Platformsarbejdernes sikkerhedsnet falder til jorden

Debatindlæg af professor Anna Ilsøe (Vive/FAOS) og professor Catherine Jacqueson (Welma, Det Juridiske Fakultet) i Altinget den 4. marts 2024. 

Det er nu mere end to år siden, at EU-Kommissionen fremlagde sit forslag om et direktiv til beskyttelse af platformsarbejdere, som gav anledning til stor debat. Formålet var, at platformsarbejdere som eksempelvis dem, der arbejder via Uber, Wolt og Care, skulle beskyttes bedre i hele EU.

Der skulle indføres en EU-formodningsregel, hvor platformsarbejdere målt ud fra to ud af fem kriterier formodes at være ansatte frem for selvstændige.

For første gang skulle algoritmeledelse også reguleres på EU-plan med regler for, hvad algoritmer på platformene må og ikke må.

Det var i hvert fald EU-Kommissionens ønske og mål, da den fremlagde sit forslag til et platformsdirektiv. Europa-Parlamentet bakkede op, men efter flere kompromisforsøg lykkedes det alligevel ikke at overbevise modstræbende EU-lande i Rådet, med Frankrig i spidsen.

Fredag 16. februar stod det klart, at der ikke var tilstrækkelig opbakning til at stemme forslaget igennem. Det belgiske formandskab forsøger nu at redde forslaget i sidste time, men det ser meget svært ud.

Spørgsmålet er, hvorfor det kom dertil, og hvilke fremtidige scenarier, der i stedet kan være, for at afklare platformsarbejdernes ansættelsesstatus.

Det første direktivforslag
Allerede da direktivforslaget blev præsenteret første gang, blev det modtaget med skepsis fra arbejdsgiversiden, fordi man frygtede, at det ville brede lønmodtagerstatus for meget ud blandt selvstændige på platformene.

Den europæiske fagbevægelse og flere danske fagforeninger var mere positive, fordi man ønskede, at falske selvstændige på platformene fik reel lønmodtagerstatus.

Forud for direktivforslaget havde der været en del domme og myndighedsafgørelser om ansættelsesstatus på enkelte platforme i forskellige europæiske lande. Der var dog ofte tale om konkrete afgørelser, det vil sige afgørelser, som man vanskeligt kan generalisere til andre platforme og platformsarbejdere.

Flere EU-lande var decideret imod en formodningsregel. Andre lande havde svært ved at acceptere, at EU skulle bestemme.

En sådan proces gør det naturligvis dyrt, langsomt og besværligt at udvikle fælles spilleregler i markedet og opnå det, man kalder "level playing field." Derfor var store dele af fagbevægelsen positiv over for et direktiv på området.

Direktivforslaget blev først forhandlet af Europa-Parlamentet og derefter af Ministerrådet, og de stod langt fra hinanden. Det var formodningsreglen om status som lønmodtager, der udgjorde den store knast.

Direktivforslaget var flere gange igennem EU-lovgivernes karrusel, og det lykkedes ikke det spanske formandskab at overbevise de modstræbende medlemsstater i Rådet.

Flere EU-lande var decideret imod en formodningsregel, som for eksempel Frankrig. Andre lande havde svært ved at acceptere, at EU skulle bestemme, og mente, at det skulle være op til den enkelte medlemsstat at definere en eventuel formodningsregel.

For eksempel fremførte Sverige, at ansættelsesstatus er noget, der fastsættes af arbejdsmarkedets parter i de nordiske modeller – ikke af lovgiverne.

I februar 2024 stod det så klart, at direktivet langt fra ville blive så ambitiøst som oprindeligt tænkt i 2021.

En fælles europæisk formodningsregel var mere eller mindre taget ud af direktivet, og det var nu op til hver enkelt medlemsstat at udvikle en formodningsregel på nationalt niveau.

Kapitlet om algoritmeledelse var også revideret, men var dog bevaret som et fælles europæisk regelsæt.

Trods revisionerne blev direktivet forpurret af et blokerende mindretal i Rådet.

Hvordan er platformene og platformsarbejderne så stillet nu, og hvad er de mulige scenarier?

Nationale løsninger
Med frafaldet af den fælles europæiske formodningsregel bliver det svært at skabe et europæisk "level playing field" vedrørende ansættelsesstatus.

