Tre myter om danskernes holdning til CO2-afgift ødelægger debatten

Af projektleder Andrea Veggerby Lind (Dronning Marys Center), professor Anders Blok (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi), professor Thomas Morton (Institut for Psykologi) og professor Andreas Roepstorff (Aarhus Institute of Advanced Studies) i Information den 11. oktober 2024.

Hver gang landmænd spærrer i deres traktorer, eller store menneskemængder tropper op til et CO2, skaber de et nyt skræmmebillede for beslutningstagere, der arbejder med den grønne omstilling. Folkelig opbakning, men i særlig grad også folkelig modstand, er nemlig ekstremt vigtig for klimapolitik. Problemet er bare, at vores forståelse af, hvad danskerne vil gå med til, alt for ofte baseres på gætværk frem for data.

Lige nu er forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget i gang. Og i vores optik er det vigtigt, at resultatet ikke bliver baseret på myter om danskernes modstand.

Opfattelser af, hvad danskerne er villige til at ændre, mærke og betale for den grønne omstilling, er helt centrale for, hvor langt politikere går med klimahandling. Det er så centralt, at det står indskrevet i Klimaloven: »Danmark skal vise, at der kan laves en grøn omstilling og samtidig bibeholdes et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres,« lyder det i den danske klimalov. Målet er at føre den klimapolitik, der ikke splitter danskerne.

Gætterier er ikke konsekvensløse

Frygten for folkelig modstand ses for eksempel i Socialdemokratiets: at går man for hurtigt til værks, risikerer man at skabe splittelse, der taber hele den grønne omstilling på gulvet.

Men at føre klimapolitik i tråd med danskernes præferencer forudsætter relativ præcis viden om, hvad danskerne så faktisk mener og vil.

Alligevel bliver dette perspektiv alt for ofte drevet af gisninger fra Eller af begivenheder som CO2-rallyer, som kan tegne et billede af langt større modstand, end der nødvendigvis er.

Udtalelser og gætterier om, hvad vi egentlig vil være med til som borgere i Danmark, er ikke konsekvensløse. Billedet bliver fordrejet af ideologisk belejlige antagelser eller tvivlsomme konklusioner. Det kan i nogle tilfælde betyde, at vigtige tiltag ikke bliver, fordi den potentielle modstand opfattes som større, end den reelt er, eller fordi vigtige nuancer af indvendingerne bliver overset.

I projektet ClimAct, et vidensamarbejde mellem Københavns og Aarhus Universitet, undersøger vi derfor netop, hvordan den danske klimadebat udspiller sig i medierne og i befolkningens holdninger. I juni bragte Altinget fra vores survey-undersøgelse om danskernes opbakning til en CO2-afgift på landbruget. Vores tal viser, at der lige præcis i debatten om en CO2-afgift på landbruget, hvem der støtter den og hvorfor, hersker særligt tre myter om danskernes holdninger, som vi her vil komme ind på.

1: Debatten om en afgift på landbruget er voldsomt polariseret

CO2-afgiften på landbruget er et tiltag med omfattende indflydelse på landbrugserhvervet, så det er naturligt, at retorikken blandt de involverede parter - og måske stærkt engagerede borgere - kan forekomme polariseret. Trods dette står den polarisering ikke frem i befolkningen generelt.

Vores survey-undersøgelse fra juni 2024 viste, at dobbelt så mange danskere bakker op om en afgift, som der modsætter sig den. Desuden var moderate og neutrale holdninger til afgiften langt mere hyppige end stærk modstand eller opbakning.

Det er relevant, fordi en polariseret debat kendetegnes af en holdningskløft mellem to parter med stærke, uforenelige positioner. At tegne en debat op som mere polariserende, end den er, kan derfor blive selvforstærkende. Det sker blandt andet, fordi standpunkter i højere grad knyttes til identitet i en polariseret debat, og vi bliver mere fastlåste i vores meninger. Foruden at forvrænge befolkningens faktiske opbakning skaber denne myte altså på sigt værre forudsætninger for dialog på tværs.

2: Danskerne er ikke åbne over for grøn omstilling, hvis den påvirker deres liv

Vores data tyder også på, at danskerne er helt på det rene med de mulige omkostninger ved en CO2-afgift, både i landbruget og hos den almindelige borger. Og alligevel støtter de afgiften.

For eksempel forventer over 60 procent, at afgiften i nogen grad vil føre til en forhøjelse af priserne på nødvendige varer, som almindelige mennesker vil få sværere ved at betale. Ligeledes tror over 60 procent, at en afgift kunne medføre en sivning af produktion til udlandet.

Men på trods af dette støtter rigtig mange danskere afgiften.

Vores data peger på, at det særligt er ønsker om effektiv klimapolitik og sunde indre farvande, der driver denne accept. 65 procent mener, at landbruget er nødt til at blive omstillet betydeligt for fuldt at indfri Danmarks klimamål.

Det tyder altså på, at en følelse af nødvendighed kan lede til den måske overraskende villighed blandt danskerne til at acceptere klimatiltag, på trods af de omkostninger som samtidig anerkendes eller frygtes.

3: Opbakning til en CO2-afgift på landbruget er drevet af landmandslede

En fremtrædende fortælling i forbindelse med udviklingen af afgiften har været, at fortalere for afgiften har en udpræget mangel på sympati og forståelse for landbrugserhvervet og landdistrikterne.

Et i debatten om omstillingen af landbrugssektoren lyder:»Vi skal udvikle det danske landbrug - ikke afvikle det.«Det optegner debatten som bestående af pro- og anti-landbrugsinteressenter. Men som flere forskere også, står det aldrig rigtig klart, hvem der skulle ønske at afvikle sektoren.

Vores undersøgelse viser for eksempel, at den absolut foretrukne måde at anvende provenuet fra en CO2-afgift på landbruget er at føre pengene tilbage til landbruget som støtte til klima- og miljøtiltag. En betydelig del af besvarelserne mente endda, at pengene kunne tilbageføres til landbruget uden binding. Det vidner ikke om en befolkning, der ønsker at afvikle det danske landbrug. Det vidner snarere om en befolkning med sympati for erhvervet, som ønsker at fremtidssikre det.

Modstand og demonstrationer som eksempelvis traktorblokader i Europas gader kan være en vigtig kilde til at forstå uretfærdighed og skævheder i klimapolitik. Men står de alene, kan de også blive anekdotiske skræmmebilleder, der skævvrider forståelsen af den faktiske opbakning til klimahandling blandt borgerne.

Derfor er vidensbaserede indblik i borgenes faktiske præferencer, opbakning og modstand uundværlige i at føre effektiv klimapolitik.

Emner