Præmie til de næstbedste

Kronik af Ph.d.-studerende Jacob Richard Strabo (Økonomisk Institut) i Weekendavisen den 9. august 2024. 

I 2020 udpegede regeringen en ekspertgruppe, der skulle revurdere den nuværende karakterskala. Selvom fire år er gået, er der ikke sket ændringer, og i de forgangne uger er debatten om karakterskalaen blusset op igen. 7-trinsskalaen kritiseres for at fremme en usund præstationskultur og for at være for unuanceret - men debatten overser en vigtig dimension.

Præmissen for en karakterskala er, at den benyttes til at fordele studerende på uddannelser og i job. Hvis ikke det var tilfældet, ville incitamentet for at få gode karakterer formentlig forsvinde. Karaktersystemet fungerer altså som en slags fordelingsnøgle, og designet af skalaen påvirker, hvem vi giver lov til at vælge uddannelse først - nok også i højere grad, end de fleste går og forestiller sig. Det er en af de ting, jeg undersøger i mit ph.d.projekt.

I dag skal gymnasieelever op i mange forskellige fag og testes både på deres styrker og deres svagheder. Hvis vi kun testede matematikgeniet Per i matematik, ville det komme ham mere til gode, end når han også skal vægtes i oldtidskundskab og fransk. Men ser man bort fra denne indlysende pointe, så har alene karakterskalaens opbygning indflydelse på elevers karaktergennemsnit, og derved hvem der kommer ind på deres drømmestudie.

Det er derfor værd at overveje, om vi i dag belønner forskellige præstationer hensigtsmæssigt.

Adgangsbillet til drømmestudiet

Et par servietberegninger kan illustrere de dilemmaer, der altid er indbygget i en karakterskala:

Lad os tage to gymnasieelever, Per og Eberhardt, der begge gerne vil læse på universitetet i København, men der er kun plads til den ene. Per er klassens bedste elev i halvdelen af fagene, hvorfor han får 12 i disse. I den anden halvdel får han 7, hvilket resulterer i et gennemsnit på 9,5. Eberhardt får 10 i alle fag, hvorfor han også har et gennemsnit på 10, og derfor får han pladsen på universitetet. Hvis vi ændrede karakterskalaen, så 12-tallet i stedet var et 14-tal, ville det ikke påvirke Eberhardts gennemsnit, men Per ville derimod få glæde af den nu højere belønning for den øverste præstation og score et gennemsnit på 10,5, hvilket betyder, at Per i stedet får rusturen efter sommerferien.

Det betyder også noget, hvor mange der får hver karakter. Et gennemsnit fortæller kun noget om en persons formåen og kunnen i kraft af, hvad alle andre får - altså er det ikke særligt imponerende, at Per har et snit på 12, hvis alle andre også har det.

Hvis vi forestillede os, at halvdelen af alle studerende får den bedst mulige karakter, bliver det sværere at adskille de bedste fra de næstbedste. For at kunne vurdere de studerendes relative niveau til hinanden, bør fordelingen af karakterer afspejle fordelingen af de studerendes kompetencer i så høj grad som muligt.

Hvis vi for eksempel havde en karakterskala, der hed 1, 2, 3, 4 … og op til 100, så ville det være nemmere at adskille de gode fra de mindre gode - men det ville nok også røve nattesøvn og give grå hår til dem, der skal give karaktererne.

Som samfund har vi besluttet, at karaktergennemsnittet skal benyttes til at fordele langt de fleste studiepladser på. Dem, der har de højeste karaktergennemsnit, får mulighed for at vælge først.

Ligesom med andre forhold i samfundet kan vi forvente at få mere af det, vi belønner, og mindre af det, vi straffer. Når studerende kan komme ind på deres drømmestudie udelukkende baseret på deres gennemsnit, belønner vi flid på skolebænken, men ikke andre karakterskabende meritter - der også kunne være relevante. Ser man til udlandet, benyttes helhedsvurderinger af ansøgere ofte til at optage studerende på universiteterne.

Den ene procent

Vi kan starte med at se nærmere på, hvad der sker i toppen af 7-trinsskalaen. Når man på den nuværende karakterskala stiger tre point fra 7 til 10 og kun to point fra 10 til 12, belønner vi i lavere grad toppræstationen, end hvis springet mellem 10 og 12 var større.

Kunne man hæve en valgfri karakter med en times ekstra læsning, vil ens gennemsnit altså stige mere ved at lægge en time i et fag, hvor man ellers ville få 7, fremfor i et fag, hvor man ellers havde fået 10.

Når vi ikke belønner den bedste præstation med mere, forsvinder noget af incitamentet til at gøre sig særligt umage for at få den højeste karakter. På den gamle 13-skala blev den bedste præstation opnået af omtrent en procent af gymnasieeleverne, og det blev belønnet med et spring på to fra 11 til 13 på en skala, der ellers kun steg et point ad gangen på resten af den beståede del af skalaen.

På 13-skalaen belønnede man altså dem, der havde kompetencerne til at være blandt den ene procent bedste i et fag eller i hvert fald gad at bruge den fornødne tid på at blive det.

På 7-trinsskalaen får omtrent de bedste ti procent et 12-tal, hvilket gør, at den bedste ene procent må stå med skægget i postkassen, fordi de får den samme karakter som øvrige modtagere af 12-tallet. Skulle vi i stedet anvende den amerikanske karakterfordeling, hvor op imod 40-50 procent af de studerende får topkarakteren, ville vi i endnu mindre grad fremme den bedste præstation relativt til den næstbedste. 

Vi straffer altså ikke den mindre gode præstation og belønner ikke den bedste på den nuværende karakterskala.

Ser vi bort fra -3, er de tre laveste karakterer med en minimumsindsats 00, 02 og 4. Mellem disse karakterer er springet kun to point, hvorefter det hopper tre point til 7-tallet. Det modsatte eksempel fra før gør sig her gældende, hvor vi ikke straffer den mindre gode præstation. Kunne man købe sig til en højere karakter i to forskellige fag med en times ekstra læsning, er udbyttet i ens gennemsnit altså højere ved at lægge den time i et fag, hvor man ellers fik 4, end det ville være i et fag, hvor man ellers fik 02, som er minimum for at bestå.

Vi straffer altså ikke den mindre gode præstation og belønner ikke den bedste på den nuværende karakterskala. Fordelene ved ikke at belønne de bedste er, at man derved indirekte belønner den næstbedste præstation, hvilket giver en drivkraft for at være god i flere fag fremfor at specialisere sig i få.

7-trinsskalaen fremmer altså generalisten, hvilket giver en risiko for, at matematikgeniet Per ikke får lov til at læse matematik på universitetet, fordi hans karakterer i de sproglige fag er for dårlige.

Spørgsmålet er, hvem vi ønsker at fremme i samfundet, og hvilke incitamenter for de studerende vi ønsker at skabe? Når folk rangerer forskelligt på forskellige karakterskalaer, alt efter hvordan vi designer en skala, belønner og straffer vi forskellige præstationer - hvilket også naturligt ændrer incitamenterne til at højne sit niveau på tværs af forskellige fag.

Når vi vælger en karakterskala, må vi tage stilling til, hvad vi ønsker som samfund. Er det den stabile, gode Eberhardt, der skal have et forspring - eller er det den svingende, nogle gange halvdårlige, andre gange suveræne Per, vi skal give en forlomme i livet?

Emner