Tættere nordisk forsvarssamarbejde kræver en dansk strategi og nytænkning

Af akademisk medarbejder Niels Byrjalsen og centerleder og seniorforsker Kristian Søby Kristensen (begge fra Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 16. juni 2024.

I slutningen af april underskrev de nordiske forsvarsministre en historisk ny vision for det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco frem mod 2030. Med Sveriges og Finlands indtræden i Nato koncentreres samarbejdet om forsvar og afskrækkelse. Visionen understreger, at Danmark befinder sig i en fundamentalt ny forsvars- og sikkerhedspolitisk situation. Det nordiske har for alvor momentum.

I forbindelse med statsbesøget i Sverige en uge senere blev danske og svenske regeringsrepræsentanter enige om en styrkelse af det bilaterale forsvarssamarbejde. Den følgende uge var statsminister Mette Frederiksen i Stockholm til Nordisk Topmøde, hvor regeringscheferne bl.a. drøftede hybride trusler med den tyske kansler, Olaf Scholz. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har kaldt det nordiske forsvarssamarbejde en topprioritet og sagt, at man i Forsvaret skal tænke »nordiske kollegaer ind i den daglige opgaveløsning«.

Danmarks prioritering af nordisk forsvarssamarbejde er en logisk udløber af Ukrainekrigen og Natos udvidelse. Den indebærer imidlertid også et behov for tydeligere dansk stillingtagen til, hvordan man rent faktisk vil indgå i samarbejdet. Der er på en række punkter en betydelig risiko for, at udviklingen - på trods af de gode hensigter - kan skabe problemer og konflikter nationalt såvel som alliancepolitisk.

Derfor kræver udviklingen også grundige danske overvejelser. Det gælder først og fremmest indretningen af det militære samarbejde. Hvor meget vil man satse på henholdsvis integration og på specialisering og arbejdsdeling?

På det operative område har de nordiske lande sendt signaler i begge retninger. F.eks. arbejdes der på at skabe et egentligt fælles luftforsvar - potentielt med integrerede planer, enheder og kommandoveje. Samtidig har man nye muligheder for at deles om opgaverne. Danmark og Sverige vil f.eks. sammen bidrage til Natos kollektive forsvar i den fremskudte tilstedeværelse i Letland gennem en rotationsordning.

Også med hensyn til materielanskaffelser og udvikling af kapabiliteter er begge dynamikker i spil. Nordefcos nye vision fremhæver fælles indkøb af forsvarsmateriel som et område, hvor nordisk samarbejde skal styrkes.

Det fælles indkøb af artilleriammunition til Ukraine sidste efterår var et første skridt i retning af en mere integreret beslutningsproces i forhold til anskaffelser. Omvendt kæmper danske og norske konsortier om store kontrakter vedrørende ammunitionsproduktion.

Både Norge, Sverige og Danmark har planer om større opgraderinger af deres respektive flådeprogrammer. Dette giver principielt mulighed for specialisering i udvikling af forskellige typer af skibe, der til sammen kan bidrage til det sømilitære forsvar i Østersøen, Nordatlanten og Arktis.

Eksemplerne tydeliggør imidlertid også, hvor udfordringerne er.

Øget integration kan være fordelagtigt for at undgå overlap i opgaveløsningen og parallelle systemer, der ikke kan tale sammen. Det kan også øge den fælles kampkraft og det signal om styrke, man sender til Rusland og andre. Nordisk samarbejde er derudover typisk populært i de nordiske lande.

Der kan imidlertid være modstand mod at overdrage for meget national beslutningskompetence til andre. Hvem sidder reelt for bordenden? Hvem skal indrette sig efter hvem? Betyder nordisk integration, at der skal stilles endnu højere krav til et dansk forsvar, der i forvejen er spændt ud mellem nationalt ansvar og allianceforpligtelser?

