Præsidentvalget kan blive den perfekte storm

Kronik af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Opinion den 17. maj 2024.

Årets amerikanske rematch mellem Joe Biden og Donald Trump kan ende i værre kaos end tidligere - takket være polarisering, matematik og forfatningens finurligheder.

Hvis man troede, at de amerikanske præsidentvalg i 2020 og 2000 var kaotiske, eller at det i 2016 var demokratisk problematisk, kan man lige så godt indstille sig på, at det kan blive endnu værre, når Joe Biden og Donald Trump er kandidaterne i år.

Noget af dette skyldes polarisering og et stadigt skarpere delt vælgerkorps - men bagved ligger forfatningen og selve valgmatematikken: Vælgerne stemmer reelt ikke på præsidentkandidater, men på medlemmer af det såkaldte Valgmandskollegium, der så moralsk har forpligtet sig til ved efterfølgende møder i delstaterne at stemme på specifikke præsidentkandidater.

Der er 538 valgmænd, det samme antal til hver delstat som medlemmer af senatet (100 i alt, to til hver stat, uanset befolkningstal) og Repræsentanternes Hus (435, fordelt nogenlunde forholdsmæssigt efter befolkningstal), samt tre til District of Columbia. Selv de mindste stater har mindst tre, så de små er overrepræsenteret, og det kan matematisk medføre, at en kandidats valgmænd får flest stemmer fra vælgerne, mens en anden kandidat vinder flest valgmænd. Langt de fleste præsidentvalg er ikke gået »galt« i så henseende, men det er sket i alt fem gange siden 1824. Typisk når valget har være meget tæt mellem de to førende kandidater. Ligesom i år.

Men facetter af præsidentvalgsystemet kan gøre processen langt værre - fordi der er 538 valgmænd, og fordi vinderen skal have et absolut flertal (mindst 270). Men det kan ske, at ingen kandidat opnår dét, og det kan der være mindst tre grunde til.

Én er, at der kan være flere end to kandidater, som vinder valgmænd. Det sker ekstremt sjældent, men det kan ske - og kan så betyde at ingen får »nok«. Ved for eksempel præsidentvalgene i 1948 og 1968 vandt »tredjekandidater« valgmænd, og hvis den fhv. demokrat, men nu uafhængige præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. vinder i blot én stat, kan det gøre udfaldet.

En anden mulighed er, at det simpelthen kommer til at stå lige: 269 valgmænd til to kandidater. Det er normalt matematisk usandsynligt, men det kan ske, og nylige beregninger har vist, at muligheden er ikke-triviel. Der er adskillige mulige scenarier, der kan lede til netop dét.

Den tredje mulighed er, at nogle delstaters valg af valgmænd bliver anfægtet juridisk eller politisk. Det skete i 1876 og var ved at ske i 2000 - og det var dét, Trump i 2020 forsøgte at køre som en bevidst strategi.

Hvordan gjorde Trump det? Ved at anfægte tætte valgresultater fra nogle delstater, hvor Biden var erklæret som vinder, satsede Trump på, at Kongressen ville give ham valgmændene. Eller at de ville ryge »ud« af ligningen - for hvis ingen får 270 valgmandsstemmer, er det i stedet Repræsentanternes Hus, som vælger præsidenten.

Her stemmer de 435 kongresmedlemmer ikke individuelt, men i de 50 delstatsdelegationer, som så har en stemme hver, og vinderen skal have et absolut flertal bag sig (mindst 26). Her har Republikanerne siden 1990erne generelt stået stærkest.

Men det kan blive på et hængende hår: For nærværende har Republikanerne flertal i 26 delstatsdelegationer, Demokraterne i 22, mens to står lige og derfor (som udgangspunkt) må stemme blankt. Men det er de kongresmedlemmer, som vælges i november, som i givet fald skal stemme, så udfaldet kan afhænge meget af, hvordan det går da. Det kan meget vel blive valgresultatet fra en enkelt stat - for eksempel Pennsylvania - som afgør det hele.

Men hvis ingen kandidat når de 26 stemmer, kan Kongressen ikke vælge en præsident - så må de stemme igen og igen, indtil en vinder foreligger. Der findes intet andet organ - heller ikke forbundshøjesteretten - som kan »vælge« vinderen.

Hvis ingen af de to kandidater får flertal inden 20. januar 2025, vil en fungerende præsident træde til. Her foreskriver forfatningen en rangorden for det, og normalt ville nr. 1 på den liste være den siddende vicepræsident.

Men en sådan findes teknisk set ikke, hvis ikke valget er afgjort - men så er det Senatet, som vælger denne, og her har Demokraterne flertal for tiden - men kun én stemmes flertal.

Ellers vil den fungerende præsident blive nr. 2 i rækkefølgen - hvilket er formanden for Repræsentanternes Hus. Denne er for øjeblikket republikaneren Mike Johnson, men han har sine egne udfordringer, og det er slet ikke sikkert, at det er ham, der bestrider embedet til januar.

Man behøver ikke megen fantasi for at kunne forestille sig, hvordan selv små udsving kan betyde meget, eller hvordan et så uklart valgresultat vil kunne blive opfattet som illegitimt og igangsætte laviner af juridiske slagsmål ved domstole - og måske fysiske slagsmål ved Kongressen.

Man så 6. januar 2021, hvorledes nogle Trump-støtter var villige til at gå til yderligerheder - men man kan sagtens forestille sig lignende adfærd fra dele af det Demokratiske partis mere yderligtgående bagland.

Valget ender næppe i kaos - men i et polariseret, fastlåst USA er risikoen nu større end længe.

Emner