Udenrigspolitisk aktivisme er et diffust begreb, der umiddelbart forvirrer mere, end det gavner

Kronik af lektor Henrik Larsen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 14. august 2024. 

Hverken "aktivisme" eller "aktiv udenrigspolitik" blev nævnt i statsminister Mette Frederiksens redegørelse for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i Folketingets afslutningsdebat 29. maj.

Ordene glimrer også ved deres fravær i de fleste politiske taler og dokumenter på tværs af partier i regering og folketing. Men siden Den Kolde Krigs afslutning har rigtig mange forskere, kommentatorer, journalister og analytikere i det hele taget skrevet om dansk udenrigspolitik som aktivistisk.

De diskuterer også, på hvilken måde Danmark er aktivistisk, og om Danmark fortsat vil være aktivistisk. Der synes at være en opfattelse af, at aktivismen næsten er indbygget i dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig, sådan at man kan forvente en bestemt udenrigspolitisk handlen eller diskutere, om Danmark har levet op til, hvad det skal, når det jo skal være aktivistisk.

Danmarks relativt store militære støtte til Ukraine er tit noget, som forskere og kommentatorer holder frem som et udtryk for aktivisme.

Et udpræget dansk begreb

Det kan sagtens være, at begrebet aktivisme er anvendeligt til at forstå dansk udenrigspolitik. Begreber kan jo være analytisk nyttige som redskaber til at se generelle mønstre i adfærd eller forståelser, som dagligdags eller politisk sprog ikke åbner for på samme måde.

Måske kan man se dansk aktivisme som et udtryk for et generelt træk i udenrigspolitikken blandt de lande, man normalt sammenligner Danmark med. Imidlertid sammenligner analytikerne meget sjældent Danmark med andre tilsvarende lande, når de vurderer på hvilken måde, Danmark er aktivisk. 

Danmarks relativt store militære støtte til Ukraine er tit noget, som forskere og kommentatorer holder frem som et udtryk for aktivisme.

Danmark bliver meget tit set som aktivistisk inden for sin helt egen aktivisme-boble-forståelse. Det er som om, at aktivisme bare er noget, der indiskutabelt ligger eller skulle ligge i dansk udenrigspolitik siden Den Kolde Krig, uden skelen til om (alle) tilsvarende lande handler på samme måde.

Man kunne i højere grad se på, hvor forskelligt Danmark er fra andre tilsvarende lande på det udenrigspolitiske område, hvis diskussionen om dansk udenrigspolitisk aktivisme skulle have bredere relevans.

Imidlertid er aktivisme sjovt nok ikke et fremtrædende begreb i studiet af andre landes udenrigspolitik, heller ikke de andre nordiske. Det har i nogen grad været det i Sverige under Den Kolde Krig, men "aktivisme" er sjældent blevet brugt i forskningen til at karakterisere norsk eller svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig.

Aktivisme uden afsender 

Når den analytiske brug af begrebet er så bundet til den danske sammenhæng, kunne det jo være fordi, det er meget brugt i dansk udenrigspolitik; at "aktivisme" eller "aktivistisk" er noget, som regeringspolitikere og embedsmænd bruger i deres officielle redegørelser.

De ansvarlige politikeres brug af "aktivisme" eller "aktivisme" kan være performativ; det vil sige, at ordene ikke kun er en beskrivelse af noget, der allerede eksisterer i dansk udenrigspolitik, men at politikernes brug af ordet i sig selv skaber en dansk aktivistisk udenrigspolitik gennem politikernes udfyldelse af dets indhold. Dette kunne være en alternativ forståelse af, hvad der er kernen i dansk udenrigspolitiske aktivisme.

Men i forbindelse med en artikel, som netop som er udkommet i 'Danish Foreign policy Review 2024' (udgivet af DIIS), har jeg undersøgt, hvor meget og hvordan skiftende regeringer og embedsmænd bruger ordet aktivistisk eller aktivisme i deres taler eller i officielle redegørelser. Og det viser sig, at det faktisk er meget, meget sjældent at ordet bliver brugt.

Det er for eksempel ikke blevet brugt i nogen af regeringsprogrammerne efter Den Kolde Krig. Eller de skiftende statsministres åbningstaler til Folketinget. Det er heller ikke blevet brugt i de fire udenrigspolitiske strategier, som er blevet udgivet igennem de sidste otte år, men dog med undtagelse af den halv-officielle Taksøe-rapport, som ganske kort bruger "aktivisme" i forbindelse med militære operationer.

Udtrykket blev brugt i nogle af Anders Fogh Rasmussens taler og artikler, mens han var statsminister, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, ikke i hans officielle taler som statsminister, der formentligt var skrevet af embedsværket.

Og som nævnt figurerede "aktivisme" heller ikke i statsminister Mette Frederiksens redegørelse for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i forbindelse med den seneste afslutningsdebat i Folketinget 29. maj. "Aktivisme", konkluderer jeg, er ikke performativt gennem de danske regeringers sprog.