Øget arbejdsdeling og specialisering kan også være attraktivt, fordi det kan frisætte ressourcer og gøre småstater som de nordiske i stand til at blive rigtigt gode på udvalgte nicheområder. Problemstillingen er her, at forsvar ikke kun tænkes fælles, men også nationalt. Det betyder, at de nordiske lande fortsat ønsker at kunne lidt af det hele, og det sætter selvsagt begrænsninger for specialisering. Dertil kommer, at nogle opgaver kan være mere attraktive at påtage sig end andre. Der kan, som eksemplerne med ammunitionsproduktion og flådeprogrammer viser, desuden være tungtvejende hensyn til arbejdspladser og økonomi, der taler imod nordisk arbejdsdeling og specialisering.

Udviklingen i Norden handler således både om, hvad der giver mening forsvarsmæssigt og fra et dansk indenrigspolitisk perspektiv. Samtidig bør den fremkalde strategiske overvejelser om forsvarssamarbejdets bredere udenrigspolitiske implikationer.

Der er på en række punkter en betydelig risiko for, at udviklingen - på trods af de gode hensigter - kan skabe problemer og konflikter nationalt såvel som alliancepolitisk

Der er enighed om, at tættere nordisk forsvarssamarbejde skal indlejres i og komplementere Nato. Alligevel må man gøre sig det klart, at de valg, der træffes om Nordens rolle i alliancen, får konsekvenser for de nordiske landes relationer til andre allierede.

F.eks. er den gængse opfattelse, at alle de nordiske lande - som led i reorganiseringen af Natos kommandostruktur - fremover skal være en del af JFC Norfolk i Virginia i USA, der har ansvaret for Arktis og Nordatlanten. Det kan der være gode grunde til. Det kan dog også betyde, at den praktiske kobling til landene på den sydlige side af Østersøen forandres.

Det er ikke givet, at de baltiske lande vil se det som en god idé, hvis Norden bliver mere nordisk orienteret på bekostning af den tætte kobling til Baltikum. Denne latente problematik er særligt væsentlig for Danmark, dels af geografiske og historiske årsager, dels fordi opgaverne i de baltiske lande fylder relativt meget i dansk forsvars arbejde.

Det intensiverede nordiske samarbejde rejser også spørgsmål om konflikten med Rusland.

Nordefco-visionen blev ledsaget af en erklæring, hvor de nordiske lande meddeler, at de står sammen om at støtte Ukraine for as long as it takes. Det bliver dermed væsentligt, om man kan finde fælles fodslag om de svære problemstillinger, som støtten til Ukraine kan indebære: levering af våben, der anvendes på russisk territorium, en eventuel mere direkte involvering i krigen fra nogle Nato-landes side samt fremdriften i Ukraines Natoansøgningsproces.

Og hvad gør Danmark, hvis de andre nordiske lande placerer sig et andet sted i disse diskussioner end Washington, Berlin og Bruxelles?

Dertil kommer, at Danmark kan tage ved lære af især Norge og Finland, der har ekspertise i at afstemme styrkeopbygning, øvelsesaktiviteter og andre afskrækkende tiltag, så de hverken fremstår for frembrusende og truende eller for vage.

Mere generelt skal danske beslutningstagere forholde sig til, hvordan deres konkrete beslutninger om nordisk forsvarssamarbejde - indkøb af våben med strategisk betydning, aktiviteter tættere på russisk territorium, tilstedeværelsen af amerikanske styrker i Norden, etc. - former den alvorlige geopolitiske konflikt, som de nordiske lande er vævet ind i.

Det er ikke nogen let opgave at gentænke, hvordan Danmark skal indgå i det nordiske forsvarssamarbejde. Som vi påpeger i en ny rapport fra Center for Militære Studier, er det dog afgørende, at der fra politisk hold tages mere aktivt stilling til og styring med området.

Man kan f.eks. inddrage de andre nordiske landes forsvarsplanlægning som et selvstændigt parameter, der systematisk tages højde for, når der træffes beslutninger om udviklingen af dansk forsvar. Man kan styrke Danmarks forsvarsdiplomati i Norden. Og man kan tage initiativer, der skal fremme en fællesnordisk offentlig debat om forsvar og sikkerhed.

Danmark er længe blevet set som tilbageholdende i det nordiske forsvarssamarbejde. Det er der nu mulighed for at råde bod på. Men fremdriften bør stå på et fundament af strategisk tænkning, så den ikke fører til uønskede reaktioner - internt i Norden og i den bredere alliance.

Emner