Regeringens flagforbud er en hullet sutteklud

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 22. januar 2024. 

SVM-regeringen har nu tilsluttet sig Danmarksdemokraternes beslutningsforslag om at forbyde flagning med »fremmede nationers flag i det offentlige rum«. Forslaget kommer ovenpå, at Højesteret i sommer afgjorde, at det flagforbud, som mange troede eksisterede, og som politiet i mange år havde haft problemer med at håndhæve meningsfuldt, blev kendt uden gyldig lovhjemmel. Bliver lovforslaget, som skal laves senere på året, vedtaget - og det gør det nok - vil Danmark reelt være det eneste demokratiske land i verden med en sådan type lovgivning. Og det er der nok en grund til, at andre har afholdt sig fra.

For der er tale om et forslag fyldt med potentielle problemer, og som på mange punkter minder om regeringens forbud mod »utilbørlig« behandling af religiøse skrifter.

Dels er der tale om symbolpolitik, der reelt ikke har nogen faktiske konsekvenser - andet end at gribe ind over for handlinger, der reelt er en slags ytringer, som ikke skader nogen.

Dels vil en sådan lov i praksis indeholde både en række undtagelser og så mange uklarheder og potentielle absurditeter, at det vil gøre det svært for myndighederne af navigere i praksis.

For hvornår er noget overhovedet flagning? Handler det kun om flag i en flagstang, der står på jorden? Gælder det også flagstænger monteret på bygninger? Hvad med flag, der hænges ud fra en altan eller ud af et vindue, men ikke monteret på en stang? Flag, der bæres på en stang og bruges for eksempel til demonstrationer? Flag, der ved samme lejlighed ikke er sat på en stang, men bare viftes med? Og så er vi slet ikke ved de mere marginale eksempler som små flag, der bruges som standere på en bil eller på anden vis dekorativt.

Dette er ikke bare ordkløveri. Historisk set er flagning for de fleste forbundet med et flag på en flagstang i haven. Men beslutningsforslaget taler eksplicit om det »offentlige rum«, og mens et flag i baghaven nok er synligt, er det reelt på privat grund - hvor Grundlovens ord om boligens ukrænkelighed egentlig skulle gælde.

Og omvendt så er den mest hyppige og i hvert fald mest synlige offentlige brug af nationalflag nu om dage ved for eksempel sportsbegivenheder eller politiske demonstrationer. Er det logisk, at en dansker ikke må hejse Stars and Stripes i sin baghave på USAs uafhængighedsdag, men at danske Hamas-sympatisører godt må vifte og svinge med arabiske flag på Rådhuspladsen? Skal det til en landskamp være tilladt for danske fans at bære Dannebrog, men ikke for modstandernes fans at bruge deres nationalflag? 

Det helt grundlæggende problem er her, ligesom med »koranloven«, at brug af flag er en fredelig udtryksform, som ikke i sig selv skader nogen..

Og så er der hele spørgsmålet om, hvornår noget overhovedet er et fremmed nationalflag. Det er slet ikke så simpelt.

For skal forbuddet kun gælde stater anerkendt af den danske stat?

I så fald må man ikke flage med flag for Israel - det tætteste Danmark kommer på en allieret i Mellemøsten - men til gengæld må man godt flage med den gamle terrorbevægelse PLOs flag, som nu bruges af det palæstinensiske selvstyre.

Eller gælder det også stater anerkendt af FN som medlemmer, uanset om Danmark anerkender de pågældende som sådan? Eller stater, som nogle anerkender som stater, også selvom de fleste ikke gør?

Det er ikke rent hypotetiske emner. Der findes flag for for eksempel Tibet og Taiwan, som Folkerepublikken Kina i begge tilfælde gør krav på, men hvor henholdsvis uafhængighedsbevægelser og række andre stater har andre synspunkter. Det har tidligere været Justitsministeriets holdning, at sådanne »områdeflag«, som man kaldte det, også er forbudt, fordi de pågældende områder er dele af anerkendte stater.

Og vil fremmede nationalflag kun gælde flag for eksisterende stater og med nutidig brug? I så fald må man ikke flage med flaget for Danmarks nabo og allierede, Forbundsrepublikken Tyskland - men godt med flagene for det nazistiske Tredje Rige, det kommunistiske DDR eller for den sags skyld Sovjetunionen. Men det helt grundlæggende problem er her, ligesom med »koranloven«, at brug af flag er en fredelig udtryksform, som ikke i sig selv skader nogen, og hvad er så egentlig det presserende problem, et flagforbud skal og reelt kan afhjælpe?

Dengang i 1915, hvor man forsøgte at regulere brug af fremmede flag, handlede det i virkeligheden om, at Danmark var neutralt i Første Verdenskrig, og at man i en eventuel krigssituation ikke ønskede bogstavelig signalforvirring.Men det er jo ikke just et reelt problem i dag, og hvis flagning kun går på brug fra flagstang, hvad er det så, man skal undgå? Hvis Danmark bliver angrebet af Rusland, er det næppe, fordi russerne spotter et ukrainsk eller amerikansk flag i en dansk kolonihave.

Og så kan det næppe heller handle om at udvise særlig respekt for Dannebrog. For størstedelen af praktisk brug af fremmede nationalflag sker givetvis på anden vis end i folks haver.

På den måde fremstår flagforbuddet ikke blot som symbolpolitik tømt for reelt indhold, men som en i bedste fald meget halvhjertet og usystematisk én.

Emner