En accepteret præmis

Når man fra officielt regeringshold bruger udtrykket aktivisme eller aktivistisk, så er det som regel for at sige "ja, ja" Danmarks udenrigspolitik er stadig aktivistisk, når nogle i Folketinget stiller spørgsmålstegn ved, om regeringens udenrigspolitik egentlig er udtryk for aktivisme. Men det er ikke noget, som stats-, udenrigs-, eller forsvarsministerens dvæler ved, eller som bliver udfoldet i taler.

Det synes jeg er interessant, når man tænker på, hvor tit kommentatorer antager, at Danmark er eller bør være aktivistisk. Ordet glimrer i den grad med sit fravær i officielle udenrigspolitiske sammenhænge.

Til gengæld optræder ordet "aktiv" eller "aktivt" meget tit i regeringssammenhænge, når det handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik (og også om anden politik). 

Ordet glimrer i den grad med sit fravær i officielle udenrigspolitiske sammenhænge.

Når man undersøger det nøjere, så finder man dog ud af, at "aktiv" for det meste bliver brugt til at give positiv betydning til givne regeringers præferencer eller ønsker – som naturligvis skifter.

For eksempel hedder en overskrift i SMV-regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark' fra december 2022, "Aktiv stemme i Europa", og en sætning lyder "Derfor skal Danmark spille en aktiv rolle for at fjerne handelsbarrierer og skabe øget global samhandel". I begge tilfælde bruges aktiv til at markere centrale prioriteter for regeringen.

Hvor der alligevel er et vist overlap i brugen af aktiv på tværs af regeringer, er det, når det handler om internationale militære operationer, som Danmark er del af, og hvor det forstås som vigtigt, at Danmark deltager militært for at sikre sin internationale status. Her er der ofte sammenfald i regeringernes brug af aktiv.

Det er interessant, for det er ofte i forskningslitteraturen blevet peget på, at netop den danske deltagelse i internationale militære operationer efter Den Kolde Krig er kernen i den danske aktivisme. Mange regeringers brug af "aktiv" i denne sammenhæng peger på, at ordet kan være performativt i at give værdi til netop denne type udenrigspolitik; brugen af "aktiv" gives indhold gennem en diskurs om dansk deltagelse i internationale militære aktioner, som styrker Danmarks status.

Så på denne måde synes skiftende danske regeringers vægt på dansk deltagelse i høj-profilerede internationale operationer (blandt andet i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Hormuzstrædet og Det Røde Hav og den militære støtte til Ukraine) at afspejle sig i, hvad fællesnævneren er, når Danmark skal være "aktiv".

Indholdstomt begreb

Brugen af "aktiv" i forbindelse med dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig startede med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens lancering af "Aktiv internationalisme" som ny doktrin for dansk udenrigspolitik i 1989. Noget kunne tyde på, at det blivende element i forståelsen af aktiv hos regeringerne efterfølgende især har været dansk deltagelse i højtprofilerede militære operationer.

Men samtidig bruges "aktiv" så altså også om alle mulige andre skiftende politiske mål og projekter for de enkelte regeringer (mest om udenrigspolitik, men ikke kun). 

Måske skulle forskere og analytikere gå i tænkeboks, når det gælder den umiddelbare brug af "aktivisme" til at forstå eller kræve noget af dansk udenrigspolitik.

Så hvis man kigger på, hvordan politikere og embedsmænd bruger ordet, så får man ikke meget hjælp til, hvad det betyder – altså med undtagelse af deltagelse i militære operationer, der har at gøre med Danmarks prestige, som på den måde bliver den eneste fællesnævner på tværs af regeringer i brugen af aktiv. "Aktiv" er på den måde tæt på at være et indholdstomt begreb eller en tom betegner i mange udenrigspolitiske sammenhænge.

Så når man fra forskere og kommentatorers side spørger til den udenrigspolitiske aktivismes tilstand, modsvares det altså af en politisk diskurs, hvor ordet aktivisme nærmest ikke optræder.

Og hvor det ord, der kommer tættest på, nemlig "aktiv”, bruges meget forskelligt på tværs af politiske projekter med undtagelse af, hvor det lige netop handler om bestemte typer militære operationer.

Det er naturligvis ikke i sig selv et problem, at politikere og forskere/kommentatorer bruger forskellige begreber. Aktivisme kan sagtens være et nyttigt analytisk begreb til at forstå mønstre i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvom politikerne kun sjældent bruger det.

Alligevel er denne diskrepans slående. Og man kan da også overveje, om analytikere og forskere har været så sikre på begrebets relevans for Danmark, at de har glemt at se på, om eller hvordan de udenrigspolitiske beslutningstagere faktisk bruger begrebet (eller sammenligne med andre lande).

Måske skulle forskere og analytikere gå i tænkeboks, når det gælder den umiddelbare brug af "aktivisme" til at forstå eller kræve noget af dansk udenrigspolitik.

Emner