20. maj 2020

Corona­-kanonen rammer Kina

UDENRIGSPOLITIK

Stats­ministeren vil bringe Danmark tilbage i tæt alliance med USA og i konflikt med Kina.

Artikel af dekan ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 20. maj 2020. Mikkel Vedby Rasmussen

Da Første Verdenskrigs generaler blev trætte af at sende bølge på bølge af unge mænd mod den sikre død på fjendens pigtråd, lod de artilleriet smadre fjendens stillinger, inden infanteriet blev sendt ind. I juni 1916 skød de britiske kanoner således 1,5 millioner granater mod de tyske stillinger ved Somme, inden angrebet gik i gang.

Statsminister Mette Frederiksen går sjældent i felten uden et forberedende bombardement.

En af grundene er, at hun ofte angriber over en bred front, hvor hun vil erobre flere politiske stillinger på en gang, mens hendes modstandere er lammet af kanonernes torden.

Det var også tilfældet den 12. maj, da stats- og justitsministeren oprettede en styrelse under Justitsministeriet med ansvar for kritisk infrastruktur og kriseledelse. På pressemødet kunne det lyde, som om det handlede om at købe masker til hospitalerne, men da Mette Frederiksen dagen efter i et interview med Berlingske udvidede spørgsmålet om kritisk infrastruktur til også at handle om at sikre leverandører til 5G-telenetværket, var det tydeligt, at coronakrisen var anledningen til et større sikkerhedspolitisk initiativ.

Berlingske fortsatte med at affyre statsministerens kanoner, da avisen den 14. maj bragte uddrag af breve fra det kinesiske tech-firm Huawei, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med minimale omsvøb blev truet med, at Kina vil undlade at investere i Danmark, hvis ikke ordren på 5G gik til Huawei.

Da krudtrøgen havde lagt sig, havde statsminister Mette Frederiksen sat en dagsorden, som grundlæggende forandrer det danske kriseberedskab, samtidig med at det er et opgør med dansk Kinapolitik og en tilbagevenden til et meget tæt forhold til USA. I sig selv er hver af disse initiativer en tung dagsorden at løfte for en hvilken som helst statsminister, men sammen kunne Mette Frederiksen løfte dem, som en del af sin krisehåndtering af coronakrisen.

»Når vi betragter valg af leverandører som et sikkerhedspolitisk område, så er det selvfølgelig den sikkerhedspolitiske alliance, vi indgår i og har vores rødder i, som vi kigger på,« siger statsministeren til Berlingske.

Det er præcis sådan, USA ser på spørgsmålet, og det er derfor, Washington har været rasende over, at Storbritannien og Tyskland har været villige til at lukke Huawai ind i deres 5G-infrastruktur.

FOR EN STATSMINISTER, hvis første interesse for udenrigspolitiske forhold var demonstrationer mod Shell for dets engagement i Sydafrika, og hvis embedsperiode startede med et meget offentligt skænderi med præsident Trump, lå det ikke i kortene at folde vingerne ud som høgen, der siger nej til Beijing og fører dansk udenrigspolitik tilbage til »rødderne« – alliancen med USA.

At Kina er en trussel mod verdensfreden, er måske nok en udbredt analyse i Washington, men den er knap nået over Atlanten. Igen er coronakrisen en del af forklaringen på, at Frederiksen stiller sig anderledes end de andre EU-lande. Frederiksen ønsker ikke at finansiere de sydeuropæiske landes coronaunderskud, og hun vil gerne fortsat holde Danmarks grænser lukkede. Det er blot to områder, hvor hun ser verden anderledes, end man gør i Berlin og Bruxelles.

Uanset hvor grundigt det forberedende bombardement er, så risikerer man, at fjenden stadig er i skyttegraven, når man angriber efter bombardementet. Ved Somme var tyskerne gået i bunkerne og dukkede frem støvede, men uskadte, da kanonerne blev tavse, og forvoldte det britiske infanteri voldsomme tab.

På samme måde vil Frederiksen møde modstand mod sin omlægning af dansk Kina-politik; uanset hvor grundigt hun har forberedt den. Når coronachokket har lagt sig, vil der være arbejdspladser på spil, og Kina vil genvinde evnen til at forblænde danske meningsdannere.

Det var endnu en grund til at udlevere brevene og Lars Løkke Rasmussen. For den tidligere statsminister begyndte en tilnærmelse til Berlin efter Brexit og efter at have mærket Trumps håndtryk.

Den omlægning af dansk udenrigspolitik talte både til en offentlighed, hvis afsky for Trump var kammet over i antiamerikanisme, og til de kræfter i Udenrigsministeriet, som mener, at Danmark bør opgive vores EU-forbehold og føre en tilpasningspolitik over for Tyskland. Frederiksens bedste chance for at overvinde modstanden er at bruge sin autoritet som coronaleder til at presse en dagsorden igennem, som sætter sikkerhedsinteresser over økonomiske interesser.