, ugyldige. Det er en kæmpe udfordring, som Polens nye justitsminister, Adam Bodnar, mener kan komme til at tage hele valgperioden.

Macrons trumf

Meget tyder da også på, at de interne polske problemer i første omgang kan redde franske præsident Macron fra at miste tronen som Europas ukronede konge. I øjeblikket forsøger han i hvert fald at genopfinde sig selv som en, man kan regne med.

Imploderingen af Det Republikanske Parti i USA og den udeblevne amerikanske hjælpepakke til Ukraine på lidt over 60 millarder dollar har fået Macron til at bryde med den franske mærkesag om, at våbenkøb altid skal tilgodese europæiske producenter.

Der er nu så store problemer med at få skaffet artilleri til fronten, at en gruppe lande med den tjekkiske og franske præsident i spidsen, vil købe våben til Ukraine uden for EU. I denne uge satte Macron så trumf på ved at sige, at man heller ikke kunne udelukke, at Vesten ville overveje at sætte tropper ind i Ukraine. Og selvom dette signal var klogere end som så, da det handler om at afskrække og skabe tvivl om Vestens intentioner i Kreml, så kunne man mange steder spore en vis metaltræthed over for Macrons mange ord og ofte manglende handling.

Macron nåede sent til erkendelsen om, at denne krig også er vores krig, og han har ikke på samme måde sin befolkning med sig i konfrontationen med russerne som for eksempel polakkerne, balterne og de nordiske lande.

Mens franskmændene og tyskerne i årevis fejllæste russerne, advarede polakker og baltere forgæves alle andre. Så ja, derfor kan fremtidens europæiske lederskab meget vel tilhøre dem, som hellere vil spise græs end underlægge sig Rusland på ny.

Emner