Regeringens kandidatreform giver ikke flere varme hænder - kun mere prestige på universitetet

Kronik i Altinget den 15. september af ph.d.-studerende Asbjørn Juul Petersen og Jacob Richard Bøggild Strabo (Økonomisk Institut). 

I takt med at sommeren går på hæld begynder unge, håbefulde og ambitiøse studerende på uddannelser rundt om i landet.

Nogle vågnede 29. juli i år op til en besked om, at de havde fået plads på drømmestudiet, mens andre må nøjes med deres anden, tredje eller måske endda femteprioritet, fordi de ikke klarede adgangskravene til det, de helst ville.

Med universitetsreformen fra 2023 blev det besluttet, at de akademiske bacheloruddannelser skal dimensioneres, altså reduceres i antal pladser, for at skabe en bedre balance i optaget på de videregående uddannelser. Både dengang i 2023 og nu igen i sommeren 2025 har universitetsreformen været til debat i avisspalterne. 

I praksis handler sektordimensioneringen om at sænke antallet af pladser på en række universitetsbacheloruddannelser for at ændre optagelsesfordelingen.

Tanken er, at de unge, der ikke længere kan komme ind på universitetet, i stedet vil søge mod velfærdsuddannelserne.

På overfladen virker logikken enkel: man begrænser det, man vil have mindre af, og satser på, at de unge i stedet vælger det, man vil have mere af. Men det kommer ikke uden omkostninger, hvor nogle er mere åbenlyse end andre.

De første begrænsninger træder i kraft allerede i år, og ved et hurtigt kig på optaget på de uddannelser, hvor man ønskede flere studerende, tyder det ikke på, at reformen har båret frugt i form af flere varme hænder som ellers ønsket. 

Prestigen vokser, når nåleøjet bliver mindre

Når man skærer ned på antallet af studiepladser på en uddannelse, øger man samtidig værdien af at tilhøre den mindre gruppe, der faktisk får adgang. 

Ville du for eksempel helst have læst på Harvard, hvis alle kunne komme ind - eller er det ikke federe, hvis kun de færreste fik lov, og du som en af de eneste kunne rende rundt i en kabelstrik med et stort rødt H på og signalere, at du var en af verdens klogeste og mest flittige unge mennesker?

Foruden den signalværdi, der følger med at være en af de få, betyder færre kandidater et lavere udbud og dermed højere løn for den enkelte.

Samtidig optages studerende med højere karakterer, fordi vi i Danmark næsten udelukkende fordeler pladser efter gymnasiesnit. Hvis man accepterer præmissen om, at karakterer afspejler evner, betyder det alt andet lige, at de universitetsuddannede bliver mere produktive og derfor bedre lønnet.

Hvis vi for alvor vil have flere og bedre lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og færre universitetsuddannede, må vi gøre det til de unges førstevalg.

Lad os tage et eksempel: forestil dig to uddannelser - sociologi på universitetet og læreruddannelsen som professionsbachelor. Målet i eksemplet er at få flere og forhåbentligt også bedre lærere.

Hvis vi skruer ned for antallet af sociologipladser, vil færre uddannes som sociologer, og netop derfor bliver de mere eftertragtede. Sociologiuddannelsen bliver mere selektiv, og gennemsnittet for at komme ind må forventes at stige. Begge dele taler for, at de der får lov til at blive sociologer ender som de store vindere.

Konsekvensen? Jo, mere værdifuldt det bliver for den enkelte at være uddannet sociolog, jo flere vil gerne læse sociologi. Men hvis målet er at få flere til at blive lærere, skaber man samtidig den modsatte dynamik: læreruddannelsen fremstår mindre attraktiv, og færre vil søge den.

Dem, der bliver skubbet over i læreruddannelsen, er dem, der ikke kan følge deres drøm om at blive sociologer, og som måske ikke bliver de bedste lærere.

Det skal være lysten, der driver værket

Når vi skubber folk over i noget, der ikke er deres førstevalg, fratager vi dem muligheden for at forfølge det, de i hvert fald selv mener, de vil være bedst til, eller som minimum det, de helst vil.

Fordi optagelsessystemet hovedsageligt kigger på karaktergennemsnit ender man med at give dem, der har mindst mulighed for bare at kunne skifte til noget andet, mindst mulighed for at forfølge det, de rent faktisk er gode til.

Man kan endda forestille sig, at nogle af de dygtigste, der frit kan vælge på alle hylder, altså både sociologi og læreruddannelsen fra vores eksempel, nu vil hælde mod sociologi, fordi fremtidige løn- og jobmuligheder er blevet styrket dér. Uden dimensioneringen kunne de samme personer have valgt læreruddannelsen, men vælger nu at blive sociologer i stedet for. 

Så hvad gør vi så? Hvis vi for alvor vil have flere og bedre lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og færre universitetsuddannede, må vi gøre det til de unges førstevalg.

Det kræver, at vi gør professions- og erhvervsuddannelserne mere attraktive end universitetsuddannelserne.

De studerende skal selv ønske at blive lærere, ikke presses derover gennem begrænsninger.

---

Læs den originale kronik på altinget.dk.

Emner