Til gengæld har hvert enkelt medlemsland stadig mulighed for at udvikle deres egne regler, selvom direktivforslaget er faldet.

En national formodningsregel (lovgivning) vil kunne skabe fælles spilleregler i et nationalt marked, men nationale formodningsregler kan også bidrage til at øge forskellene mellem de nationale markeder i EU. I november 2023 fremsatte Enhedslisten forslag om en national formodningsregel i Danmark.

En anden vej at gå er, at arbejdsmarkedets parter forhandler flere kollektive aftaler for platformene.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilke detaljer den skal indeholde – og ikke mindst hvor mange, der skal omfattes af den. Enhedslisten lægger op til inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen af en national formodningsregel.

Her vil der nok være forskellige holdninger – både til om en sådan regel er en god ide og til, hvor mange den eventuelt skal omfatte.

Det er derfor usikkert, om der vil være opbakning til en national formodningsregel – både på Christiansborg og blandt arbejdsmarkedets parter.

En anden vej at gå er, at arbejdsmarkedets parter forhandler flere kollektive aftaler for platformene. Danmark er et af de lande, der er gået forrest i forhold til at forhandle kollektive aftaler.

Allerede i 2018 fik vi den første overenskomst indgået mellem rengøringsplatformen Hilfr og fagforeningen 3F. Denne aftale gjorde det muligt at overgå til lønmodtagerstatus efter 100 timers arbejde som freelancer – eller selv at vælge lønmodtagerstatus fra starten af.

Aftalen er på nuværende tidspunkt under genforhandling. I 2021 fik vi så den første brancheoverenskomst i den danske platformsøkonomi – Madudbringningsoverenskomsten – som blev genforhandlet i 2023.

Der er indtil videre kun en platform, der har tilsluttet sig overenskomsten nemlig Just Eat Takeaway. Aftalen gælder derfor kun deres ansatte. Hvis flere platforme tilslutter sig overenskomsten, kan dette imidlertid bidrage til flere lønmodtagere i platformsøkonomien.

Formodningsreglen som et europæisk projekt
Selvom det nuværende direktivforslag er faldet, så kan man alligevel på sigt forestille sig, at forhandlingerne bliver genoptaget af et nyt Europa-Parlament og af EU-formandskabet – måske først til foråret 2025 med Danmark som chefforhandler.

Dette åbner op for, at formodningsreglen kan blive genoptaget som et europæisk projekt, og at EU-Kommissionen kan komme igennem med en af sine mærkesager for at skabe et mere socialt Europa.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er så sandsynligt, når der har været så stor modstand mod en formodningsregel blandt en række lande.

Samlet set peger forløbet på, at fagbevægelsens optimisme ikke har holdt vand, og de står skuffede tilbage. Hvis der aldrig kommer et EU-direktiv, bliver det op til politikerne og arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemslande at afklare spørgsmålet.

Man kan på sigt forestille sig, at forhandlingerne bliver genoptaget af et nyt Europa-Parlament og af EU-formandskabet.

Her er det vigtigt at huske på muligheden af aftalesporet i platformsøkonomien, som især er benyttet i de nordiske lande.

En national formodningsregel ved lovgivning er også en vej at gå. Den har den fordel, at den måske vil dække bredere, inklusivt de mest udsatte lønmodtagere, der kan risikere at falde uden for de kollektive overenskomster. En anden vej er at forhandle overenskomster – især brancheoverenskomster som også kan bidrage til at skabe fælles spilleregler i markedet.

Fordelen ved aftaleregulering er, at aftalerne kan tilpasses de enkelte typer af platforme og platformsarbejdere og deres behov – der er eksempelvis forskel på madudbringningsplatforme og rengøringsplatforme.

I øvrigt kan sådanne aftaler efter EU-retten også dække platformsarbejdere med status som selvstændige. I 2022 vedtog EU Kommissionen en række guidelines for forhandling af kollektiv overenskomst for solo-selvstændige, herunder platformsarbejdere, da den ikke anser disse aftaler som omfattet af konkurrencereglerne.

De nye guidelines er dog ikke taget i brug endnu i en dansk sammenhæng, så her ligger bolden hos arbejdsmarkedets parter og Konkurrencestyrelsen.

Emner