Pendulet svinger fra venstre - men uklart hvorhen

Opinion af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 4. marts 2024.

En politisk bølge går igennem Vesten i disse år: En tendens til at ikkesocialistiske partier vinder frem ved en lang række valg.

Sverige fik ved valget i 2022 en ny borgerlig regering - denne gang i et vist samarbejde med de ellers hidtil parlamentarisk urørlige Sverigedemokraterna.

Andre lande, hvor ikkesocialistiske koalitioner det seneste år har holdt magten eller er kommet til, inkluderer Finland (både parlaments- og præsidentvalg), Holland, Schweiz, Grækenland og Bulgarien. I Tjekkiet vandt en uafhængig præsidentkandidat fra centrum-højre over en populist med støtte fra venstrefløjen. I Argentina har man ved valget i 2023, der gav overbevisende sejr til liberalisten Javier Milei, fået en mere offensivt reformivrig »blå« regering, end det er set i noget vestligt land i årtier.

Herhjemme gav valget i 2022 tilbagegang til »rød blok«, og det var som bekendt kun en teknisk bestemmelse i valgloven, som flyttede et kredsmandat, der egentlig burde være gået til Venstre, til socialdemokraterne. Var det ikke sket, havde man meget tænkeligt nu haft en centrum-højre regering herhjemme i stedet for et mudret flertal og en stadigt mere upopulær midterregering.

I meningsmålingerne de seneste 16 måneder har der ikke været overordnet tendens til nyt venstrefløjsflertal, men snarere noget, der kunne ligne status quo eller en mulig borgerlig sejr.

Og ser man på de mange valg, der kommer i 2024, tegner meget til yderligere tilbagegang for især venstrefløjen og i nogen grad »midten«.

Det gælder ikke mindst i forhold til det kommende valg til Europa-Parlamentet - en type valg, der ganske vist altid må tages med forbehold i forhold til andre tendenser, men som ikke desto mindre viser klare signaler.

Professor og valgforsker Simon Hix fra European University Institute i Firenze forudser i en ny prognose på baggrund af data »eksplosive udfald«. Populistiske højrefløjspartier ser ud til at blive de største partier i hele ni lande (Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig), og tyngdepunktet i Europa-Parlamentet bliver meget tænkeligt flyttet fra den socialliberale gruppe til den konservative og vil dermed give et klart højrefløjsflertal for første gang.

Årsagerne kan findes i blandt andet indvandringsskepsis, modstand mod klimapolitikker og muligvis en reaktion på covid-19-årene. Hix forudser, at de underliggende trends også vil manifestere sig ved nationale valg i 2024, blandt andet i Østrig og Bulgarien, og i Tyskland tyder meningsmålinger på, at Alternative für Deustchland ved valget i 2025 kan blive landets næststørste parti.

I meningsmålingerne de seneste 16 måneder har der ikke været overordnet tendens til nyt venstrefløjsflertal.

Så noget kunne tyde på medvind for de borgerligt-liberale eller i hvert fald ikke medvind for venstrefløjen.

Udfordringen for de ikkesocialistiske partier er imidlertid ikke mindst ikke at overvurdere egen succes og tro, at samme eller mere politisk magt også er lig, at man generelt har stor ideologisk medvind. For der er også steder, hvor billedet er et andet. I for eksempel Storbritannien er vælgerne efter 14 år med konservativt ledede regeringer og megen turbulens utålmodige efter noget nyt, og Tory-partiet ser ud til at tabe stemmer til alle sider.

Et faremoment, når det gælder at udlægge »valgets tale«, er, at nogle faktorer simpelthen er strukturelle. Det er velkendt, at der findes en nedslidningseffekt, hvor regerende koalitioner taber over tid - i gennemsnit cirka tre procentpoint af stemmerne pr. valgperiode. Det betyder, at hvis der har været mange regeringer af én ideologisk farve på ét tidspunkt, vil man meget tænkeligt se en slags penduleffekt den modsatte vej ved nogle af de kommende valg.

Den slags slår særligt synligt igennem, når der er usikre tider. Valget i Argentina kom for eksempel ovenpå en rekordhøj inflation på 140 procent og var nok mere utilfredshed med dét end stærk ideologisk tilslutning til Mileis vidtgående reformprogram. Det samme er billedet i USA, hvor de målinger, som for øjeblikket giver en svag føring til Trump, mere er udtryk for utilfredshed med Biden end stor ideologisk rygvind til Republikanerne.

Det andet problem ved håndfaste fortolkninger er, at de ikkesocialistiske partier, som for tiden går frem, gør det på en meget blandet baggrund og uden klare fællesnævnere. En del steder er det undertiden nye, populistiske eller nationalkonservative højrefløjspartier, der vinder frem på indvandringsskepsis - for eksempel Holland hvor Geert Wilders' PVV i 2023 blev landets største parti. Men andre steder taber sådanne til mere traditionelle centrum-højre partier - som for eksempel i Polen, hvor magten skiftede internt blandt de borgerlige fra de nationalkonservative til de socialliberale.

Hvis der er en fællesnævner for højrefløjens fremgang i mange lande, er det nok først og fremmest en anti-establishmentstemning. Hvis den ikke kanaliseres ind i sammenhængende politiske programmer, der afhjælper utilfredsheden, vil pendulet hurtigt kunne svinge igen.

Emner