Venstrefløjen har genopdaget sit had til Israel - og det er der en særlig grund til

Opinion af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 5. april 2024.

Den genopblussede konflikt mellem Israel og Hamas siden terrorangrebet 7. oktober har genantændt gamle antiisraelske stemninger i hjørner af særligt den yderste venstrefløj.

På utallige venstreorienterede hjemmesider er Israels flag og det nazistiske Tredje Riges flag sammenstillede med lighedstegn imellem dem.

Venstrefløjksikonet Judith Butler har sågar kaldt terrorangrebet »en væbnet modstandshandling« og Hamas og Hizbollah for »progressive sociale bevægelser«, der er »dele af det globale venstre«.

I Enhedslisten arbejder stærke kræfter på en mere offensiv linje, der reelt vil være et opgør med to-statspolitikken og Israels eksistens og for et genoptaget samarbejde med DFLP, der deltog i terrorangrebet.

Men hvorfor går dele af venstrefløjen automatisk i hak med yderligtgående antiisraelske kræfter? Mange ville måske intuitivt mene, at der er få fællesnævnere mellem på den ene side ateistiske, internationalistiske marxist-leninister og på den anden side religiøse, ofte islamistiske nationalister.

Årsagen kan næppe være optagethed af fordrevne mindretal, for ellers havde der været langt mere nærliggende, mere voldsomme eksempler.

På nøjagtigt samme tid, som borgerkrigen mellem jøder og arabere brød ud, blev et meget større antal fordrevet langt mere blodigt ganske få hundrede kilometer fra Danmark: Da godt 12-15 millioner tyskere i årene 1944-1950 blev etnisk udrenset fra områder, deres forfædre havde beboet i århundreder eller et årtusinde, og seks millioner fra andre områder i Østeuropa.

En udrensning, hvor en til to millioner civile blev dræbt og op mod to millioner tyske kvinder blev systematisk voldtaget - nogle op til 60-70 gange. De fordrevne mistede alt og fik aldrig lov at vende tilbage, alt imens deres hjemegne blev befolket af tilflyttede polakker og russere og lagt permanent ind under Polen og Sovjetunionen.

Årsagen kan heller ikke være forfølgelse af muslimer som sådan - for der er såmænd nok andre tilfælde af nutidige, voldsommere overgreb. Siden 2014 er mere en million muslimske uighurer blevet interneret - uden dom - i lejre i Folkerepublikken Kina, der siden 2017 har jævnet 16.000 moskeer med jorden.

Men ofte har frænde været frænde værst: I Syrien stod det socialistisk-panarabiske Ba'ath parti i 1982 for den såkaldte Hamamassakre, der kostede 40.000 syrere livet. Den fortsatte borgerkrig i Syrien anslås at have kostet over 600.000 livet, mens den igangværende i Yemen - hvor Saudi-Arabien spiller en aktiv rolle - har kostet mindst 150.000 livet i kamp og lige så mange indirekte. Mellem 1979 og 2019 er næsten 170.000 muslimer blevet dræbt af islamistiske terrorister.

Den slags ser man ikke venstrefløjen demonstrere imod.

Så hvad er årsagen? Meget har nok at gøre med gamle alliancer: At min fjendes fjende er min ven, og min vens fjende er min fjende.

Meget har nok at gøre med gamle alliancer: At min fjendes fjende er min ven, og min vens fjende er min fjende.

Den pragmatiske alliance mellem venstrefløjen og arabiske nationalister er faktisk gammel og velkendt: Under Den Kolde Krig stod Vesten og ikke mindst USA generelt bag Israel, mens Østblokken så omvendt samarbejdede med (ofte regerende) socialistiske partier i de arabiske lande.

Fællesnævneren var modstanden imod »den store satan«, USA, der blev set som inkarnationen af kapitalisme og »imperialisme«.

Selvom store dele af den danske venstrefløj ikke var Sovjet-loyale, så er det dog et faktum, at langt op imod Murens Fald i 1989 refererede folk ikke kun i de forskellige kommunistiske partier, men også andre venstrefløjspartier til Østblokken som »den virkeliggjorte socialisme« eller den »faktisk eksisterende kommunisme«.

Også selvom man på nogen punkter var kritiske over for den samme, hvad enten det var for at være for ortodokse eller ikke ortodokse nok. Derfor blev det også let at være på bølgelængde med ellers umage sengepartnere.

For mange var der også noget dybere ideologisk i det. Selvom Israel egentlig oprindeligt har en stærk socialistisk tradition, er landet i en verdensdel domineret af stærkt statsstyrede økonomier noget af det nærmeste, man dér kommer på en markedsøkonomi.

Derfor var det næppe noget stort spring for mange at tage den i hjernen, men ikke nødvendigvis i handling, samme tur, som folkene gjorde i det, der engang hed Kommunistisk Arbejdsgruppe: Man var antikapitalistiske, og så blev de »udbyttede« uden for Vesten ens venner. Og så en dag var man pludselig blevet til Blekingegadebanden, der røvede, kidnappede og dræbte for at skaffe penge til den marxistisk-leninistiske terrorgruppe PFLP.

Det var så de mere ekstreme, men det blev dengang i 1970erne - efter Israel havde overlevet flere angreb fra omverdenen - så »kosher«, om man så må sige, at være militant antiisraelsk, at det næsten blev en troserklæring for de retsindige. Det er den slags lejrtænkning, der nu er vakt til live igen.

Emner