Svært at se fordele ved en ny model for klimamål

Debatindlæg af professor Mogens Fosgerau og adjunkt Frikk Nesje (Økonomisk Institut) i Politiken den 30. januar 2024.

Iden danske debat bliver der ofte argumenteret for forbrugsbaserede klimamål, som handler om CO2-udledning ved produktion og transport af varer, vi forbruger her til lands, med henvisning til at Danmark bør være et foregangsland. Men et foregangsland skal ikke bare gå forrest. Det skal også gå i den rigtige retning.

Der er bred enighed om målet, at Jordens befolkning skal reducere udledningen af drivhusgasser. Et grundlæggende globalt klimapolitisk problem er koordinationsproblemet, kendt som fællesskabets tragedie.

Problemet er, at vi ikke er i stand til at koordinere de forskellige nationale interesser, således at vi kan opnå det fælles bedste. Omkostningerne ved at begrænse drivhusgasudledningen rammer mest hos det land, der gør noget for at begrænse, mens gevinsterne via klimaet er fordelt over hele kloden. Alle lande har således et incitament til at lade resten af verden tage omkostningerne, mens gevinsterne tilfalder alle lande, uanset om de selv har reduceret deres udledning.

I DEN DANSKE klimapolitiske diskussion argumenterer flere for at reducere verdens CO2-emission mest muligt. Men det er vigtigt at huske, at klimapolitik i Danmark og EU må forholde sig til det grundliggende globale koordinationsproblem og den samlede effekt af vores klimapolitik.

Vi begynder ikke på bar bund. Vi har en række aftaler i FN-systemet, som sætter rammerne og mulighederne for klimapolitikken. Her er udgangspunktet, at verdens lande sætter mål for deres egen udledning. Det vil sige den udledning, der produceres i de enkelte lande. Ansvaret for udledning ligger i princippet der, hvor udledningen finder sted.

Nu har Klimarådet imidlertid foreslået, at Danmark sætter sit eget supplerende 'klimapejlemærke' for en forbrugsbaseret opgørelse af Danmarks udledning. De mener, at vi i Danmark bør gå forrest og også påtage os ansvaret for den udledning, der er sket i produktionen af de ting, vi forbruger i Danmark. Andre er også kommet med lignende forslag, og de giver ingen stærke argumenter for politik baseret på denne tilgang.

DEN PRODUKTIONSBASEREDE opgørelse, som verdens lande allerede er enige om i FN, har en række afgørende fordele.

Ansvaret for udledning ligger som udgangspunkt hos den, der foretager udledningen. Dette definerer også en række handlemuligheder. Det er ret let at opgøre, hvor meget et land udleder, for vi har ret godt styr på, hvor meget olie der bliver brændt af. (Undtagelsen er udledning fra ikkefossile kilder, landbrug og den slags, som er noget sværere at måle).

Alle lande har således et incitament til at lade resten af verden tage omkostningerne

Det er ret ligetil at regulere udledningen, for den kan rammes klokkerent med en afgift eller en kvote på fossil energi, som er proportional med CO2-udledningen. Ved at ramme klokkerent kan vi få mest mulig CO2reduktion for mindst mulig samfundsmæssig omkostning verden over. At omkostningerne er lave, er helt afgørende for muligheden for overhovedet at gennemføre den globale grønne omstilling.

Vi har endda en mekanisme på vej, hvorved vi kan give vores omverden incitament til at have samme stramme klimapolitik, som vi har i EU. Vi har i EU allerede besluttet at indføre klimatold på import af varer fra lande, som ikke selv regulerer deres CO2udledning. Det instrument har den meget smukke egenskab, at f.eks. Kina kan undgå vores klimatold og beholde pengene selv, hvis de indfører en CO2-afgift eller anden regulering, der matcher EU's. Derved bidrager klimatolden til at koordinere den globale klimapolitik.

Klimapolitik baseret på den produktionsbaserede opgørelse har således mange fordele i praksis. Den er i overensstemmelse med aftalerne i FN, vi kan ramme udledningerne klokkerent med CO2-afgift og lignende, og vi kan gøre det på en måde, så vi bidrager til at løse det grundliggende globale koordinationsproblem.

DET FORBRUGSBASEREDE klimaaftryk er derimod problematisk som fundament for klimapolitik.

Det kolliderer med de grundprincipper, verdens lande er blevet enige om i FN.

Der findes opgørelser af Danmarks samlede nationale forbrugsbaserede klimaaftryk. Det er 'top-down'-beregninger baseret på nationalregnskaber for verdens lande og udenrigshandelsstatistik. Det er en rimelig opgørelse, som i hvert fald rammer totalerne rigtigt, men er altså ikke mere præcis i detaljen, end verdens landes nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistik er. Der skelnes kun mellem 163 brancher, og det er vanskeligt at sige noget om CO2-indholdet i specifikke varer. Tallene er grove gennemsnitstal, som det er svært at agere meningsfuldt på.

Det allervigtigste er, at vi husker, hvad det egentlig er, vi er i gang med.

Eventuel regulering af den forbrugsbaserede CO2-udledning vil derfor give lige så grove og upræcise incitamenter som opgørelsen af klimaaftrykket af de enkelte varer. Derved bliver de samfundsmæssige omkostninger ved reguleringen alt for høje.

Med regulering af vores forbrugsbaserede klimaaftryk vil vi i praksis blot indføre en alt for grovkornet begrænsning af vores samhandel med resten af verden. Den vil ikke ramme CO2-udledningerne klokkerent. Som sagt er det afgørende for den globale omstilling, at vi gør det så smertefrit som muligt, og det vil sige med så præcise incitamenter som muligt.

DET ALLERVIGTIGSTE er, at vi husker, hvad det egentlig er, vi er i gang med. For at nå de globale klimamål er vi nødt til at få det meste af verden med.

Det kan være mere end svært at overbevise lande som Kina om, at det er en god idé, at vi begynder at regulere Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk og dermed Kinas udledning. Det vil reelt blot fungere som en begrænsning på import fra Kina. Vi må også huske at tænke på, hvordan vores politik ser ud set gennem kinesernes briller. Kina har allerede forpligtet sig til, at deres udledning skal toppe inden 2030.

EU's klimatold ligner en regulering af vores eget forbrugsbaserede klimaaftryk, i og med at den retter sig mod CO2- udledning, der foregår uden for EU. Den store forskel er, at f.eks. Kina kan undgå vores klimatold ved at indføre deres egen produktionsbaserede CO2-regulering. Derved understøtter klimatolden både den globale koordination af klimapolitikken og foregangslandsargumentet. En mulig dansk regulering af vores forbrugsbaserede klimaaftryk vil snarere modarbejde den globale koordination.

Alt i alt er det svært at se nogen fordele ved at indføre nationale klimapejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Ønsket derom bygger på den idé, at vores klimapolitik bør gå ud på at reducere den samlede CO2udledning mest muligt. Men for at nå det mål må vi forholde os til de rammer og muligheder, det globale koordinationsproblem giver. Vores tilgang bør understøtte disse rammer og muligheder og samtidig tilskynde alle verdens lande til selv at sætte ambitiøse klimamål. Her vil politik baseret på det forbrugsbaserede klimaaftryk ikke ramme skiven.

Emner