Woke-ideologi er ved at ødelægge topuniversiteter

Kommentar af af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 7. januar 2024.

I den forgangne uge gik Claudine Gay, rektor for det verdenskendte, prestigiøse Harvard University, af. Det kom mindre end en måned efter, at en anden rektor for et andet Ivy League-universitet, Elizabeth Magill fra University of Pennsylvania, var fratrådt. På overfladen var de to sager forskellige og urelaterede: Gay var blevet anklaget for en lang række tilfælde af plagiat, mens Magill var kommet skævt afsted, da hun svarede undvigende på, om det var brud på universitetets regler, at studerende krævede udryddelse af jøder.Men i virkeligheden var udløseren for begge sager Hamas' terrorangreb på Israel og de efterfølgende mange overfald på jødiske studerende på amerikanske universiteter. Ledelserne på mange topuniversiteter har været uvillige til at imødegå de intimiderende og ofte voldelige overfald på jøder, hvilket har medført massiv kritik.

Der er imidlertid en langt større bagvedliggende årsag: Uviljen imod at kritisere de antisemitiske tendenser er reelt et symptom på den»politiske korrekthed«,»wokeness«og generelle venstredrejning, som er kommet til at gennemsyre den amerikanske universitetsverden de seneste årtier.

Her har særligt markant været en radikalt venstreorienteret identitetspolitik, hvor alle spørgsmål skal anskues ud fra gruppetilhørsforhold (køn, etnicitet, seksualitet, o.s.v.), og hvor grupper vurderes ud fra, hvorvidt de er»undertrykkere«eller»undertrykte«. Skyld eller ikkeskyld afgøres ikke ud fra konkrete handlinger men ud fra kollektivt tilhørsforhold.

Tankegangen er en surrealistisk blanding af Karl Marx' klassekampsteori og en postmodernisme, hvor intet eksisterer objektivt, men alt er»socialt konstrueret«. Hvis man for eksempel er hvid, heteroseksuel, mand, og kristen, så er man per definition undertrykker, uanset hvor fattig eller socialt marginaliseret man ellers måtte være.

Samtidigt rodes det hele sammen i en pærevælling af antikapitalisme,»antiracisme«,»antikolonialisme«og alt godt fra havet - som godt illustreret af klimaaktivisten Greta Thunberg, der har erklæret både sin modstand mod kapitalisme/markedsøkonomi som system, og at klimakamp, antiracisme, antizionisme og antikolonialisme er flere sider af samme sag.

Dette radikale samfundssyn er meget let kammet over i autoritære politikker, som man har set gennemsyre universiteternes indre liv. På det overordnede plan ved at mange universiteter efterhånden har opgivet forestillingen om at skulle være pluralismens højborge, hvor der - med en omskrivning af Daniel Patrick Moynihans ord - er plads til enhver mening men ikke til at opfinde egne fakta.

I stedet har man gjort sig til talsmænd for, at universiteternes funktion skal underlægges overordnede ideologiske mål om»diversity, equity, inclusion«(ofte forkortet DEI): Mangfoldighed, lighed og inklusion.

Plusord, som på overfladen måske lyder godt, men som når de gøres til ideologiske målestokke for, hvordan forskning, undervisning og ansættelser skal tilrettelægges i praksis, bliver til en ofte intet mindre end totalitær ensretning dér, hvor der burde være mulighed for netop pluralisme og kritisk udfordring af alle dogmer.

For mangfoldigheden går kun på kategorier af mennesker - ikke disses verdenssyn eller tilgange. Universiteternes opgave er dermed blevet ikke at ruste de studerende bedst muligt videns- og evnemæssigt men at indprente dem de rigtige holdninger.

Konsekvensen af tankegangen er, at studerende nu i mindre grad optages på baggrund af karakterer og testresultater og i større omfang på baggrund af gruppetilhørsforhold og holdninger. Og derfor sætter man sygeplejestuderende til at læse Foucault og samfundsforskere til at indrette deres pensumlister efter, hvor mange minoriteter der er repræsenteret blandt forfatterne.

Resultatet har også været en»snefnug«-kultur med stramme sprogpolitikker, hvor ingens følelser må blive stødt - og hvor professorer kan blive fyret for at citere Shakespeare eller tale om biologisk køn. En»cancel«-kultur, hvor inviterede talere med kontroversielle holdninger afinviteres, råbes ned eller decideret overfaldes.

Denne udvikling er sket i accelererende grad men også i takt med to ting. Den ene er, at universitetsverdenen i USA (men også i de fleste vestlige lande) er gået fra at være eliteuddannelser for en de dygtigste til at være masseuddannelse af de fleste: pølsefabrikker, hvor flest muligt skal igennem systemet hurtigst og lettest muligt.

Den anden er en generel venstredrejning af det akademiske miljø siden 1960erne, hvor det i dag mange steder er næsten usandsynligt at finde en fastansat borgerlig professor.

Det er i et sådant mentalt lukket akademisk klima, hvor det er vigtigere at have de rette holdninger end den bedste viden, at overfald på jøder pludseligt er o.k. Eller i hvert fald ikke er noget, universiteter griber ind overfor.

Emner