Vi diskuterer, hvem skal i trøjen. Men skulle vi ikke begynde med at tale om hvorfor?

Debatindlæg af centerleder Kristian Søby Kristensen (Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 31. januar 2024.

I de seneste uger har værnepligt været på dagsordenen. Diskussionen har drejet sig om, hvorvidt værnepligt også skal gælde kvinder, og har vist, at der fortsat er vigtige principielle og ligestillingspolitiske spørgsmål knyttet til værnepligt. Diskussionen om kvindelig værnepligt handler også om behovet for kulturel forandring i Forsvaret.

Samtidig er forsvarsminister Troels Lund Poulsen mindre klar i mælet end sin forgænger i opbakningen til såkaldt kønsneutral værnepligt. Den uklarhed afspejler dybe uenigheder i forsvarsforligskredsen om både kvindelig værnepligt og værnepligt som sådan.

Det, der ikke har været en del af den offentlige debat, er, hvorfor flere værnepligtige og forlængelse af værnepligtsperioden overhovedet er nødvendig. Hvem der skal være værnepligtige, har altså fyldt mere, end hvorfor de skal være værnepligtige.

Værnepligten i Danmark i dag fungerer primært som et - dyrt - rekrutteringsredskab for Forsvaret. Ca. 4.500 unge om året aftjener for langt de flestes vedkomne en værnepligt på fire måneder. Lidt karikeret er den nuværende værnepligt en mellemting mellem udvidet skolepraktik og et militært fokuseret højskoleophold.

Fire måneder er nok til, at man kan gøre sig nogle erfaringer med, hvad det vil sige at være soldat, men ikke nok til at blive uddannet til soldat.

Forsvaret håber så, at de erfaringer, de værnepligtige gør sig, er positive nok til, at de efterfølgende vil tegne en kontrakt, så de kan uddannes og arbejde som professionelle soldater.

Her adskiller Danmark sig fra f.eks. Norge og især Finland. I de to lande er værnepligten længere, så de (også flere) indkaldte kan uddannes nok til efterfølgende at indgå i en reserve, som kan mobiliseres i tilfælde af krise eller krig. I Danmark spiller de værnepligtige ingen militær rolle efterfølgende. De indgår ikke i en reserve og indgår ikke i dansk militær planlægning.

Et grundlæggende spørgsmål, som ikke diskuteres i Danmark, er derfor, hvilken militær rolle værnepligten skal spille? Skal et forøget optag styrke Forsvarets rekruttering, eller skal det medvirke til at etablere en reserve, der kan mobiliseres i en krise? Hvis det sidste er tilfældet, rejser det flere spørgsmål. For det første, hvilke militære opgaver skal en værnepligtsbaseret reserve løse? I modsætning til Norge og Finland er en landmilitær trussel mod dansk territorium svær at få øje på.

Den militære planlægning i Nato handler i dag om at sikre tilførsel af styrker til Natos østlige grænse i tilfælde af russisk aggression. Det samme gælder i Forsvaret. Det handler om veltrænede styrker, der på højt beredskab er klar til at tage til Baltikum, og styrker, der kan støtte allierede styrker, der passerer igennem eller opererer fra dansk territorium. Hvilke af de opgaver skal en værnepligtsbaseret reserve bidrage til? Skal reserven støtte danske tropper i Baltikum i en krise- eller krigssituation, skal de bevogte amerikanske F-35-fly på jyske flybaser eller noget helt tredje?

En forøget værnepligt vil presse Forsvarets struktur. Allerede nu er især de sergenter, der skal uddanne flere nye værnepligtige, en mangelvare. Forsvaret kan reelt have svært ved at modtage en større mængde værnepligtige på nuværende tidspunkt.

Endelig er der spørgsmålet om reservens sammenhæng med resten af Forsvaret. Hjemmeværnet er f.eks. designet til netop at varetage de bevogtningsopgaver, værnepligtsreservister også vil kunne bidrage til. Betyder det, at Hjemmeværnet bør spille en større rolle i værnepligtsuddannelsen og i organisering af reserven, hvis den aktiveres?

Disse spørgsmål er vigtige at få debatteret. Når man vil beordre en større del af en årgang - uanset kønsfordeling - til tvungen militærtjeneste, skylder man dem svar på, hvad de skal bruges til.

Emner